Det multietniske band Gogol Bordello var rødglødende torsdag aften på Posten. Sjældent har noget band fået danserusen til at sprede sig som en epidemi blandt publikum.

Forsanger Eugene Hütz sagde i et interview i avisen tidligere på ugen, at klubkoncerter kan noget helt særligt, fordi de ofte bliver mere intense, ekstroverte og svedige end de store udendørs festivalkoncerter. Det udsagn må man sande, at han og de denne dag seks kolleger på scenen lever op til på Posten.

Der går ikke mange basrundgange i første nummer, "Break Into Your Higher Self", før de fleste publikummere er ramt af en slem omgang dansefeber. Som fast gæst på Posten skal jeg virkelig grave dybt for at mindes en koncert, hvor publikum i den grad har smidt hæmningerne og ladet sig forføre af musikken.

Jeg har længe haft en aversion mod balkanmusik. Men i tilfældet Gogol Bordello må jeg betingelsesløst overgive mig. Det er så hæsblæsende musikalsk og perfekt koreograferet, at jeg det meste af koncerten glemmer, hvor middelmådig en sanger Eugene Hütz er. I mange af sangene er det komplet umuligt at høre, hvad han synger. Til trods for, at jeg har været i træningslejr i flere uger med gruppens albummer.

Men denne aften betyder det knap så meget. For værdien gemmer sig ikke i finurlige sætninger eller løjerlige metaforer. Eller en teknisk forførende vokal. Men derimod i energien, udstrålingen og determinationen hos bandmedlemmerne. Bedst illustreret af den ecuadoriansk-fødte perkussionist Pedro Erazo. Halvdelen af koncerten står han som indpisker forrest på scenen og vifter med sine hænder og brøler: "Hey, hey, hey". Publikum følger trop hver gang og er med til at skabe den slags synergi, som sidder i kroppen i dagevis.

Et sprudlende kraftværk

"Not a Crime" starter med et regulært rock'n'roll-riff, inden den fandenivoldske og vitale violinist, russiske Sergey Ryabtsev, gør sangen til en diabolsk sigøjnerhymne.

Eugene Hütz ligner en østeuropæisk vaneforbryder i sin sorte læderjakke med et stort sølvkranium på ryggen. Pistolbæltet inde under jakken bidrager også. Men det eneste, jeg kender ham skyldig i denne aften, er at være et sprudlende kraftværk.

Mine ben opfører sig, som står jeg på brændende kul. Og jeg får nærmest ikke taget noter den sidste halvdel af koncerten, fordi jeg konstant er i bevægelse. Både fysisk og mentalt. For Gogol Bordello har retfærdigvis skrevet vægtige sange som nok er festlige i tone og melodi, men som bobler over af politisk indignation.

Der er noget latent sørgmodigt i flere af melodierne. En em af østeuropæisk fædrelandssang, som kan virke gravalvorlig og dunkeldramatisk. Men hver gang, man er lige ved at blive trist til mode, skruer bandet på intensitetsknappen og kører publikum hurtigere rundt i sigøjnerkarrusellen.

Da scenelyset skifter fra blåt til lilla, ved alle, hvad klokken er slået. Det er tid til ét af gruppens største hits, "Start Wearing Purple", som helt forventeligt får stemningen til at gå fra torsdagmanisk til eksplosionseuforisk. I stedet for at iføre sig noget lilla, smider en gruppe unge mænd trøjerne og begynder at danse kosak-dans i takt.

25 højenergiske sange bliver det til, inden Eugene Hütz og hans formidable sigøjnerslæng sender karavanen mod den næste by. Jeg krydser fingre for, at skæbnen eller Posten sørger for, at Gogol Bordello kommer igen.

Om koncerten:

Odense, Posten, torsdag 10. maj: Gogol Bordello

  • Michael Bager

    Af:

    Reporter på Odenseredaktionen, musikredaktør og flittig skribent til rejsemagasinet Siesta. Født i Aars, Himmerland, i 1977 og bosat på Fyn siden 2004. Har kone, der er læge på OUH, samt to døtre. Jeg er glødende AaB- og Arsenalfan, men hepper på OB i alle kampe, hvor de ikke møder nogen af de nævnte hold. Jeg elsker alt fra hiphop og heavy til punk og rendyrket rock. Jeg har i mine 10 år på avisen interviewet musikere som Tom Jones, Robert Plant, Slash, Sinéad O'Connor, Macy Gray, Bryan Adams, Chris Cornell, Cliff Richards, Dr. John, Gavin DeGraw, James Last, Jeff Beck, Kevin Costner, Manic Street Preachers, Santana, Suede, The National og Travis m.fl. Blandt danske bands mangler jeg kun C.V.Jørgensen og Kim Larsen for at have interviewet samtlige af mine hjemlige helte.