Drama: Vi kondolerer, Hr. Feldman

Efter en gribende indledning med knugende smerte og fortvivlelse ender Samuel Maoz' krigsdrama "Foxtrot" i et mudderhul ved verdens ende. Her bevogter fire soldater, indkvarteret i en synkende, skæv containter, et checkpoint midt i ingenting. Selve essensen af konfliktens meningsløshed. Foto: UIP

Drama: Vi kondolerer, Hr. Feldman

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anderledes, fræk og momentvis uhyre bevægende. Samuel Maoz' prisbelønnede antikrigsfilm er både velspillet og rørende, men strander usikkert i et mudderhul ved verdens ende.

Soldaterne når knap at åbne munden, før Fru Feldman dratter om i døråbningen. Hr. Feldman, derimod, er lammet af skræk, så de udsendte kan roligt overbringe den frygtelige nyhed. - Vi kondolerer, Hr. Feldman. Deres søn, Jonathan, er død i tjenesten. Han er blevet posthumt forfremmet til oversergent. Desuden bliver faldne soldater engle. Det lyder næsten som en gevinst. Alt bliver gråt. Feldman kan ikke begribe det skete og ved, forståeligt nok, ikke, hvor han skal søge hen. Tilbage har han kun telefonsvareren i sønnens mobil. - Hej, det er Jonathan. Jeg er ved verdens ende uden forbindelse. Læg en besked. Og med tiden vil også den forsvinde. Krigsdramaet "Foxtrot" borer sig dybt ind i Hr. Feldmans sindstilstand. Formidlet i kolde og snigende billeder. Men pludselig sker et gearskift og vi vippes, frækt og uventet, ud ad et sidespor til netop verdens ende. Et mudderhul, hvor en håndfuld soldater, her iblandt Jonathan Feldman, bevogter et checkpoint i midten af ingenting. Instruktørens harme over den uendelige israelsk-palæstinensiske konflikt er til at tage og føle på.

Forfriskende indspark

Krigsfilm og især dem, der handler om sorgbearbejdelsen på hjemmefronten, og derfor ikke er bygget op omkring en ydre spænding eller krigshandling, kan være en svær størrelse at håndtere. Derfor er der også meget at beundre i israelske Samuel Maoz' seneste antikrigsepos, hvor den forfærdelige nyhed om en søns tragiske død i tjenesten behandles skævt og anderledes. Først og fremmest er "Foxtrot", fra instruktøren der gav os en intim, personlig tankeoplevelse i krigsfilmen "Libanon", et forfriskende indspark i en genre, hvor mange film ligner hinanden. Også i deres pointer omkring krigens meningsløshed. Den er tilmed fyldt med frækhed, stilmæssigt overskud, masser af farlige modsatrettede følelser og et stort mod på at møde den svære sorgbearbejdelse i intim nærkamp bevæbnet med uventede formgreb og morbid humor som våben. Netop på grund af filmens mange kvaliteter og store mod på at gøre tingene anderledes er det også brandærgerligt, at "Foxtrot" aldrig træder ud af sin konstruktion og for alvor bliver emotionelt nærværende. I de bedste passager er den et intimt glughul til en mands sorgbearbejdelse, og det afrundende kvarter var tæt på at knuse mit hjerte, ikke mindst takket være Lior Ashkenazis nuancerige præstation som Hr. Feldman, men da er det allerede for sent. Filmen har insisterende arbejdet sig så langt ud af det uventede, legende sidespor, at den aldrig finder solidt fodfæste igen.

"Foxtrot"

Drama, fransk/tysk/israelsk/schweizisk, 108 minutter, tilladt over 11 år.

Drama: Vi kondolerer, Hr. Feldman

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce