Det er ved at blive lidt trivielt at rose Tim Christensens unikke sangskrivertalent og fænomenale sangstemme. Men hvert eneste ord står til troende - koncert efter koncert.

Tonen er gradvist blevet mere rå, udtrykket mere rocket og eksperimenterende - og det klæder de stemningsfulde ballader, de iørefaldende Beatles-pasticher, at blive sat i relief af vægtige instrumentalnumre.

Syret og melankolsk

Og det blev de på Store Scene, hvor det var de syrede og hypnotiserende dumpe rocknumre, der dominerede. Naturligvis blødt op af Tim Christensens varemærke: De melankolske sange, hvor vemodet er bærebølgen, der fører ordene lige lukt ind i vore hjerter.

Trods vemod og melankoli plejer Tim Christensen at være mere udadvendt, end han var på Store Scene. Bemærkningerne til publikum var ultrakorte, og det var de færreste numre, der overhovedet fik et ord med på vejen.

Publikums stjerne

Tim Christensens tagen afstand fra stjernedyrkelse og idolstatus virkede næsten demonstrativ. Han ser tydeligvis ikke sig selv som stjernen - men betragter sig selv om et lille hjul i en rockmaskine bestående af ligeværdige musikere med hver deres speciale, hver deres udtryk.

Og måske er det den beskedne tilgang til rollen, der gør Tim Christensen så sympatisk - også når han som i går var vældig fåmælt. Men om han vil det eller ej - så er han stjernen i publikums bevidsthed.Lene Kryger

Langelands Festivalen, fredag: Tim Christensen, Store Scene.
  • fyens.dk