Log ind

Dokumentar: Privilegier og kæpheste

  • Dokumentar: Privilegier og kæpheste
    Der er ingen kontrast til de velstimulerede, norske Rudolf Steiner-unger. Foto: Dox Bio
  • Dokumentar: Privilegier og kæpheste
    Der er ingen kontrast til de velstimulerede, norske Rudolf Steiner-unger. Foto: Dox Bio

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Filmanmeldelse

Margreth Olin fanger hjerterne i børnenes øjne, men på bundlinjen er hendes poetiske norske dokumentar om børnehaveliv ikke meget mere end et hviskende kampråb.

Seksårsklubbens lille flok er samlet i den kølige efterårsskov uden for børnehaven. I dag skal de finde kæppe til deres kæpheste.

- De skal være cirka så tykke, siger den sympatiske pædagog, Kristoffer, og former en femkrone mellem pege- og tommelfinger. Hasselpindene findes og snittes til. Hestene får stof og manke, som børnene selv syr på. Og snart farer de over stepperne på deres flotte kreationer.

Et år har den prisbelønnede dokumentarist Margreth Olin fulgt en håndfuld børn og voksne i Rudolf Steiner-børnehaven Aurora uden for Oslo. En privatbørnehave hvor der er plads til leg og kreativitet. Børnene finder selv ting til deres leg og bygger deres legetøj af, hvad de nu finder i skovene og de klippede bakkedrag omkring børnehaven Aurora. Det stiller krav til deres fantasi og fremmer deres skabende kompetencer.

Fra pædagogerne er der masser af nærvær og krammere. Og maden er simregryde over bål. Ikke noget med stress og kedelige leverpostejsmadder på stribe.

Olins norske dokumentar om leg som læring er en interessant størrelse, men "Barndom" har et overordnet problem. Den mangler kant, kontrast og forbindelse til verden udenfor børnehavens lukkede cirkel. Halvanden time i det hyperharmoniske Rudolf Steiner-land med overklassens privilegerede børn er simpelthen for længe uden en anden virkelighed at spille pingpong med.

En mulig modpol kunne være en moderne, offentlig børnehave med sociale udfordringer, pressede pædagoger og evindelige nedskæringer. De udfordringer de fleste kæmper med. Den del af historien kommer uundgåeligt på banen, når man diskuterer filmen, men Olins værk rummer i sig selv ikke den side af sagen og kommer derved til at virke underligt ensidig, småkunstig og lukket om sig selv.

Den mulighed for debat, som Olins film skaber, er på ingen måde uinteressant, og Steiner-projektet er da helt sikkert også en film værdig. For hvorfor skal vores barndom partout være en slags tilløb til voksenlivet, hvor vi hver især skal presses gennem uddannelsens skabeloner for derefter at kunne bidrage maksimalt til produktiviteten? Burde barndommen og kreativiteten have mere plads? Burde voksne ikke lege noget mere?

Steiner-ideen lader smånaivt, men åbenhjertet børnene udvikle sociale kompetencer og identitet i et miljø, hvor der lægges op til kreativitet, fordybelse og balance. Der er ikke legetøj i gængs forstand, men børnene skal selv digte deres fortællinger og skabe leg med de ting, de finder i naturen. Og set gennem Olins kameralinse ser de ud til at nyde det.

Instruktørens tilgang til genren er den klassiske flue på væggen. Tilsat akustisk guitar, vindharper og blid electronica som ophøjer cheffotograf Øystein Mamens farvemættede billeder af stimulerede og harmoniske børn til et næsten kitschet reklamefilmsunivers uden de fjerneste negative toner. På godt og ondt.

Det er prisværdigt, at Olin vælger at tage børnenes standpunkt og perspektiv og derved skabe debat om vores børns opvækst og den retning systemet presser dem. Men filmens blide og observerende greb om stoffet betyder desværre også, at der aldrig rigtig kradses, skriges og spjættes løs, som den gode dokumentarist bør gøre, når der skal lyde et rungende kampråb fra filmfronten.

Olin er ikke interesseret i at råbe. Hendes film ligner nærmere en forførende hvisken. Der ensidigt blæser en poetisk, smuk og sært ureflekteret boble af Steiner-lykke og harmoni op omkring seeren. Desværre er det op til os selv at forholde os kritisk og debatvilligt til det viste, for boblen prikker Olin aldrig hul på, og det er ekstra ærgerligt, når nu det er et vildt betagende børnehøjdeunivers, vi præsenteres for.

 

Dokumentar, norsk, 90 minutter, tilladt for alle

  • fyens.dk

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere