Filmanmeldelse

Kim Fupz Aakeson og Jonas Elmer rammer plet med karakterstærk, sjov og sympatisk børnefilm om at finde sig selv i en verden, der ramler sammen.

William har det ikke let. Han er tilsyneladende født uheldig. Hans far er død. Hans mor er en kolbøtte. Mere er der sådan set ikke at fortælle. For nu at bruge drengens egne ord. Heldigvis er der morbror Nils, der har et hjerte af guld. Men han er også i problemer. Han elsker spil, især poker, og har opbygget en stor gæld til en gruppe kiksede, udkantsdanske gangstere. Det beslutter William sig for at gøre noget ved, men der er brug for flere penge, end han og Nils kan skrabe sammen gennem morbroderens lyssky import-eksport-gesjæft.

Og oven i det har William sine egne problemer. Tre af skolens drenge gør livet surt for ham, og falder der ikke beskyttelsespenge, så vanker der øretæver på gangbroen over jernbanen. Hvor toget hviner forbi med et skrig, der smukt illustrerer Williams indre kamp med at klare nære såvel som mere overordnede problemer. "Er jeg ikke andet end ham drengen uden en far og en rigtig mor?", tænker William. Ham, de andre kan mobbe for penge, og som klassens søde pige, Viola, synes er et skvat? Der må være mere at fortælle.

Det er ikke svært at se, hvorfor Aakeson, der siden slutningen af 90'erne har hørt til den danske filmscenes mest produktive manuskriptforfattere, har ramt plet med bøgerne om Vitello" og den noget mørkere "Jeg er William" for de lidt ældre børn. Og voksne. De har kunstnerisk nerve, er sprogligt veloplagte, samtidig med at de forholder sig til en virkelighed, børnene kan genkende fra deres egen. De handler om at slå sig på verden. Ridser i bilens lak, venskaber med benspænd og mor, der er endt på den lukkede. De vil gerne derud, hvor solen ikke altid skinner, og smilet, når det kommer, ikke synes stift og falsk. Og det er præcis der, hvor Elmer med filmatiseringen af "Jeg er William" også søger hen.

Farvel til Far til fire

Glem alt om de overfriske, ultrakarikerede og opstyltede konflikter og figurer fra "Far til Fire" og "Min søsters børn"-filmenes solbestrålede universer. I "Jeg er William" er det efterår, og der fortælles i taberhøjde, men i en befriende let og direkte tone. Værkets verden - misligholdt forstadshus, boligblokke og trist gangbro - og karakterer er til at forholde sig til og bevæger sig lynhurtigt ud i en grumset zone, hvor død, sindssyge, ludomani, boligblokke, førtidspension, spillegæld, socialt bedrageri, mobning og en hverdag lige på vippen til omsorgssvigt er reel. Uden at det på nogen måde føles tungt eller opbyggeligt.

Filmskaberne er tilmed ikke bange for at smadre et par sproglige tabuer, hvilket giver "Jeg er William" en befriende og vovet kant. "Kan vi ikke en gang i mellem få andet end æg?", spørger William håbefuldt, mens han skovler dagens fjerde spejlæg ind og drømmer om varieret kost. "Hvad med pasta?"

"Pasta er homo", svarer morbror Nils. Og så er den diskussion lukket.

"Jeg er William"s umiddelbare drivkraft er det fornøjelige spil mellem stjernespiren Alexander Magnússon og komedieveteranen Rasmus Bjerg, der bare bliver bedre og bedre, i rollerne som William og morbror Nils. Men bag løjerne banker fortællingens hjerte og følelsesmæssige kerne stærkt for båndet mellem William og moderen, der synes at leve i to verdener, men i virkeligheden er del af den samme. Den verden man igen og igen slår sig på, før man formår at tackle sine dæmoner og blive et helt menneske.

"Jeg er William"Familiefilm, dansk, tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.

  • fyens.dk