Rodet og ambitiøs musical gentolker The Beatles og 60'erne for hypertekst-generationen.
Jeg har aldrig været den store The Beatles-entusiast. Men jeg har så længe, jeg kan huske, været fascineret af bandets mange forvandlinger og umådelige popularitet. Og teksterne, der blev serveret i folkeskolen, blev gransket med stor iver. Derfor blev jeg naturligvis ekstra nysgerrig omkring Julie Taymors generationsportræt "Across the Universe", som med skyhøje ambitioner indstiller det filmiske mikroskop på de flakkende 60'ere og de evigt transformerende The Beatles.

Den karismatiske Jim Sturgess, som også har hovedrollen i ugens anden store premiere, spillefuglsthrilleren "21", spiller Liverpool-knægten Jude. Træt af hverdagen på stålskibsværftet rejser han ud for at se verden og finder i New York sammen med en gruppe rodløse unge kunstnere, der former et band omkring hippien Sadie (Dana Fuchs).

Vennen Max dropper ud af studiet og ender som soldat i Vietnam, hvorfra vi får filmens visuelle højdepunkt, en flot fortolkning af "Strawberry Fields Forever". Jude forelsker sig den lidt kedelige forstadspige Lucy (Evan Rachel Wood), som engagerer sig i menneskerettigheder og protester, mens de to lige så stille glider fra hinanden.

Rædselsfuldt fremført

Taymors film væver med en musikvideos spraglede fortælleiver en bredtfavnende historie om et band og en generation. Finten er, at man gennem nyfortolkninger af The Beatles' musik og tekster forsøger at sætte ord på den velkendte historie om tidens og ungdommens identitetskriser. Så langt så godt. Men med afsæt i Lennon og McCartneys fabelagtige lyrik havde jeg ærligt talt ventet et langt mere levende værk fyldt til bristepunktet med dynamik, underfundighed og autenticitet. Og ikke mindst fantasi.

"Across the Universe" har ikke rigtig nogen af delene. Filmen er iscenesat af Julie Taymor, der stod bag det langt mere vellykkede og Oskar-belønnede kunstnerportrættet om Frida Kahlo. Desværre har filmen ikke "Frida"s varme og underfundige lune. Lennon og McCartneys tekster har godt nok ikke mistet noget af deres gennemslagskraft - uanset hvor rædselsfuldt og poleret de er fremført, fanger de stadig ens fulde opmærksomhed - og flotte, lidt naive ældre sange som "I Want to Hold Your Hand" får et tankevækkende visuelt sidestykke, når de tilføjes uforløst, homoseksuel kærlighed.

Højdepunkter

Der er højdepunkter, men overordnet er "Across the Universe" ikke ret vellykket. Filmskaberne har fået meget foræret gennem The Beatles bagkatalog af ørehængere og Sturgess' centrale hovedrollepræstation, der lige med nød og næppe holder sammen på hele rodebutikken. Måske fanger den dig, men jeg tror ærlig talt, de fleste vil kede sig over filmen. Hardcore Beatles-fanatikere bør nok blive hjemme - eller så i hvert fald medbringe en brækpose, når man udsættes for så mislykkede indfald som Bonos farveløse skuespil og skabede cover af "I am the Walrus" og Eddie Izzards skabagtige karnevalsklovn Mr. Kite.

Man kan jo argumentere for at stilforvirringen og retningsløsheden skal afspejle bandets mange transformationer. Men det fungerer ikke. Det virker som om Taymor har haft en god idé, men ingen fornemmelse for, hvordan materialet skulle formidles. Resultatet er en fragmenteret sammenrøring, der forsøger at spejle generationen og bandets historie i en lidt for ofte fortalt kærlighedshistorie om ulykkelig kærlighed.

"Across the Universe", amerikansk, 134 minutter, tilladt over 11 år.

Premiere fredag i Biocity, Odense
  • Fyens Stiftstidende