Luften står stille under teltdugen, og sveden flyder i stride strømme. Det er svært at se en enkelt kvadratmeter bart græs, for folk står som i en bølgende sildestime - tæt, tæt op ad hinanden. Med hænderne højt over hovederne klapper de en taktfast latinorytme - som ekstra akkompagnement til den hidsende flamenco, der stamper over scenegulvet.

Lis Sørensen er i sit es. En flammende senora, der giver følelserne los og lader temperamentet gnistre. Men samtidig en djærv midtjyde, der godt ved, hvordan man holder sit publikum i ånde.

Sebastiansange veksler med numre fra hendes egne soloplader tilsat en enkelt Julio Iglesias-fordanskning. Det er frækt, legesygt og meget, meget musikalsk.

Sørensen synger stadig bedre og bedre. Hun drister sig til at bruge stemmen langt mere som et instrument end tidligere - og tør satse både de høje og lange toner. Og det klæder hende.

Det gør bandet også. På Langeland er hendes faste hold udvidet med to mand, så musikken får ekstra fylde. Og det er lidt af et scoop, at Lis Sørensen kan præsentere tre af landets absolut bedste gui-tarister side om side: Per Christian Frost, Poul Halberg og Jonas Kragh - det er klasse.

Med Jan Sivertsen på "trommekasse", Mads Michelsen på percussion og Jette Schandorf på bas er holdet fuldtalligt - og Lis Sørensen i det bedst tænkelige selskab.

Lene Kryger

Langelands Festivalen, fredag: Lis Sørensen, Møllers Telt.
  • fyens.dk