Digterens intime tale

- Man bliver ikke klogere med alderen, og jeg ved ikke hvorfor. Men jeg er fascineret af det, siger digter Klaus Høeck - her fotograferet i sin baghave ved Veflinge. Foto: Nils Svalebøg.

Digterens intime tale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Digter Klaus Høeck fylder 80 år i dag, og det er der ikke noget festligt over, synes han. Med sin nye digtsamling skriver han om poesien, livet som poet, og alt det, der undrer, når man beskæftiger sig med skabningen.

Derude, hvor landskabet bakker sig, så selv vinden må bøje sig i bølger, bor digter Klaus Høeck. I hjemmet ved nordfynske Veflinge, som han kalder sit heartland, fylder han sine dage med poesi, og selv bøjer han sig ikke det mindste, når det kommer til missionen: at skrive digte om selve skabningen. Høeck hylder og forfiner ikke det smukke eller lader sine digte kredse om kun et emne eller to. For skabningen er det hele, fra dyr og planter til egoet og alt det, vi mennesker tænker, føler og tror.

I dag fylder digteren 80 år. For længst anerkendt som en af de store poeter i Danmark. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris flere gange og tilkendt Statens Kunstfonds varige ydelse. Han kunne lade sig hylde, men foretrækker at lade være. Fødselsdagen fejres i stedet med hans elskede, hustruen litteraturprofessor Anne-Marie Mai.

Klaus Høeck har lige udgivet endnu en digtsamling og lever op til sine egne ord "Jeg skriver ikke små bøger mere!. Samlingen vejer et par kilo, består af 600 digte og er pakket ind i et knaldrødt omslag, der hylder titlen "My heart (Mit hjerte). Titlen hentyder til, at hjertet er sjælens hjem, og at Høeck i den grad selv er til stede i sine digte.

Som læser aner man et stærkt livsmod, men også et mismod ved alderen og dens dårligere hukommelse, ringere fysik og ikke mindst udsigten til, at fremtiden bliver kortere end fortiden.

- Man tror, at man bliver klogere med alderen, men det gør man ikke - tværtimod. Det skulle man ellers tro med al den livserfaring, men der er så mange spørgsmål og så få svar, og når man bliver ældre, bliver man dummere, blandt andet fordi man ikke husker så godt mere, konstaterer Klaus Høeck.

Han kan ikke svare på, hvordan han har det med at blive 80 år, men festligt er det ikke, siger han.

- Det påvirker selvfølgelig tilværelsen, at manden med leen kan komme i nær fremtid. Mine forældre gearede ned i den alder - de ligesom ventede på døden. Det gør jeg ikke, jeg elsker livet, og jeg er for længst i gang med nye digte, fortæller han.

4 med og om Klaus Høeck
1. Blå bog

Født 27. november 1938, opvokset hos sin mor og bedsteforældre.

Student fra Søro Akademi, uddannet exam.art i filosofi 1970.

Han har været sømand, læst jura, medicin og arbejdet 12 år som postbud.

Debuterede i 1966 med digtsamlingen "Yggdragsil" og har over 30 udgivelser bag sig. Blandt de nyeste er "Live" fra 2012, "Legacy" fra 2015 og nu "My"Heart".

Er inspireret af Bob Dyland, Fidel Castro, den østrigske matematiker Kurt Gödel, Gud og Fyn.

Har modtaget Gyldendals Boglegat i 1980, Beatrice-Prisen i 1987, Søren Gyldendal Prisen i 1989, Emil Aarestrup Medaillen i 1989, Johannes Ewald Legatet i 1987 og kritikerprisen i 2008.

Har boet ved Veflinge i snart 35 år - er gift med litteraturprofessor Anne-Marie Mai.

Har ingen børn - og det er en sorg, siger han.

2. Metoden

Klaus Høeck er en såkaldt systemisk digter. Det betyder, at ord og sætninger er hegnet ind af et særligt selvopfundet system af haiku og ordklasser, og som der er en matematisk forklaring på bagest i bogen.

Det har taget mig et liv at regne det ud, og nu er det sådan, jeg gør.

I "My heart" er de digte, som særligt handler om ham selv, skrevet i versaler. Men der er også enkelte versaler i de andre digte.

- Der er mening med det, det er en slags kode, men den må folk selv regne ud.

Digtene - og det er gennem livet blevet til over 15.000 - er skrevet på en gammel sort skrivemaskine af mærket Torpedo, som han i sin tid fik af sin mor.

Klaus Høeck bruger indimellem engelske ord.

- Det ligger i tiden, og en digter følger med tiden. Det engelske ligger også i mig.

3. Samfundskommentarerne

"My heart" indeholder også samfundskommentarer - som dette: det gaMle pOstbuds/postscript: hvorfor skAl postvæs/net give over/skuD - det er jo en/offenliG institution/og ikke en for/retning - skal poli/tiet eller forsvaret/eller brandvæsnet/kunne betale/sig eller vores konge/hus for den sags skyld?

- Mine år i postvæsenet var den bedste forfatterskole, man kunne gå i. Jeg kom ud i naturen, ud blandt mennesker og lærte om livet i forhold til andre mennesker. I stedet for denne indspiste Forfatterskolen, siger Klaus Høeck.

4. Gud og alt det andet

Selv om Klaus Høeck skriver om alt muligt, er hans poesi de senere år kendetegnet ved en stribe hovedemner: Miles Davies, Bob Dylan, hans elskede, naturen på Nordfyn, whisky, katten (der desværre nu er død - 14 år gammel), poesien og troen. Høeck er kristen.

- For hvordan skal vi ellers forklare, at alting er opstået. Ingenting kommer ud af ingenting. Gud er trumf, siger han.

Digtsamlingen indeholder også humor på den lidt gnavpottede, knastørre måde.

- Jeg bryder mig ikke om at være morsom, og det er en konstatering, for sådan er jeg. Men jeg er tilsyneladende sjov indimellem, siger han. Døm selv: det nye el-kOm/fur lyser rødt med sit ky/klopøje med vir/ker ikke - så kAf/fen Må vente indtil vi/dere det vil si/ge til elektri/keren kommer - Det gør han/så nu - kommer oG/slår børnesikrin/gen fra - pris fem hundre/de kroner plus moms.

Nonsens

Klaus Høeck skriver direkte til læseren i dine digte. Det vil han hellere end at møde dem. Han har det som Kierkegaard, der kaldte publikum for nonsens - den slags, der kommer for at se "giraffen" i stedet for at høre budskaberne. Oplæsninger ødelægger også hans tankeflow.

Mange af digtene i "My heart" handler også om selve digtenes tilblivelse og om digterlivet.

- For jeg vil hellere skrive digte om digte end at tale om digte. Det er en intellektuel tanke at tale om digte, for det forurener det poetiske rum. Jeg er i det hele taget ikke vild med alt for meget intellektuelt halløj. Et digt skal gære i dit sind, når du læser det - ikke fortolkes af andre. Poesi er intim tale til det enkelte menneske, siger Klaus Høeck.

Selve poesiens væsen har han indfanget i dette digt: i et gOdt digt er/der Altid noget som/ikke er der - som/ virker Mellem lin/jerne eller måske ba/re mellem to orD/en slangs enzym som/aktiverer diGtet og/får det til at ko/agulere i/læserens sind som noget/de ikke glemmer,

Klaus Høeck ønsker, at man læser "My heart" sporadisk. Som når man går en tur i skoven og ikke kigger på alle træerne på en gang. At hans bog får lov at ligge på bordet, og at man åbner den med mellemrum og læser et digt eller to. Det vil gøre ham glad.

Ellers ligger den Høeck'ske lykke i hverdagen: hvis bare man in/genting skal så er alting/gOdt ingen Møder/ingen aftAler/ingen kryds i kalende/ren ingen fødsels/dage Der skal hus/kes ingen tandlægebe/søg inGen verdens/ting kun den åbne/horisont større og blanke/re end kviksølv.

Klaus Høeck: "My heart - Poems galore", Gyldendal, 614 sider, er udkommet.

Digterens intime tale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce