Agenterne Dana Scully, Fox Mulder og 90'ernes største gyser-tv-serie er tilbage på det store lærred. Denne gang er ambitionerne mindre, men ikke mindre hårrejsende og bizarre
Efter 10 års fravær er de tidligere FBI-agenter Dana Scully (Gillian Anderson) og Fox Mulder (David Duchovny) fra tv-fænomenet "Strengt fortroligt" tilbage i biografmørket for at knække en ny makaber sag.

Alt er ved det gamle. Eller næsten da. Scully, der fungerer som læge på et hospital drevet af den katolske kirke, synes en smule mere sammenbidt, og Mulder, med fuldskæg og rigelige mængder af karakterens velkendte sarkasme, samler stadig udklip og ledetråde til alskens uforklarlige sager.

De to eksagenter har gennem deres uortodokse metoder og tro på paranormale fænomener ikke ligefrem gjort sig populære hos FBI's hold af efterforskere. Så det er med sure miner hos kollegerne, da den unge agent Whitney (Amanda Peet) søger hjælp hos Mulder og Scully for at finde en forsvunden FBI-agent.

En synsk præst, tidligere dømt for pædofili, hævder at have informationer om den forsvundne, kvindelige agent, men leder i stedet FBI til en afhugget arm. Som ikke tilhører kvinden. Er der en forbindelse? Sandsynligvis, men det er op til Mulder og Scully at lægge brikkerne i det uhyggelige puslespil.

Enkeltstående episode

Hvor den første "X-Files"-film, "The X-Files" fra 1998, fremstod som et omfangsrigt kondensat af seriens temaer og truede med at knække under ambitionerne: at føje alt for mange dele af serie-mytologien sammen, er sigtet i "The X-Files: I Want to Believe" langt mindre. Heldigvis.

Seriens bagmand Chris Carter og med-manuskriptforfatter og "Strengt fortroligt"-veteran Frank Spotnitz har valgt en relativt enkel historie, der sagtens kan ses uden det store kendskab til serien. Det som i fan-jargon hedder et stand alone-afsnit.

Naturligvis med masser af krimipuslespilslægning og bizar sci-fi-horror af den slags, vi er kommet til at elske fra serien. Og med sin skarpe, men tilpas fyldige spillefilmslængde formår filmen lige nøjagtig at stikke det dybere end de fleste afsnit, der ofte ofrede karakterfokus og nuancer til fordel for handlingsfremdrift.

Man kunne frygte, at "The X-Files: I Want to Believe" er Carter og kompagnis forsøg på at tjene hurtige penge fra de mange fans, serien har derude. Men tvivlen bliver hurtigt manet i Jorden. Formålet har sikkert været at skabe fornyet interesse for serien hos en ny generation af potentielle fans, men samtidig sitrer hver eneste frame af filmen af seriens småsadistiske fortællelyst, trykkende mareridtsatmosfære og den helt særlige "Strengt fortroligt"-stemning, der på trods af en meget dyster tone og et uigennemskueligt net af sammensværgelser uge efter uge gennem samtlige ni sæsoner holdt millioner af seere verden over klæbet til tv-skærmen.

Ingen tvivl om at "Strengt fortroligt" var et unikt fænomen, det er svært af spinde videre på. Meget i tidens ånd og uløseligt forbundet med 90'erne. Men på trods af min indledende skepsis over endnu en spillefilm, er det herligt at opleve det gamle hold sammen igen: Carter i instruktørstolen, Spotnitz på manuskriptet og en lang række af velkendte navne både for og bag kameraet.

Skulle vi have glemt det, minder det gamle slæng os med "X-Files: I Want to Believe" om, hvorfor "Strengt fortroligt" var sådan en fantastisk medrivende serie, der fortjener mange, mange gensyn og sin helt egen plads i tv-historien.

"The X-Files: I Want to Believe", Amerikansk/Canadisk, 105 minutter, Tilladt over 15 år.

Premiere fredag i Biocity og Cinemaxx Rosengaard, Odense, Panorama, Middelfart, Scala, Svendborg.
  • Fyens Stiftstidende