Film: Ruslands tragiske historie som absurd politisk teater

Stalins betroede mænd vil gerne sikre sig en solid luns af magten. Og alle kneb gælder. Foto: Camera Film

Film: Ruslands tragiske historie som absurd politisk teater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der ikke meget at grine af, man kan bare ikke lade være under intelligent satire.

Karl Marx havde ret: Historien gentager sig selv - først som tragedie, siden som farce. Det kan godt være at Armando Iannuccis ætsende satire "Stalins død" foregår i 1953, men det er helt umuligt ikke at trække paralleller til nutidens til tider ganske absurde politiske cirkus - verden over, men måske særligt hos Ruslands historiske ærkefjende (en vis paryk får i hvert fald en del kommentarer med på vejen).

Men det er kun en bonus ved en både intelligent, underholdende og dobbelttydig satire, der er lige så ubehagelig som den er latterlig. For egentlig er der ikke meget at grine af, man kan bare ikke lade være, så tragisk absurd er ondskaben, når den som her går hånd i hånd med dårskab, dumhed og menneskets til tider ikke særligt kønne trang til at overleve for enhver pris.

"Stalins død" er baseret på en fransk tegneserie af Fabien Nury og Thierry Robin, "La Mort de Staline", der igen er baseret på virkelige hændelser. 2. Marts 1953 falder Stalin død om i sin Datja, efter i 33 år at have holdt Sovjetunionen i tilstand af permanent, altgennemsyrende og lammende dødsangst. Alle forventer at blive den næste på de tilsyneladende endeløse lister over, hvem der skal henrettes, tortureres eller deporteres til Gulags fangelejre. Ingen er fredede. Eller kan de? For hvad nu? Stalins betroede mænd, heriblandt efterfølgeren Malenkov, chefen for sikkerhedsstyrkerne Beria, Molotov og Krushchev har ingen anelse - de vil bare gerne sikre sig en solid luns af magten. Og alle kneb gælder.

 

Kan man alligevel grine?

Armando Iannucci har efterhånden gjort den kulsorte politiske satire til sit kendemærke. Ikke mindst i den geniale komedie "In the Loop" og serien "Veep". I "Stalins død" er det dog ikke kun den politiske magt, det gælder, men også liv og lemmer. Den nærmest paniske frygt for at blive den næste til at bløde i sneen gennemsyrer hele fortællingen og får mere end et par gange grinet til at sidde grundigt fast i halsen. For kan man grine, når baggrunden er massemord, undertrykkelse, korruption og dødbringende løgne? Når mord, vold og voldtægter foregår lige i udkanten af billedet, eller - formoder man - umiddelbart efter, at der klippes væk? Når volden og frygten er evigt tilstedeværende?

Svaret er ja. Det er dybt komisk at se magtfulde politikere opføre sig som små børn, der slås om vinduespladsen i lejrskolebussen, fuldkommen uinteresserede i politik og ideologi, udelukkende på jagt efter hæder, ære og retten til at smadre andres liv - og redde deres eget. Det politiske spil orkestreres i Iannuccis hænder som en stoledans, hvor den der ingen plads får, bliver dolket i ryggen af sine "kammerater". At han har sans for de sigende, dobbelttydige detaljer, og i øvrigt baserer selv de mest absurde hændelser på virkeligheden (der som bekendt overgår fiktionen), gør kun dansen endnu mere makaber og morsom.

"Stalins død" er dybt underholdende, tragisk og tankevækkende, med sylespidse replikker, der leveres med smittende overskud af de bedste af de bedste, med Steve Buscemi, Jeffrey Tambor, Michael Palin og teaterskuespilleren Simon Russell Beale som toppen af kransekagen.

"Stalins død"

Fransk, britisk, 106 minutter, tilladt over 11 år

Film: Ruslands tragiske historie som absurd politisk teater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce