Filmanmeldelse

Humor, sortsyn og legesyge eksperimenterende formgreb går smukt hånd i hånd i islandske Hlynur Palmasons danske spillefilmsdebut.

Hvornår har en dansk film sidst rusket dig rundt i biografsædet? Selvfølgelig er der undtagelser, men mit bedste bud er, at du under de seneste fire-fem danske film har siddet trygt og godt og en anelse irriteret i biografmørket. For på nær en lille nævefuld danske filmskabere, der vedholdende insisterer på at være originaler og har en trofast skare af følgere, ser det ud som om dansk films krise er helt reel. Publikum bliver væk fra filmene. Måske fordi de har set det meste før. Indholdet synes at køre i ring og de kunstneriske ambitioner er langt hen ad vejen til at overse.

Og så kommer der en fyr som islandske Hlynur Palmason og vipper det hele ud af rillen med et flabet og anderledes værk som "Vinterbrødre". En film, der på ingen måde læner sig op ad tidens øvrige danske filmudbud, men bedst kan beskrives som en slags arbejderklasseorienteret barakudgave af "Metropolis" eksekveret med Dogme 95-bølgens målrettede regelbrud. Produceret herhjemme, men med den islandske fascination for det angstfyldte, nedskrabede og trods alt humoristiske intakt.

 

Jagt på mening med livet

Det er en film, der passioneret fusionerer det eksperimenterende med det nærværende og enkle. Man føler, skikkelsen bag kameraet tørster efter mening med livet, og betyder det, at filmen uskønt og nådesløst skal pløje dybt gennem tilværelsens smertefulde tomgang for at få gravet noget meningsgivende frem, så er det metoden, der bliver værkets solide fundament.

 

 

Et hvidt helvede

Dybt under jorden i de kalkfyldte minegange bevæger arbejderne sig omkring. Beskidte, nedslidte, pligtopfyldende. I skæret fra pandelamperne aner man hakker, skovle og furede ansigter. Vandet løber ned ad væggene og skaber et hvidt helvede, hvor kalken klæber sig til alting. Stemmerne drukner i maskinstøj og det snerrende og vibrerende synthesizerbrøl, der sammen med larm fra metalrør og simple trommedrøn udgør filmens lydspor. Dialogen er ikke vigtig. Men ansigterne og stemningen er.

I dette inferno af eksistentiel tomgang møder vi Emil. Arbejdersjakkets joker. Spasmageren og anarkisten i en gruppe, der tydeligvis er zombieficerede af arbejdets fysiske og psykiske pres.

- Dit problem er, at du ikke kan lide nogen. Du kan ikke lide mennesker, anklager broren, da kameraet på en af filmens vilde kamerature følger brødrenes retningsløse løb gennem en vinterdækket skov.

Emil forstår ikke brorens ræsonnement.

- Men jeg er jo menneske. Hvordan kan man ikke lide sig selv?

Men sagen er, at arbejdets og tilværelsens meningsløshed begynder at gnave i Emil, og hans konstante kollisionskurs med holdet intensiveres, da en af holdets veteraner forgiftes af Emils hjemmebrændte sprut. Og hvad med brorens kæreste? Som Emil er hemmeligt forelsket i og leder efter en gave til hos barakbyens særling, der har den perfekte gave til en smuk pige. En M1 riffel. Inklusiv instruktionsvideo.

 

Mærkeligste MUS nogensinde

Det lyder sort og det er det, men i Palmasons univers får misantropien aldrig overtaget. Legesygen, der i den grad gennemsyrer filmens levende lyd og billeder, spejles smukt i flere groteske optrin, hvor den kejtede humor bliver drivkraften. Ikke mindst den mærkeligste medarbejderudviklingssamtale nogensinde.

Og netop som man tror, man har styr på "Vinterbrødre"s kalkklistrede tråde og mener, man har at gøre med et grimt mikrokosmos og sindsbillede sammensat af indebrændte følelser og drifter, så smutter filmen alligevel fra os og overrasker med sin insisteren på ikke at lade sig fange eller entydigt afkode. Præcis som Emils balstyriske sind. Småprætentiøst? Bestemt. Men eksekveret med en rå og fandenivoldsk direkthed, kun få danske film kan præstere.

"Vinterbrødre"

Drama, dansk, 93 minutter, tilladt over 15 år.

  • Af:

    Jeg er redaktionsassistent på Kulturredaktionen og Ugeavisen Odense. Her arbejder jeg især med begivenhedskalendere og foromtaler af kulturelle arrangementer. Jeg er naturvidenskabeligt uddannet, og tidligere har jeg også arbejdet med IT, PR og markedsføring. Jeg er indfødt Odenseaner, spiller golf, går til koncerter og bor i Odense centrum.