Filmanmeldelse

Legende, lommefilosofisk og skæppeskøn. Med tvivlen og hamsterhjulets angst som drivkraft tager norske Ole Giæver os med på en rejse gennem tilværelsen og tiden.

På en altan i Oslo-forstaden Bjølsen sidder filmskaberen Ole Giævers og småfilosoferer over tilværelsens besynderlige snoninger. Hvordan er jeg endt her? Hvorfor kører det hele i ring? Og hvorfor drikker jeg ikke noget andet end te?

Sekunder efter er han i gang med at svælge forskellige væsker. Æg, citron, tabasco, øl, fløde.

- Fløde er undervurderet som drik, konkluderer han.

Siden Lumière-brødrene kastede de første levende billeder op på et lærred, er der lavet hundredvis af film om menneskets eksistentielle kriser. Den ene mere selvhøjtidelig og selvsikker end den anden. Det giver respekt at kunne koge tilværelsens store spørgsmål ned til simpel Gajol-æskefilosofi. Sådan er Giævers film "Fra balkonen" ikke. Ligesom i gennembrudsfilmen "Mod naturen" er det tvivlen, usikkerheden og angsten for at prikke hul på tryghedens boble, der bliver selve drivkraften.

Fra balkonpladsen i det trygge Velfærdsskandinavien laver Ole et tankeeksperiment, han tit har overvejet at føre ud i livet, men som altid giver åndenød. Han vælger et fjernt punkt i horisonten og tænker sig derhen. Herfra tænker han sig så videre til et nyt punkt. Indtil de trygge rammer er sprængt, og han står i uudforsket land. Der, hvor alt kan ske. Og hvor livet virkelig kan mærkes.

Alligevel sidder Ole bare på sin altan og ser livet sive forbi. Nysgerrig, men også fanget i tryghedens hamsterhjul.

"Jeg bor i verdens rigeste land. Her er der reelt meget få bekymringer, men der er også meget langt mellem de store følelser", filosoferer Ole, der føler tankerne køre i ring og har svært ved at sætte fingeren på sit indre kaos. Hvorfor har han det ikke godt, når nu han faktisk har det så godt? Måske har tryghedsnarkomanien skabt et tomrum og et følelsesmæssigt fravær.

"Jeg skuer for meget fremad", tænker Ole. Til børnene har lagt sig. Til det bliver fredag. Til kampen på søndag. Til Ellinor har lært at cykle.

"Fra balkonen" handler om mange ting. Om at være menneske. Om at være Ole. Om at knuse ritualerne, finde nærværet, udmanøvrere angsten og finde sig selv. Men det er svært. Nysgerrigt og lidt misundeligt betragter Giævers børnene, der hviler i sig selv i deres egen lille verden. "For mig raser tiden af sted, men for dem går den langsomt. Sommerferien er som et langt, uendeligt eventyr."

Formmæssigt er "Fra balkonen" noget af det mest sprudlende og balstyriske, man kan tænke sig. På en godmodig, tilbagelænet og tænksom facon.

Videodagbogsoptagelser, hjemmevideoer, barndomsminder, fantasi, fiktion, opdigtede historier og selviscenesættelse smelter sammen på en skøn og livsbekræftende måde, der ved første øjekast stritter i alle retninger, men holdes imponerende fast af Giævers overblik og imponerende evne til at spille på mange strenge samtidig. Som filmskaber sætter man altid krisen på spidsen, og selvom Ole tydeligvis er en fyr, der kan lide at agere foran kameraet, så synes hans eksistentielle krise og undren over tilværelsen oprigtig og ærlig. Fanget smukt i magiske øjeblikke og hjerteskærende anekdoter, hvor fortid, nutid og potentiel fremtid mødes i et skønt sammensurium af arkivoptagelser og familien Giævers juleaften et sted i nutiden.

Lyder det en smule selvoptaget? Det synes Oles kone i hvert fald i en scene, der begavet piller fortælleformen fra hinanden og analyserer værket indefra. Men Ole er samtidig en filmskaber, der reflekterer nok over tingene og ejer nok selvironi til at smadre selvhøjtideligheden allerede fra første scene, hvor Google Earth langsomt zoomer ind på Jorden og finder frem til Brochmanns gate i Oslo, mens Strauss' "Also sprach Zarathustra" tordner ærefrygtindgydende ud af højtalerne. Mere afvæbnende bliver det vist ikke.

"Fra balkonen"

Drama, norsk, 85 minutter, tilladt for alle.

  • fyens.dk