Jimbo Hart (yderst til venstre) stod klar med sofaen, da barndomsvennen Jason Isbell (med guitaren) ringende og manglede et hjem. Opkaldet skulle ændre begges liv. Pressefoto: Danny Clinch.

Det hele ændrede sig, da Jason stoppede med at drikke

Det hele ændrede sig, da Jason stoppede med at drikke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bassisten Jimbo stod klar med en sofa, da sangeren Jason blev smidt ud af sit band. 10 år senere modtager de Grammyer sammen og turnerer verden rundt. Dette er historien om Jimbo, Jason og den der Muscle Shoals-jive.

Det var omkring 2007, at Jimbo Hart fik et opkald, der skulle ændre hans liv. Den dengang temmelig rodløse bassist fra byen Muscle Shoals i Alabama levede, som mange andre bassister fra byen, fra koncert til koncert, og fyldte ellers tiden væk fra scenen med fester... mange fester.

Det ændrede sig ikke med det samme, da opkaldet kom. I den anden ende var guitarist, sanger og sangskriver Jason Isbell. En ung fyr fra den lille naboby Green Hill som netop var blevet smidt ud af bandet Drive By Truckers - primært fordi han havde svært ved at kontrollere sit forbrug af alkohol. Han havde intet hjem, intet sted at tage hen, så han ringende til en gammel bekendt: Jimbo Hart.

- Vi snakkede sammen fra tid til anden dengang. Vi mødtes rundt om i landet, når vi turnerede, og vi havde en del fælles venner, men jeg havde ikke snakket med ham længe, da han ringede ud af det blå og sagde, at han ikke havde et sted at bo. Og jeg kunne jo ikke sige nej, man er nødt til at hjælpe en anden musiker i nød, så det gjorde jeg. Jeg var ikke så meget hjemme, så han fik nøglerne til mit sted og fik sofaen til at sove på, og så flyttede han ind, fortæller Jimbo Hart med en naturlig ro, som ville han låne sin sofa ud til alle og enhver.

Men Jason Isbell var ikke "alle og enhver". Han var Michael Jason Isbell, eller bare Jason. Den talentfulde guitarist, som havde forbløffet undergrundscenen omkring det legendariske Muscle Shoals Sound Studio. Studiet, hvor den lige så legendariske gruppe af studie-musikere "The Swampers" siden slutningen af 60'erne havde sat sit aftryk på indspilninger med navne som Rolling Stones, Paul Simon, Cat Stevens og Lynyrd Skynyrd.

- Muscle Shoals er en ret musikalsk by, og du kan ikke undgå at høre om alle andre, der spiller. Det var sådan, vi mødtes. Du ved "Hey, du er da ham, der spiller bas" og "Yeah, du er ham der spiller guitar, ik? Jeg er Jimbo" og "Jeg er Jason". Det skete nok, da vi var 13 eller 14 år, for tæller Jimbo Hart og fortsætter:

. Der var især et sted, der hed La Fonda i Florence (en by nord for Muscle Shoals, red.), hvor man kunne få lov til at komme ind, selv om du var mindreårig, og hvor du ikke rigtig skulle købe noget for at få lov til at høre musik og spille musik. Der kom vi alle sammen, og så endte det med, at vi stod på scenen sammen og spillede.

Jimbo Hart husker Jason Isbell som en af de mest talentfulde guitarister, han nogensinde havde havde hørt, så overraskelsen var lille, da Isbell i sine start-tyvere blev hentet ind af de noget ældre medlemmer i Drive By Truckers. Noget yngre og langt mere umoden, skulle det vise sig. Efter seks år, tre album og en stribe solide sange for gruppen - heriblandt det nådesløse hit "Decoration Day" - blev Isbell smidt ud, Jimbo Hart fik et opkald og de to flyttede sammen.

En vej uden alkohol

Selv om de begge spillede, snakkede de ikke meget om musik det første halve års tid. De koncentrerede sig primært om at være så meget til stede på den bar, der lå lige nedenunder lejligheden, men det er åbenbart notorisk umuligt at holde spillemænd fra at spille.

- Der kom en periode, hvor jeg ikke havde så mange job, og Jason lavede heller ikke det helt store. Vi festede i virkeligheden bare alt for meget, fordi vi boede ovenpå den bar. Det var virkelig skøre tider, indtil den dag Jason foreslog, at vi skulle forsøge at spille nogle shows. Og så har vi spillet lige siden. Jeg har ikke haft tid til at lave andet end at spille med Jason - og jeg har ikke haft lyst til andet, fortæller Jimbo Hart.

Ti år senere er Jason Isbell en tidens mest roste sangskrivere. Hans to seneste album, "Something More Than Free" og "The Nashville Sound" har begge vundet en Grammy for bedste americana-album, og hos The Americana Music Honors & Awards har han siden 2009 vundet seks ud af elleve nomineringer.

Det største gennembrud kom omkring albummet "Southeastern" - det første med en ædru Jason Isbell, som selv har sagt om perioden: "This time I want to remember it all".

- Det hele ændrede sig, da Jason besluttede sig for at blive ædru. Da han gjorde det, gav det resten af bandet en frihed til at gå den samme vej og slappe af en smule. Det gjorde det simpelthen nemmere for alle i bandet at leve, fordi der ikke var det element af druk længere. Vi så mere klart på tingene og på vores arbejde, fortæller Jimbo Hart, der sammen med resten af medlemmerne i Isbells band "The 400 Unit" har været kernen i langt størstedelen af musikken siden 2009.

Albummet "Southeastern" markerede foruden Isbells ædruelighed også et indtil videre uafbrudt samarbejde med produceren Dave Cobb, som mange tilskriver en stor del af æren for opblomstringen af "den nye Nashville-scene". Han er blandt andet krediteret for at have produceret album for Chris Stapleton, Sturgill Simpson, Rival Sons og altså Jason Isbell.

- Dave Cobb arbejder, som om han er en del af bandet. Han har ret hurtigt nogle idéer til en sang, og jeg tror egentlig, det gælder for os alle sammen, så arbejdet er at få det hele til at spille sammen på en måde, der gør alle glade. Det tager ofte ikke så lang tid. Vi spiller måske en sang to-tre gange, og så er den ved at være der. Vi dvæler ikke så længe ved det. Jeg synes, at hvis du dvæler for længe ved noget, så kommer du længere væk fra den pointe, du begyndte med, fortæller Jimbo Hart.

Og for netop at vende tilbage til pointen, nemlig Jimbo, Jason og den der Muscle Shoals-jive, så sætter bassisten det hele på plads med en indskudt refleksion over tiden, hvor de bare var en flok venner i en van.

- Jeg kan huske, hvordan vi kørte staterne tynde i en gammel van uden aircondition og med en gammel cd-afspiller. Vi sad der og tænkte for os selv "Wow, vi må virkelig elske denne fyr eller hans musik. Eller også er vi bare skøre".

Det hele ændrede sig, da Jason stoppede med at drikke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jason Isbell & the 400 Unit
Posten, Østre Stationsvej 3522. juni klokken 21

Entre: 395 kr.