Drama: Aparte lejemorder med hammer og høj etik

Joaquin Phoenix spiller lejemorder med fedtet truckerkasket i "You Were Never Really Here". Foto: Scanbox

Drama: Aparte lejemorder med hammer og høj etik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En mægtig underspillet præstation af Joaquin Phoenix redder en af Europas mest spændende artcinema-instruktører fra at drukne i kunstneriske krukkerier.

Joe har ondt i livet. Han er krigsveteran og balancerer på randen af selvmord. Han bor stadig hjemme hos sin mor, der ser ud til at være ved at blive dement. Som barn var livet for meget for ham. Så voldsomt presset af det var han, at han havde det bedst, når han trak en plasticpose ned over hovedet og næsten ikke kunne få luft.

Sådan er der mange stærke billeder i Lynne Ramsays "You Were Never Really Here". Et andet er i filmens første scene, hvor en bibel smides i en skraldespand. Så kan det vist ikke siges mere tydeligt, hvor langt ude at skide Joe (Joaquin Phoenix) er.

Krigsveteranen har en lille lejemorderbiks, hvor han - synes han angiveligt selv - har en høj etik i forhold til, hvem han vil dræbe for penge. Han får en sag ind om en bortkommen ung pige, og det afskrækker ham ikke, at den viser sig at have tråde langt ind i højstående politiske kredse. Han trykker bare som sædvanlig sin fedtede truckerkasket ned i panden og køber en ny hammer og noget gaffatape i den lokale tømrerhandel. Med netop en hammer og en frygtløs attitude som eneste våben, når han altid ind i det kriminelle hovedkvarter og løser sin opgave.

Nu må man endelig ikke tro, at "You Were Never Really Here" er en hævnerfilm a la den biografaktuelle "Death Wish", hvor Bruce Willis går amok i en blodig hævnsymfoni. Skotske Lynne Ramsay har et helt andet kunstnerisk gemyt. Hun debuterede med den traditionelle britiske barndomsfortælling "Ratcatcher" (1999), der er hendes mindst sorte film, selv om den har sine overrumplende uhyggelige scener. Siden imponerede hun med mesterværket "Morvern Callar" (2002), hvor en ung pige tager en falsk identitet og turer rundt i Europa. Senere tog Ramsay kreativt livtag med high school-skyderier i USA i "Hvad med Kevin?" (2011).

Tæt på irriterende

Lynne Ramsay har nemlig en tydelig kunstnerisk åre. I "You Were Never Really Here" ser vi for eksempel ikke volden, men kun hvad der sker omkring den, i modsætning til i den typiske Hollywood-film. Ramsay har sin helt egen stil, hvor hun kan finde på at fravælge skuespillernes ansigter, ofte fokuserer på de helt små detaljer og gerne tilsætter musik, der umiddelbart skurrer i ørerne. Med så aparte en stil - og det er et godt ord i mine ører! - bringer hun filmsproget fremad for hver film, hun laver. Men hun er også hele tiden i fare at køre tilskuerne trætte, fordi det kan være svært at finde sig selv i en film, hvor der ovenpå "originalt" er smurt et lag "aparte", og det derefter toppes med et "mærkeligt"-bær.

I "You Were Never Really Here" er Lynne Ramsay, som jeg sætter højt, tættere på at irritere mig end nogensinde. Hun falder af og til i sådan nogle "Når min hovedperson har det dårligt, så skal han absolut se syner"-fælder. Hun er simpelthen tæt på at krydse grænsen, hvor det kunstneriske gemyt bliver til krukkeri. Det betyder også, at en så kompromisløst investerende skuespiller som Joaquin Phoenix i visse scener kommer til at ligne en Marlon Brando på afveje, da han mumlede mest utydeligt. Men omvendt er det også Joaquin Phoenix, der redder Lynne Ramsays kunstneriske røv ved at virke hårrejsende farlig med et let buttet, meget hærget, men samtidig lavmælt udtryk i næsten alle filmens scener. Alene på grund af ham er "You Were Never Really Here" værd at se, og efter den tur i biografen ligger der en superbonus gemt i at se eller gense Lynne Ramsays første film.

"You Were Never Really Here"

Drama, fransk/amerikansk/britisk, 85 minutter, tilladt over 15 år.

Drama: Aparte lejemorder med hammer og høj etik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce