REJSEBOG: En af verdens ældste borger- krige udkæmpes stadig. Karenfolket vil have sin frihed og kæmper mod diktaturet i Burma. Carsten Jensen har skrevet om hvorfor og hvordan
Demokratibevægelsen i Burma med Aun San Suu Kyis modige skikkelse i spidsen er ikke den eneste modstand mod det brutale militærregime i Rangoon.

Karenfolket, Burmas største etniske minoritet, har i over 50 år befundet sig i krig med landets ledelse.

Forfatteren Carsten Jensen besøgte landet og karenerne i 1984, men blændet af landets skønhed og dets fortryllende afsværgelse af vestlig livsstil, så han ikke det bagvedliggende brutale diktatur.

Nu har han igen været i Burma, hos karenerne sammen med den norske fotograf Elmer Laahne, og udgav i mandags bogen "Det glemte folk, en rejse i Burmas grænseland" med sine oplevelser fra et af verdens ældste og måske mest glemte guerillakrige.

Inspireret og båret af fortællingen, som slutter bogen, om kaptajnen, der sejler forbi og noterer i sin logbog, at en ukendt ø er dukket op. Han så øen, men ikke de strandede, der stående i brændingen råbte på hjælp, og tilføjer i logbogen: "Her bor der ingen mennesker".

Sådan er karenernes skæbne. De eksisterer ikke for andre end sig selv og de burmesiske tropper, der tilsyneladende uafbrudt finkæmmer området i de østlige burmesiske provinser. Dér, hvor de har forskanset sig og hvorfra de forsøger at råbe verden op og måske overleve som folk. Med våben, biblen og Buddha i hånd og dog parat til at slå ihjel.

Ikke fordi de kræver jord, ikke fordi de kræver politisk indflydelse, ikke fordi de kræver deres historiske ret til at herske. Og slet ikke for at få ret.

Men for at få lov til at leve som et jævnbyrdigt folk i det burmesiske fællesskab.

Ærø-fødte Jensen har skrevet et stærkt portræt af et glemt folk og dets retfærdige frihedskamp.

Slet ikke ved hjælp af højtråbende argumenter og politiske analyser, men med stille pen og stemningsmættede billeder fra lejre og baser i junglen sender han skyer af fugtig sympati i hovedet på læseren, så man ikke kan undgå at skamme sig over sin egen uvidenhed - og måske endnu værre: egen tilbagelænede magelighed.

Det er muligt, at nogen tidligere har råbt op. Råb, som bare er druknet i den - ofte retfærdige - minoritetslarm. Carsten Jensens stille rejsedokument lider næppe samme skæbne.
  • fyens.dk