Dokumentar: Forandringernes mand i nordlysets fortryllende skær

Anders Hvidegaard har brudt med familiens traditioner efter utallige slægtsled. Som nyudklækket lærer rejser han til Grønland for at lære børnene i en lille bygd dansk. Men hvorfor skulle børnene i fangerkulturen høre på ham, når alt det, de har brug for i livet, stammer fra traditioner givet videre af tidligere generationer? Foto: SF Film

Dokumentar: Forandringernes mand i nordlysets fortryllende skær

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den franske dokumentarist Samuel Collardey former kultursammenstødet mellem Danmark og Grønland med sans for naturens overvældende skønhed og gode kræfter foran kameraet.

Efter otte generationer er Anders Hvidegaard fast besluttet på at bryde med traditionen som landmand på gården Gammel Hvidegård. Uddannelsen som lærer er afsluttet, og Grønland er målet. Ikke bare hovedstaden, Nuuk, men en lille østkystbygd med knap 80 mennesker. Beslutningen falder ikke i god jord. Faderen dæmoniserer straks inuitterne, og ordene lyder som taget ud af munden på den traditionelle, bedrevidende, danske kolonimagt: "De har jo ikke noget at tage sig til deroppe. Det er derfor, de drikker sådan." Den skråsikre arbejdsgiver er ikke meget bedre, da Anders fortæller, at han glæder sig til at lære grønlandsk. "De lærer ikke dansk ved, at du taler deres sprog. Jeg har været deroppe i 10 år uden at kunne et ord grønlandsk", belærer hun Anders med antydningen af et overlegent smil. Anders oplever straks den kulturkløft, der er mellem den pligtorienterede, moderne danske tankegang og inuitternes værdisæt, hvor generationers viden gives videre over slægtled. Fædrene lærer os det, vi skal bruge i livet. I virkeligheden ikke meget anderledes end det danske landbrug, Anders stammer fra. Udfordringen er ikke bare den geografiske isolation, men også den følelseskulde Anders oplever fra lokalbefolkningen. Anders Røvhul, kalder børnene ham. Den lokale altmuligmand skærer det ud i pap, så Anders kan forstå det: "Du er typisk dansk. I ser ned på os fra jeres høje hest." Og han har ret. Hvorfor skulle knægten Asser lære at sige abekat, når han brændende ønsker sig at blive jæger og hellere vil på slædehundetur og jagt med bedstefaderen.

Undervisningen går ikke helt som planlagt. Martin Luther er en kedelig starut, men da den danske lærer Anders Hvidegaard begynder at interessere sig for inuitternes kultur og tager en garvet jæger med til undervisningen, viser elverne pludselig engagement. Foto: SF Film
Undervisningen går ikke helt som planlagt. Martin Luther er en kedelig starut, men da den danske lærer Anders Hvidegaard begynder at interessere sig for inuitternes kultur og tager en garvet jæger med til undervisningen, viser elverne pludselig engagement. Foto: SF Film

Æstetisk dokufiktion

Nøglen til at vinde inuitternes respekt er præcis det, Anders fra første færd havde tænkt sig. At lære grønlandsk. Ikke bare sproget, men hele kulturen. At favne den. Og dens mennesker og traditioner. Det kan godt være, at Anders er forandringernes mand, men han opdager, at kultur er en svingdør, der går begge veje. Og han nyder det, da han står med nordlysets dans strålende i øjnene. Samuel Collardeys "Mit Grønland" ligner ikke en typisk dokumentarfilm. Især kameraarbejdets æstetiske orientering er så fremtrædende, at vi udmærket forstår, at mange af optagelserne i det overvældende grønlandske landskab har været hårdt og krævende arbejde. Tanken melder sig straks: Er der pyntet på sandheden? Javist. Men klap hesten inden du afskriver filmen som dårlig dokumentarisme, for vi ved jo udmærket, at virkeligheden forandrer sig, når der tropper en filmskaber op og stikker sit kamera ind i den. Der findes ingen neutral flue på væggen, når alle i rummet er opmærksomme på, at den er der. Ufiltreret virkelighed er en illusion i mediernes verden. I den forstand er det rimeligt at kategorisere "Mit Grønland" som dokufiktion, hvor personerne og beslutningerne foran kameraet såmænd er ægte nok, men der er nænsomt skrevet og guidet af filmskaberen undervejs. Især i filmens første halve time skurer iscenesættelsen usikkert og stift mod værkets naturlighed, men som Collardeys menneskeorienterede film finder sit fodfæste i det grønlandske, finder den også sit leje, og den stille konflikt, efterfølgende soning og universelle fortælling om menneskelige relationer og de bånd, der opstår på tværs af kulturer, toner nu smukt og nænsomt frem. "Mit Grønland" er ikke den første nyere film om fanger- og jægerkulturens krise. Mike Magidson fortalte en beslægtet historie med den vældigt nærværende, men usmidigt fortalte "Inuk" om Nuuk-drengen Inuk, der finder en uventet faderskikkelse i den kriseramte jæger Ikuma. Til sammenligning står Samuel Collardeys film mere optimistisk, til tider endda småromantisk, men fungerer med sit komplekse, afdæmpede blik på situationen som den mere helstøbte af de to.

"Mit Grønland"

Dokumentar, fransk, 92 minutter, tilladt for alle.

Dokumentar: Forandringernes mand i nordlysets fortryllende skær

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce