Unuanceret udstilling om musikvideoer på kunstmuseet ARoS i Århus
Er musikvideoer kunst? Det er det helt afgørende spørgsmål, jeg som besøgende står tilbage med efter at have besøgt den nye udstilling "Music to see" på ARoS. Desværre stiller udstillingen ikke selv dette spørgsmål, hvilket er med til at gøre den en smule unuanceret.

Udstillingen består af musikvideoer fra fem førende instruktører i genren, som præsenteres i hver sit rum med et udvalg på fem-seks videoer. Denne opstilling fungerer upåklageligt, fordi det giver én mulighed for enten at vandre fra rum til rum for tilfældigt at lade sig inspirere, eller måske endnu vigtigere at lade sig fordybe i flere videoer af den samme instruktør. Og det er her, der dukker interessante sammenhænge op. Det bliver for eksempel tydeligt, at en kunstner som Spike Jonze helt bevidst i sine produktioner arbejder med humor og det narrative element. Det er historier, han vil fortælle, hvilket tydeligt kommer til udtryk i for eksempel Beastie Boys' "Sabotage" udformet som en b-film.

Islandsk drømmeverden

Selvom udstillingen byder på et varieret udbud af musikvideoer er det tydeligt, at bestemte bands og solister har stået i spidsen for en udvikling inden for genren. Det gælder først og fremmest islandske Björk, som fra starten har anvendt mediet til at understøtte den udforskning af sit indre selv, som er så karakteristisk for hendes musik. Det gælder således også en musikvideo til et nummer fra hendes nyeste album, som anvender 3D-teknologi til at bringe den islandske drømmeverden til live.

Voldsom udvikling

Dette peger også på den voldsomme udvikling, som musikvideoen har gennemgået særligt de seneste femten år. Det står klart, når man betragter den videotidslinje, som er en del af udstillingen, hvor man fra Queens "Bohemian Rapsody" fra 1975 og frem til i dag følger udviklingen i genren. En udvikling som bl.a. indebærer, at det er blevet mere og mere skjult, hvad der er musikvideoens formål, nemlig at gøre opmærksom på bandet eller solisten for i sidste ende at kunne sælge musikken. Det fører til en diskussion af, om musikvideoen overhovedet hører til på et kunstmuseum. For selvom enkelte af videoerne nærmer sig eller helt overtager træk af videokunst, så er den afgørende forskel, at musikvideoen har et produkt, der skal reklameres for og sælges.

Det kan ærgre, at udstillingen kun tager denne diskussion ganske kort op i kataloget. I stedet har jeg en fornemmelse af, at man forsøger at ride med på en bølge af benovelse over genrens popularitet og tekniske udvikling. Det bliver spændende at se, om tv-reklamen står for tur næste gang.

Denne diskussion gør dog ikke udstillingen mindre relevant, og under alle omstændigheder kan man jo altid sætte teenagebørnene af her, mens man selv besøger husets andre udstillinger.

ARoS, Århus: "Music to see". Til 7. september.
  • Fyens Stiftstidende