Drama: Stilhed er døden

?120 slag i minuttet? har flere hovedpersoner. En af dem er den unge bøsse Nathan (Arnaud Valois). Nyeste medlem af aktivistgruppen Act Up. Foto: Camera Film

Drama: Stilhed er døden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Robin Campillos aktivistdrama er meget mere end en minoritetsfilm for en snæver målgruppe. Det er en rå, bevægende, dybt personlig fortælling om at kæmpe for livet og tackle døden. Som fællesskab.

Paris i starten af 90'erne. Aids-epidemien griber for alvor om sig og kræver ofrer fra alle sider af samfundet. Regeringen og medicinalindustrien ignorerer de mest udsatte grupper og homoseksuelle, narkomaner og prostituerede holdes ude af statistikkerne. I gruppen af Act Up-aktivister, der kæmper for oplysning og mere gennemsigtighed omkring sygdommen - "Stilhed er død, handling er liv", lyder deres slogan - møder vi den unge, nytilkomne bøsse Nathan. Han forelsker sig i den handlekraftige, militante Sean, der er indstillet på at bekæmpe myndighedernes apati til sidste bloddråbe.

Handlingen i Robin Campillos "120 slag i minuttet" starter i utallige spor, men som værket åbner sig, træder Sean frem som den egentlige hovedperson. Det er fra Sean, at filmen henter sin sitrende vrede i aktivisternes frontlinje, men det er også her, den henter sine drømmebilleder. Håbet. Støvfnug svævende over dansegulvets puls. På magisk vis forvandles de til et mikroskops blik på cellers dødskamp. Og sorgen. Tungt, hvæsende åndedræt på lydsporet mens Seinen løber rød som blod.

Campillos film kan og vil mange ting. Filmskaberens fortællebegejstring og iver er tilstedeværende i hvert et billede, men først og fremmest rammer den lige på kornet passionens beruselse - både i de meget eksplicitte sexscener, under Act Up-aktionerne og under debatten - samt ekstasens modpol, den afgrundsdybe, lammende rædsel, det er at opleve ens elsker eller ven liggende på dødslejet. Forvandlet til ingenting. Et uigenkendeligt monster skabt af en sygdom ude af kontrol.

Argentinske Nahuel Pérez Biscayart spiller den handlekraftige bøsse Sean. Indstillet på at nyde livet og bekæmpe myndighedernes apati til sidste bloddråbe. Foto: Camera Film
Argentinske Nahuel Pérez Biscayart spiller den handlekraftige bøsse Sean. Indstillet på at nyde livet og bekæmpe myndighedernes apati til sidste bloddråbe. Foto: Camera Film

Fanger døden

Meget få film formår overbevisende at fange de mange modsatrettede følelser omkring døden. "120 slag i minuttet" er en af dem. Og i den forstand følger Campillos på samme tid smukke og rå film fornemt i sporet efter Maurice Pialats knusende "Den åbne mund", som ligeledes håndterer det uendeligt svære emne usentimentalt, ærligt og direkte.

Robin Campillo er en dygtig og passioneret fortæller, når det handler om at give flere personer stemmer og et samfundsproblem substans på en troværdig facon. Han gjorde det som manuskriptforfatter på Laurent Cantets eminente Cannes-vinder "Klassen", hvor hovedpersonerne kun langsomt trådte frem af den enkle handling. Således også i "120 slag i minuttet", hvor hovedpersonerne et godt stykke inde toner frem i den store gruppe, der udgør Act Up-aktivisterne. Man kan med rette indvende, at publikums tålmodighed testes, fordi vi gerne vil have en enkelt person at rette vores opmærksomhed mod, men det gør også figurerne og gruppen som helhed naturlig og ægte og betyder, at vi følger med dem ind i mørket, når filmens tone i sidste halvdel vender og bliver mere dyster og indadvendt.

"120 slag i minuttet"

Drama, fransk, 140 minutter, tilladt over 15 år.

Drama: Stilhed er døden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce