I anledning af påsken går Bogkassen tæt på et par af evangelisterne og vover undtagelsesvist at betragte den hellige skrift udelukkende som litteratur.

Kære læser - se lige på de følgende linjer. De damper af drama, og man fornemmer personernes angst: Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Det er fra beretningen om kvinderne, der påskemorgen går ud til Jesus grav og opdager, at stenen er væltet fra - og Jesus er væk. Sådan som vi finder teksten i Markus-evangeliet kapitel 16, vers otte. Er det ikke herligt skrevet? Og evangeliet slutter her. Så brat.

De fire evangelister

Markus har skrevet det ældste af evangelierne. Det menes skrevet omkring år 70 efter Kristus. Han blev født i Kyrene i Libanon. Han døde i år 68 e. Kr. Man mente, han optrådte som tolk for apostlen Peter, men senere forskning har pillet ved teorien. For Markus-evangeliet har ikke den jødiske tilgang til Kristendommen, som en af Peters nærme medarbejdere måtte forventes at have. Derfor er der tvivl om, hvem der egentlig skrev Markus-evangeliet.Matthæus Traditionen tilskriver apostlen Matthæus at være forfatter til det næstældste evangelium skrevet omkring år 90 e.kr. Men da teksten indeholder en del stof hentet fra Markus-evangeliet, er der næppe tale om øjenvidneskildringer. For så skulle Matthæus være blevet 80-90 år, på et tidspunkt hvor gennemsnits-leverealderen var 35-40 år. Matthæus var oprindelig tolder, men blev en glødende tilhænger af Jesus, da denne spiste i hans hus - selv om tolderne var bandlyste.

Lukas har ud over evangeliet også skrevet Apostlenes Gerninger. Han blev født i Tyrkiet og døde i Grækenland i år 84 e. kr. Han menes at have været læge, og traditionen hævder, at han var en nær medarbejder hos Paulus. Nyere forskning rammer dog en pæl gennem denne påstand, fordi fremstillingen af Paulus i Apostlenes Gerninger markant fraviger Paulus´ egne beretninger. Lukas Evangeliet menes at være skrevet i slutningen af det første århundrede.

Johannes Traditionen siger, at Johannes var Jesus yndlings-discipel og nød samme status som Peter. Oprindelig mente man, at han ud over evangeliet også skrev Johannes Åbenbaring og Johannes-brevene. Nu er forskerne imidlertid enige om, at samme person ikke kan have skrevet evangeliet og Johannes Åbenbaring. Forskellene i såvel sprog som kirkelige fortolkninger er for forskellige. Johannes-Evangeliet menes skrevet i starten af det andet århundrede.

Markus-evangeliet betragtes af forskerne som det ældste af evangelierne. Det menes at være skrevet omkring år 70. Hvis man lige et øjeblik glemmer, at evangelierne og Biblen er en bærende bjælke i kristendommen og blot betragter Markus' fortælling som litteratur, må man forundres. Sproget er helt moderne. Og stærkt handlings-præget.

Nu har vi i mit fag i årevis diskuteret, hvordan vi anvender den såkaldte "new journalism" og hvem af de store amerikanske efterkrigstids-journalister, der skal have æren for at have udviklet begrebet. Helt overflødigt. Evangelisten Markus skabte formen for snart 2000 år siden. I øvrigt som altid: Når nogen laver noget, der er anderledes, skal det kanøfles.

Gennem årene har kirkens folk kritiseret afslutningen af Markus-evangeliet. Det var for brat. Det var ikke oplysende. Det manglede en afslutning. Men det er jo netop det, der gør evangeliet så spændende. Markus efterlader læserne med langt flere spørgsmål end svar. Og hvad er det, der flytter mennesker? At de må søge ind i egen nysgerrighed, egen tankevirksomhed og egen fantasi for at komme videre. Markus ramte sine læsere på samme måde, som moderne malere 1950 år senere benyttede sig af. Eller som store dramatikere og filmskabere stadig anvender. De overlader noget af historien til publikum.

