Drama: En folkelig, musikalsk tragedie

Rasmus Bjerg har imponerende totalt ændret udstråling til den store rolle som det evigt krævende, evigt kritiserende, evigt fordrukne idol. Foto: Julie Vrabelová/Nordisk Film

Drama: En folkelig, musikalsk tragedie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ole Bornedals film om John Mogensen chokerer ved at skildre den populære sanger så barskt og ulykkeligt.

Undertiden er det både en stor personlig tilfredsstillelse og en anmeldermæssig gave at få lov at se en ny film længe før dens officielle premiere: Så kan man lade sig overrumple helt forudsætningsløst. Sådan var jeg så heldig at få lov at opleve "Så længe jeg lever", og jeg blev chokeret og rystet over at opleve en rendyrket, kulsort tragedie, med alt det dybt sørgelige sat i kras kontrast af blot cirka 30 euforisk lykkelige sekunder.

Det er et fint og klogt fortælletrick, at instruktør Ole Bornedal åbner med lille John iført Drengekorets hvide skjorte, sorte bukser og butterfly, som manisk raser over de (få) ubesatte pladser og de andre drenges mangel på talent. Efter koncerten går turen direkte til mors og stedfars stamværtshus, hvor gæsterne med vold og magt hælder snaps i halsen på knægten og be'r ham om at synge, men så snart han sætter i med sin klokkeklare drengerøst kæfter de op i deres stigende branderter. Drengen og hans talent er overdøvet. Værsgo', John Mogensens livslange indre og ydre traumer og dæmoner blotlagt og forståeliggjort.

Imponerende præstation

Den altdominerende hovedrolle som John Mogensen er Rasmus Bjergs til dato største og mest imponerende præstation; borte er ethvert glimt af livsglad jovialitet, positiv overbærenhed, elskelig omsorg, som den store mand med det store talent hidtil har forgyldt sine roller med. I stedet emmer han af egocentrisk perfektionisme, mangel på empati over for mindre talentfulde og ligegladhed med den overbærende og tilgivende hustru, Ruth (Helle Fagralid), og senere datteren, Minna.

Ethvert håndgribeligt element, rette kostume på rette person, rette person på rette sted, rette sted til rette begivenhed, er givet helt korrekt, men hvad med det uhåndgribelige? Selve filmens stemning, tone og temperatur? Er det gået som med Martin Zandvliets portrætfilm, "Dirch"?

Tilbageskuet fra vore bornerte 2010'ere er alt i de farverigt varme 1960'ere og 1970'ere pludselig trist, tungt og tragisk, og alle personer - og særligt da hovedpersonen - hyllet i druk, røg og ulykkelige parforhold. Ja, der blev røget og drukket i de vilde, frigjorte 1960'ere og 1970'ere, ja, nogle døde (alt for tidligt) af det, men det var altså også de kropsflashende og -accepterende årtier med fri porno, Femø- og Thy-lejre, fantastiske, fredsprædikende musikfestivaler, fest, kærlighed og glæde.

Omhyggeligt besat

Filmholdet og Rasmus Bjerg har selvfølgelig alt det ydre på plads: Bjerg har ædt sig stor og ladet det mørke hår gro vildt og uplejet, de ydre symboler på John Mogensens utæmmede indre. Det virkeligt imponerende er hans spil: Hver følelse udtrykkes klokkeklart, men aldrig overdrevet eller karikeret, selvom rollen indbyder til det. Rasmus Bjerg holder os balancerende mellem medlidenhed, forståelse, forkastelse og foragt, mens hans rollefigur selv mister balancen i de enorme, ofte helt offentlige branderter. Og da Bjerg også i sangene balancerer mellem sin egen og Mogensens velkendte "sound", er det ikke for meget at tale om en pragtpræstation.

Med "Så længe jeg lever" har Ole Bornedal lavet en chokerende sørgelig portrætfilm med grel kontrast mellem den festligt folkelige musik og den selvdestruktive person, der stod bag den.

"Så længe jeg lever"

Drama, dansk, 110 minutter, tilladt over 11 år.

Drama: En folkelig, musikalsk tragedie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce