Potter: Brillant underspil og imponerende magi går op i højere enhed
Vi var mange, der blev vrede og bedrøvede, da navnet på Harry Potter-instruktøren blev offentliggjort: Chris Columbus, manden bag de ufatteligt populære, men, ærligt talt, ikke synderligt originale "Alene Hjemme"-film - for slet ikke at tale om de rædselsfulde "Mrs. Doubtfire" og "Bicentennial Man".

Og nu? Efter at have set "Harry Potter og De vises Sten" er det lige før, man føler, at man bør gi' manden en undskyldning. For det er dog blevet en herligt film. For store og små, dog ikke for de mindste, for flere scener er ret skræmmende selv for de erfarne.

Engelsk teatertradition

Men lad mig nøjes med at udtrykke glæde over, at Columbus ikke har gjort skade, dvs. ikke har forvandlet eventyret om knægten, som er udset til at tage kampen op mod det onde i skikkelse af den "faldne" troldmand Voldemort, til larmende Hollywood-overspil.

Tværtimod. Skuespillerne er opdraget i den engelske teater- og filmtradition, der tror mere på værdien af underspil.

Desuden har J.K. Rowlings, bogens forfatter, haft indflydelse på alle detaljer helt ned til spørgsmålet om farven på kosteskafterne, og afdelingen for special effects har brugt en hulens masse penge på at skabe en fantasiverden så overrumplende og alligevel realistisk, at man ikke kan andet end at imponeres. Bare den utrolige scene, da den vældige ugleflok sværmer ind i den kæmpemæssige spisesal på troldmandsskolen for at leve post til deres ejere...

Man kunne blive ved. Selv om man på forhånd tvivlede på at kunne genkende bogen som film, er det forbløffende nok en blevet film, der passer nærmest perfekt til ens egne billeder - af Harry, Daniel Ratcliffe med al den troskyldige intelligens, rollen kræver, af Rupert Grint som den rødhårede gavtyv Ron, Emma Watsons selvretfærdige dydsmønster Hermione, mægtige Robbie Coltrane som portneren Hagrid, som altid for sent kommer i tanker om, at det skulle han nok ikke have fortalt, Alan Rickman som den dæmoniske professor Snape. De er her alle, lyslevende.

Af en eller anden grund føler man sig ikke forpligtet til at fortælle om handlingen i "De vises Sten". Fordi alle formodes at vide, at første bind i Potter-sagaen handler om Harrys miserable liv hos de skrækkelige mugglere, onklen, tanten og den ulidelige fætter - indtil Hagrid kommer og befrier ham og tager ham med på indkøb i den magiske Diagonalgaden, der åbner sig ved trylleslag på de rigtige sten i muren. Turen til Hogwarts, troldmandsskolen i Skotland, mødet med Ron og Hermione, men også med den intrigante Draco Malfoy, Harrys modsætning.

Den onde Voldemort

Og et sted derude lurer den onde Voldemort, endnu for svag til at gøre det af med den sidste troldmand i Potter-familien, men med gode/gode forbindelser inden for skolens mure til at skaffe ham adgang til kilden til evigt liv, De vises Sten, der bevogtes af Fluffy, kæmpehunden med tre hoveder.

Det må være nok. Og det er det, to timer og 40 minutter er længe, men på den anden side vil vi jo også ha' det hele med.

Det har vi ikke fået. Men med "Harry Potter og De vises Sten" har vi fået en lykkelig begyndelse. Og som det allervigtigste en garanti for, at nu kan resten ikke gå galt.
  • fyens.dk