 

Verdens største historie

Alle fire evangelister skriver om de dramatiske hændelser i påskedagene. Indlysende, for i den kristne tro er og bliver påsken hævet over alt. Livets sejr over døden. Efter den deprimerende torsdag, den forfærdelige fredag - lørdagen, hvor sorgen lammer alt - og så opstandelsen søndag morgen. Der er aldrig nogensinde fortalt en større historie. Har man evnen til at tro, står påskemorgen som den største af alle morgener. Men alene som historie og litteratur betragtet er påske-fortællingen uden lige.

Så naturligvis har alle evangelisterne beretningen med. De skildrer den forskelligt. Naturligvis. De var fire forskellige skribenter. De var forskudt i tid. De havde forskellige kilder. Men ser man de fire evangelier som en helhed, får man som læser en beskrivelse, hvor de fælles træk er langt, langt rigere end det, der adskiller.

Kun i ét af evangelierne, hos Matthæus, får vi at vide, hvordan opstandelsen direkte foregik. "For se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den". Sådan gik det til, ifølge Matthæus. Det skriver de tre andre ikke noget om. De lader kvinderne ankomme til graven søndag morgen - og da er stenen væk. Men englen er der. Hos Lukas er der endda to.

Møllehaves teori

Personligt har jeg størst svaghed for Markus- og Lukas-evangeliernes påskeberetning. Det er nok en faglig svaghed, men de to forekommer mig at være de bedste journalister blandt evangelisterne.

Markus er begejstret, nærmest til det lidt stakåndede i sin fortællerform. Jeg hørte en gang Johannes Møllehave sige, at Markus sandsynligvis først havde lært at læse og skrive som voksent menneske. Han har været analfabet længe, sagde Møllehave.

- Derfor er han så begejstret, og derfor skriver han lidt som et barn. På den her måde: "Og så sagde han altså - og så gjorde vi det - og så gik vi derhen og så løb vi, og så kom der altså en engel..."

En herlig karakteristik af Markus' måde at fortælle på. Men Markus er underholdende og tempofyldt.

Og så er der min yndlingsevangelist, Lukas. Det er først og fremmest fordi, han har skrevet det juleevangelium, der altid får mig til at gyse af fryd. "Og det hændte i de dage".... tænk en indledning!

Manden skal til at fortælle om Jesus fødsel. Og så starter han med at skrive: Og det hændte i de dage... Det er jo en mesterlig underdrivelse af det, der skal komme. Nå, men også i påskeevangeliet er Lukas dejlig. Han er let at læse. Hans sprog og sætninger flyder ubesværet og letforståeligt. Og han bygger sin fortælling helt logisk op. Lukas refererer klart og godt - en stor journalistisk egenskab.

Hvem skal man stole på?

Lukas fortæller lige som Markus om kvinderne, der kommer til graven søndag morgen. De går derud med dyre salver og olie, de har købt, for de vil salve Jesus lig. Nogle vil måske tænke: Hvorfor pokker går de kvinder først ud til graven søndag, når Jesus blev slået ihjel fredag?

Det skyldes ikke slaphed. Men den kendsgerning, at lørdag jo er den hellige dag i ugen for jøderne - det er den påbudte hviledag. Den skal holdes hellig. Først søndag måtte kvinderne foretage sig noget. De gjorde det tidligt om morgenen. Det var endnu ikke helt lyst, da de begav sig på vej. Da de kom til graven, opdagede de, at stenen var væltet fra. Og graven var tom. De blev chokerede, men to unge mænd i lysende klæder sagde til dem: Hvorfor søger I den levende blandt de døde? Han er ikke her. Han er opstanden, som han har sagt jer...

Og så er det, at det bliver muntert sammenlignet med det citat fra Markus-evangeliet, der bruges i toppen af denne artikel.

For Lukas fortæller, at kvinderne skyndte sig tilbage til byen og opsøgte apostlene og fortalte, at Jesus var opstået og graven var tom. Peter løb ud til graven og kom forpustet tilbage og sagde, at det var rigtigt nok. Jesus var væk.

Så må man spørge sig selv, hvem der nu rammer virkeligheden bedst?

Markus, som hævder, at kvinderne blev bange og aldrig sagde noget til nogen. Eller Lukas, som påstår, at kvinderne straks fortalte historien videre til en hel del mennesker!

God påske.

  • fyens.dk