Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Figurerne i "Den glade enke" blev aldrig troværdige

Barytonen Jens Søndergaards grev Danilo agerede skiftevis som en besoffen kvindebedårer a la Maurice Chevalier, en temmelig selvfed charmør og en snigende jazzpanter. Foto: Carsten Skjerk

Figurerne i "Den glade enke" blev aldrig troværdige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sangerne i Operettekompagniets udgave af Lehárs populære operette havde fortjent en udefrakommende instruktør.

Det er kun 14 dage siden, jeg så Den Fynske Operas suverænt charmerende opsætning af "Den glade enke", så det er svært ikke at ty til sammenligninger. I det spil trækker gæstespillet fra Operettekompagniet det korteste strå.

Handlingen er skåret til benet, så man skal kende "Den glade enke" for at fange hovedhistorierne. Den ene er, at grev Danilos hovedrige familie har tvunget ham til at opgive forlovelsen med den fattige Hanna, som siden har giftet sig og er blevet enke efter en rigmand. Den anden er, at baron Zetas letantændelige hustru, Valencienne, har indledt en hed affære med Camille de Rosillion, som har skrevet en afslørende kærlighedserklæring på hendes vifte - og at viften for alt i verden ikke må havne i de forkerte hænder. Beskrevet i telegramstil kræver de to historie som mindstemål en interaktion mellem sangerne, der gør deres følelser og handlinger troværdige.

Elsebeth Dreisigs Hanna Glawari - med glitrende diamantstøv på de lokkende læber - virker mere almoderlig end egentlig forelsket i grev Danilo. Jens Søndergaard kæmper alt for ihærdigt på at vinde publikums latter og gør derved Danilo til en sært sammensat person: skiftevis en besoffen kvindebedårer a la Maurice Chevalier, en temmelig selvfed charmør og en snigende jazzpanter. Den forbudte kærlighedspagt mellem Vibeke Kristensens Valencienne og Bo Kristian Jensens Rosillion er også svær at tro på, for hvor er hemmelighedskræmmeriet, jalousien og lidenskaben?

Om forestillingen
"Den glade enke"tre stjerner

Odense Teater, torsdag 14. december: "Den glade enke" af Franz Lehár.

Instruktion: Thomas Peter Koppel. Musikalsk ledelse: Carol Conrad.

Medvirkende: Elsebeth Dreisig, Jens Søndergaard, Vibeke Kristensen, Bo Kristian Jensen, Thomas Peter Koppel, Anders Christensen, Jonathan Koppel og Denise Wencke Gjernøe. Orkester: Carol Conrad, klaver, Johannes Søe Hansen, violin, og Ingemar Brantelid, cello.

Gæstespil fra Operettekompagniet.

Rørende nyn-med

Ovenstående er ikke en kritik af sangerne. Synge kan de jo, men de kæmper tydeligvis med deres karakterer og har i den grad savnet personinstruktion. Når man som instruktøren Thomas Peter Koppel selv er på scenen, kniber det at få overblik. Og overblik er forudsætningen for at skabe en dramaturgi, som ikke lader sangerne i stikken, så de ender med at bevæge sig planløst rundt eller interagerer på må og få. Det havde næsten været bedre med en koncertant udgave, hvor sangerne kunne koncentrere sig om at synge og lade skuespillet fylde minimalt.

Operettekompagniet er nødt til at tænke lavbudget, når det kommer til scenografi og antallet af medvirkende. Løsningen med et guldbagtæppe, forgyldte stole og kandelabrer, en rosenpyntet trådpavillon og en stumtjener som eneste staffage fungerer upåklageligt.

Det klæder også forestillingen, at de tre uhyre velspillende musikere er placeret forrest på scenen, og det er et scoop, at violinen trakteres af Johannes Søe Hansen, der ellers er koncertmester i DR Symfoniorkestret. Aftenens højdepunkter er de gange, hvor orkestret får lov til at brillere, og publikum nynner med på "Viljasangen" og "Enkevalsen". Mere stemningsfuldt og rørende bliver det ikke.

Figurerne i "Den glade enke" blev aldrig troværdige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.