Dom over demokratiet

Den hvidklædte Orestes spilles af Peter Plaugborg.
Foto: Jørgen Hansen

Dom over demokratiet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Orestien" på Odense Teater er to akters stærk teateroplevelse og én akts foredrag

Teater, Odense Teater: "Orestien"

Spådommens Apollon er skøn og nøgen som en græsk gud, men ender som enarmet tyveknægt. Ribbet for alle illusioner på menneskehedens vegne.

Orestes får magten, men ødelægger demokratiet indefra. Og hvad er der tilbage til vor tid?

Efter at have siddet i Odenses eneste indendørs amfiteater en hel aften kan man uden videre slå fast: Der sker noget med ens modtagelighed, når man sidder højt hævet over forestillingen og ser ned - og op - på "Orestien" og Poul Fly Plejdrups fantastiske scenografi.

De levende karakterer, deres kostumer og deres omgivelser bliver på en mærkelig måde mere virkelige end virkeligheden selv.

Vi er vidner til et samfund i 2000 års forandring - og så alligevel ikke. Menneskene er uforbederlige snydepelse, der ikke vil hinanden, men sig selv. Selv dommere kan købes for penge.

Hvor Aischylos gamle tredelte dramatik fra for 2500 år siden holder op og nutidsdramatiker Jokums Rohde begynder, er derimod ikke til at sige.

Jokum Rohde har forandret og lagt sammen og trukket fra - og sat et sidste lille stykke idédramatik til de to første akters ægte græske tragedie.

Her spilles der teater med stort og flot og mægtigt T - og her ligger de medvirkendes energi, mens sidste akts ordgejl om utopia mere er talerstol end teater.

Peter Plaugborg er stærk og tårnhøj uhyggelig som den zombieagtige Orestes, der bliver hjernevasket af sin far Agamemnon, indtrængende spillet af Anders Hove.

Han er "bare" den traditionelle mand, som vil vinde uanset hvad.

Hans kone Klytaimestra har i Sophie Louise Laurings sensuelt læspende fremstilling gennemskuet både ham og hans voldelig Apollon-gud. Hun vil det kvindelige samfund ved Erinyernes hjælp - men opnår det ikke, selv om hun slår det mandlige ihjel via Agamemnon.

Domscenen i 2. akt er betagende smuk både i form og indhold.

Kostumerne ligner noget, der er taget ud af billedkunstnerens Sys Hindsbos dyremareridt med middelalderhætter, og spillet er formidabelt: Peter Dahlgaards dommeren er så tilpas farlig, at vi tror det, når stykkets onde ånd, Kurt Dreyer, køber ham for penge.

Og Apollons fremkomst - nu som enarmet charmør med solbriller og hawaiiskjorte, spillet af Mads Nørby, er ubetalelig morsom.

Hele ensemblet spiller med liv og sjæl. Alligevel er det kun i de to første akter, man aner, hvor de to instruktører, Klaus Hoffmeyer og Jens August Wille, vil hen med deres hold.

I sidste akt har de givet op - men her har de heller ikke haft nogen dramatik at gøre godt med. Forfatter Jokum Rohde skulle have holdt sig til Aischylos og droppet sin egen tredje akt og dens peptalk om utopia.

Så var publikum nemlig gået fra teatret i opløftet tilstand over Odense Teaters modige satsning og fremragende fremførelse af "Orestien".

Nu var vi bare lidt trætte i hovederne. Fire og en halv time er lang tid.

"orestien"

Aischylos drama, gendigtet af Jokum Rohde. Instruktører: Klaus Hoffmeyer og Jens August Wille. Scenograf: Poul Fly Plejdrup. Komponist: Jesper Egelund. Medvirkende bl.a. Peter Plaugborg, Sophie Louise Lauring, Anders Hove, Mikkel Bay Mortensen og Mads Nørby. Forestillingen varer fire og en halv time inklusive to pauser. Spiller sidste gang 12. oktober.

Dom over demokratiet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce