Filmanmeldelse

Kunstnere er gift med deres kunst. Al deres lidenskab, inderlighed, intensitet, ja, alt det der normalt ledes ind i et ægteskab, kanaliseres ud i maleriet, romanen eller skulpturen.

Franz Kafka, Edward Munch, Emily Dickinson og J.P. Jacobsen er bare nogle af de kunstnere, der holdt sig fra ægteskabet og gav det hele til kunsten. Men hvad med den kunstner, der er gift med kunsten, men som også gifter sig?

Hvordan dele lidenskaben? Og når den deles, bliver både dén og kunsten så halvt så intens?

Det er nogle af de spørgsmål, Paul Thomas Andersons "Den skjulte tråd" rejser med sin historie om Reynolds Woodcock, der er en af de store kjolemagere i 1950ernes England.

Han lever i et mikrokosmos, hvor alt foregår efter hans luner, og hvor hans søster Cyril er den eneste, der forstår ham, og som under morgenmaden - hvor han tegner dagens første skitser - ved, at det er en dødssynd at klirre med tekoppen eller kratte med kniven på det ristede brød.

Den evige ungkarl

En dag, efter at den hypersensitive Reynolds har færdiggjort en af sine kjoler, foreslår Cyril ham at køre ud til landstedet og hvile ud. Det gør han, men ser en tjener på den lokale restaurant.

Hun har, forstår man, de optimale mål, og han tager hende med hjem til London og installerer hende som ny muse og mannequin. Meget andet skal hun ikke regne med.

- Jeg er den evige ungkarl, siger han advarende. Han skal ikke ind i et forpligtende forhold og slet ikke giftes. Han er allerede viet til kjolerne, hvilket den unge Alma først accepterer, betaget som hun er af den dygtige, smukke mand.

Men Anderson lader det naturligvis ikke forblive sådan, og historien spindes om tre tematiske tråde. Den ene er den nævnte kunstnertråd. Om hvordan kunsten kræver al opmærksomhed og lader meget lidt plads tilbage til andet og andre.

Et andet tema er ægteskabet. Ikke kun mellem en kunstner og et "almindeligt" menneske, men i det hele taget. Om hvordan ægteskab æder sjæle: De små dårlige vaner, forventningerne, skuffelserne, de modsatrettede behov, slitagen.

En sublim Reynolds

Endelig kredser "Den skjulte tråd" om de udbredte eventyrlige forestillinger om både kunsten, ægteskabet og den smukke ungkarl, og Anderson lader Reynolds bo i et hus, der minder om et slot. Som en eventyrkonge med sine tjenere og hof. Og med Alma som en slags Askepot.

I centrum af det hele står Daniel Day-Lewis, der er sublim som Reynolds, der bærer en harnisk af hårdhed og strenghed, som Alma, spillet af Vicky Krieps, ser igennem.

Hun ser hans sårbarhed, og hvordan alt omkring ham er til for at beskytte hans følelser og kunst. Men hun har også en egen vilje, der driver ham og historien i overraskende retninger, så dét der indledningsvist ligner en kærlighedshistorie muterer til noget andet, langt mørkere.

Krieps har det ikke let over for eminente Day-Lewis. Men hun lykkes med at give Alma karakter, og på den måde kan man sige, at Krieps' kamp for en plads i Day-Lewis' skygge spejler Almas ditto over for Reynolds. Den slags subtile pointer er der mange af i "Den skjulte tråd", der lig Andersons øvrige film - hovedværker som "Magnolia", "There Will Be Blood" og "The Master" - fokuserer på uperfekte karakterer i et noget nær perfekt filmsprog. Hvad angår det sidste, så må man bare læne sig tilbage og nyde de stoflige billeder, det fint afstemte skuespil og det pianodrevne, patinerede lydspor.

Alt sikkert og smukt syet sammen af en instruktør, der sikkert også er gift med sin kunst. Hvad enten han har ring på eller ej.

"Den skjulte tråd"

Drama, amerikansk, 130 minutter, tilladt for alle men frarådes børn under 7 år.

  • fyens.dk