Anmeldelse

Instruktøren Todd Haynes skaber mere poesi og magi end udvendig handling i filmatiseringen af den forunderlige roman "Wonderstruck".

Film: Meget er perfekt i "Wonderstruck": Kameraarbejdet, klipningen, kostumerne. Måden hvorpå New York anno 1927 genskabes i den datidige stumfilms sort-hvide billedsprog som en brølende mulighedernes by. Måden hvorpå New York anno 1977 genskabes i den datidige films farver og billedsprog som spraglet nedslidthed.

Meget er perfekt i "Wonderstruck", hvis man er mere til poesi end plot og væbner sig med tålmodighed, mens to parallelle historier langsomt udfolder sig.

Meget er perfekt i "Wonderstruck", hvis man anerkender mindernes værdi og vigtigheden af at samle på ting, der rummer historier om det, der var.

Og dermed skulle det være fortalt, at "Wonderstruck" er en usædvanlig film. En modig film, som er lavet på et stort budget, men er for stillestående og konstrueret til at have den brede publikumsappel, hvilket pauvre salgstal hjemme i USA da også taler sit tydelige sprog om.

To døve børn

Instruktøren Todd Haynes har bevæget sig fra indie-filmen til de store budgetter og har vundet masser af fortjent hæder for film som "Far from Heaven", "I'm Not There" og senest den lesbiske kærlighedshistorie "Carol".

"Wonderstruck" bygger på romanen af samme navn, skrevet og illustreret af Brian Selznick, som også har lavet manuskriptet til filmatiseringen. Den har to sideløbende handlinger: En 12-årig døvfødt pige, der i 1927 stikker af til New York for at finde stumfilmstjernen Lilian Mayhew. Og en 12-årig dreng, der netop er blevet døv efter et lynnedslag, netop har mistet sin mor efter en bilulykke, og som i 1977 stikker af til New York i jagten på sin ukendte far.

Disse to handlingsspor er på en eller anden måde forbundne, og det ender med at blive den meget lidt plotdrevne films eneste spændingsmoment, hvordan de to historier er forbundne.

Alene det, at de to hovedpersoner er døve og pigen endda også berøvet talens brug, gør det til en nærmest umulig opgave at lave en konventionel film. Der er utallige situationer, hvor dialogen holdes i gang ved at der skrives sedler til hovedpersonerne, og mindre filmisk kan det dårligt blive.

De facto en stumfilm

Hvor det spændings- og plotdrevne og for den sags skyld dialogbaserede kan ligge på et meget lille sted i "Wonderstruck", som endda for 1927-delens vedkommende de facto er en stumfilm, så skal de indiskutable kvaliteter findes andre steder.

Først og fremmest er filmen en visuel hyldest til et New York, der var. Verdensudstilingen i 1964 og den store strømafbrydelse i 1977 spiller roller i "Wonderstruck", og det samme gør et par af byens museer - i særdeleshed det naturhistoriske.

Soundtracket med numre af blandt andre Brian Eno/Robert Fripp, David Bowie og Esther Phillips er sammen med Carter Burwells orginalmusik med til at fremhæve den magisk-poetiske stemning, som er den egentlige grund til at gå ind og se en film, som på sæt og vis er perfekt på en sær uperfekt måde.

At se "Wonderstruck" minder om at dykke ned på dybt vand, hvor sanseindtrykkene er helt anderledes, men hvor der i dette tilfælde gemmer sig perler, som skinner og fortæller bevægende historier om minder, venskaber og om at finde ståsteder i livet.

"Wonderstruck"

Drama, amerikansk, 116 minutter, tilladt over 11 år.

  • Eriksen_Jesper_Mads_(2015)_005

    Af:

    Årgang 1963. Ansat på Fyens Stiftstidende siden 1989. Arbejder primært på Odense-redaktionen, men også med kultur og sport. All-round-reportage-journalist og klummeskriver.