Alfred Eschwé blev dirigent, fordi han havde for små hænder til at blive koncertpianist
Dirigentjobbet stod ikke øverst på Alfred Eschwés ønskeseddel, men med årene har østrigeren udviklet en betingelsesløs kærlighed til faget.

- Min bedstefars familie havde en klaverfabrik, så da jeg begyndte at spille, var det på et pianette fra Lauberger & Gloss, som fabrikken hed, forklarer Alfred Eschwé.

I mellemkrigsårene gik pianoproduktionen stort set i stå, og fabrikken lukkede permanent i 1945 - fire år før Alfred Eschwé blev født. Så han har aldrig oplevet et pianoværksteds særlige magi.

Blå bog

Alfred Eschwé, østrigsk dirigent, født 1949. Bor i Wien. Gift og far til fire voksne sønner.

Gæstedrigent ved Volksoper Wien, Wiener Staatsoper, Hamburgische Staatsoper, Teatro Reggio i Torino, Teatro Verdi i Trieste og Teatro Massiomo i Palermo.

Har dirigeret flere cd- og dvd-indspilninger, bl.a. Donizettis "Elskovsdrikken" med Anna Netrebko og Rolando Villazon.

Musikkens magi blev han til gengæld tidligt fortrolig med:

- Jeg var seks år, da jeg begyndte at spille klaver. Bedstemor Gloss var min første lærer, fortæller han.

Som 10-årig supplerede Alfred klaverspillet med violin og bue, og kombinationen af de to instrumenter gav ham den optimale ballast til det fremtidige virke som dirigent.

Et krævende job

- Jeg begyndte på dirigentuddannelsen, allerede da jeg var 19 år. Det var ikke mit drømmestudium, for jeg havde en dyb længsel efter at blive koncertpianist. Men mine hænder var for små til at spænde over klaverets tangenter, så jeg måtte se i øjnene, at en fremtid som pianist var udelukket.

Fakta

I 2008 har Alfred Eschwé dirigeret bl.a. "Tryllefløjten" og "Rigoletto" i Hamborg, "Elskovsdrikken" i Wien og "Smilets land" i Trieste.

Til nytår skal han dirigere "Flagermusen" i München.

I juni 2009 skal han dirigere Boris Eifmans ballet "Anna Karenina" på Wiener Staatsoper.

Når Alfred Eschwé ikke kunne få den, han elskede, besluttede han at elske den, han kunne få.

Han dirigerer til stadighed både symfoniske koncerter og operaer, så han vil nødig båses som "operadirigent". Men han indrømmer gerne, at hans fascination af operamusik er vokset støt i takt med hans arbejde i nogle af Europas store operahuse.

- Det er meget mere krævende at dirigere en opera end en koncert. Undervejs skal dirigenten spille flere roller: Han skal fortolke værket, hjælpe musikerne med at spille sammen, fungere som bindeled mellem scene og orkestergrav, og under opførelsen skal han opildne musikere og sangere til at agere med størst mulig lidenskab!

Forud for Opera på Engen har Alfred Eschwe kun få prøver med orkestret, så det er begrænset, hvor radikalt han kan præge musikken:

- Jeg kan ikke nå at ændre orkestrets lyd, men forhåbentlig kan jeg vise musikerne nye sider af værkerne, smiler han.

Verdi er nummer et

Repertoiret har den 59-årige dirigent ikke haft indflydelse på, men han synes, sammensætningen er perfekt til en udendørskoncert:

- Der er chance for, at flere af tilskuerne hører opera for første gang, så det er oplagt at spille highlights af Wagner, Verdi og Puccini, siger han og tilføjer:

- Musikken er ikke kun underholdning, men giver også et indtryk af de tre vidunderlige komponisters arbejde. En hel eftermiddag kun med Wagner ville være for tungt, så det er genialt at kombinere ham med to italienere.

Skal Alfred Eschwé rangordne de tre komponister, efter hvem han holder mest af, bliver svaret:

- Verdi, Puccini og Wagner. Det er svært at sammenligne de tre. Men Verdi skal på førstepladsen, fordi jeg er vild med italiensk musik, og fordi han blev ved med at komponere, da han var en gammel mand. Især "Othello" og "Falstaff" hører til operalitteraturens mirakler.

Selv om Alfred Eschwé har hele verden som arbejdsplads, bor han stadig i fødebyen Wien:

Fire sønner

- Da vore fire sønner var små, var det svært at kombinere karriere og privatliv, men nu går det hele uden problemer, siger Alfred Eschwé, som livet igennem har været omgivet af musikere:

Hans første kone er pianist og leder af musikbiblioteket på Wiens musikuniversitet. Hans nuværende kone er mezzosopran og har en fortid som operasanger. Nu leder hun en studenter-udvekslingsorganisation i Wien.

Selv om musikaliteten er gået i arv, har ingen af børnene valgt at blive musikere:

- Min ældste søn spiller violin, men studerer matematik - et fag som jeg også holder utrolig meget af. Min anden søn er fysioterapeut. Det er vældig bekvemt for hans far, ler Alfred Eschwé og fortsætter:

- Nummer tre er danser. Og nummer fire er først lige gået ud af skolen, så hvad han vælger som livsbane, ved vi endnu ikke.
  • Fyens Stiftstidende