Filmanmeldelse

Ridley Scotts svage rumgyser forsøger forvirret at lappe på forgængerens slappe fortællelinje.

Der er en sygdom i Hollywood. Den hedder prequel. Grundlæggende går den ud på at skabe værker, som hægter sig på en eksisterende film eller filmserie, men udspilles før begivenhederne i de oprindelige film. Prequel-fænomenet har især bredt sig ud over den fantastiske genre, hvor det giver den store fanskare mulighed for at udforske deres favoritfortællinger og figurer på en ny måde.

For dedikerede fans kan det være både pirrende og fascinerende at opdage nye sider af velkendte filmfiktioner, men rent fortællemæssigt er det oftest en fælde, der blot skaber sært ufuldstændige værker, der lukker sig selvtilstrækkeligt om sig selv.

Nyere eksempler på prequels er "Star Wars: Rogue One", "Hannibal Rising", "The Thing" og "X-Men: First Class", som alle ekspanderer fandyrkede filmserier. Men med disse værker i tankerne er det også tydeligt, at de færreste filmserier kan bære at blive pillet fra hinanden på den måde, som prequel-tankegangen foreskriver. Forklaringer kræver yderligere forklaringer, som igen kræver yderligere forklaringer. Trættende.

Med Ridley Scotts "Alien: Covenant" er turen så kommet til gyser-sci-fi-klassikeren "Alien". Igen. For ret beset er Scotts seneste film en direkte opfølger til "Prometheus", der var den første prequel til begivenhederne fra "Alien"-filmene.

10 år senere

Vi befinder os 10 år efter begivenhederne i "Prometheus". Rumskibet Covenant er på den første væsentlige koloniseringsmission i menneskets historie. Omkring 2000 kolonister, pionerer og fostrer ligger i dvale i lasten, mens det hele tilses af androiden Walther (Michael Fassbender) på vej til planeten Origae-6.

En uventet solstorm ødelægger skibets solpaneler, og besætningen vækkes fra deres dvalesøvn. Under reparationerne opfanger man brudstykker af en mystisk transmission med oprindelse på en nærliggende planet. Der tilmed virker beboelig. Da de ovenpå forskrækkelsen med solstormen ikke har lyst til at gå i dvale igen, beslutter besætningen sig for at undersøge transmissionens oprindelse.

Da manuskriptforfatterne Dan O'Bannon og Ronald Shusset i sidste halvdel af 1970'erne skabte denne dystre, farlige og fascinerende fremtidsverden og lod den schweiziske kunstner H.R. Giger forme et af science fiction-genrens uhyggeligste bæster, tvivler jeg på, at de havde tænkt over alle afkroge af deres fortælling. Alle gode forfattere ved, at deres fiktioner rummer et væld af uafdækkede områder - og det er vel særligt fristende at afsløre mere, når ens centrale figur, et formskiftende rumuhyre, er en gåde. Men sådan er spillereglerne. Det giver brændstof til fantasien og trækker os ind i værket.

"Alien: Covenant" er et markant eksempel på, at med prequel-tankegangen har fortællingens retning ændret sig radikalt. Drivkraften bliver ikke længere den gode, enkle historie, engagerende karakterer eller et solidt sci-fi-miljø, man har lyst til at gå på opdagelse i, men udelukkende at give biografpublikummet yderligere forklaringer, sidehistorier og afsløringer fra de filmfantasier, de i forvejen holder af.

Det er svært at sætte et nøjagtigt pejlepunkt på prequel-fænomenets ophav, hvorfor det har taget sådan fart og på mærkværdig vis har erobret et enormt publikum. Er det tv-seriernes skyld? Med deres evindelige væven ind og ud af fortælletråde og vedholdende tendens til afsløringer, der skal holde os helt ude på sædekanten. Eller også er det filmselskabernes skyld? Måske fik en af producerne en lys idé, da han kiggede testpublikummets noter igennem efter en prøvevisning på en af "Alien"-sagaens mange mutationer? Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide lidt mere om de der aliens: Hvem har skabt dem? Hvor kommer de fra? Fint, den snupper vi. Det bliver stort!

Det gjorde det så ikke. Scotts seneste "Alien"-film er, rent visuelt, en solid, væmmelig og velskabt sci-fi-fabel, men som genfortælling af Frankenstin-mytens grundideer føles den ufuldstændig, ujævn og som lidt af et paradoks. Grundlæggende er problemet, at desto mere der fortælles, desto mere undermineres seriens fascinationskraft. Stoffet afmystificeres, og pludselig er værket ikke længere i de oprindelige films ånd.

Den simple lærestreg af "Alien: Covenant" må være, at forklaringer og afsløringer aldrig må blive en histories bærende element. De punkterer mytologien. Ødelægger det gådefulde og dragende i værket og, værst af alt, lysten til at se, opleve, forundre, fantasere og gyse. Alt det, der gør oplevelsen af levende lyd og billeder til noget helt særligt.

"Alien: Covenant"

Science fiction, amerikansk, 122 minutter, tilladt over 15 år

  • fyens.dk