Han er blandt Danmarks bedst sælgende forfattere. Og så er Jussi Adler-Olsen forfatteren, der er for kedelig til at være kendt
Jussi Adler-Olsen. Smag lige på det navn. Det er ikke kun små-underligt, men også stort set ukendt, så du kan godt føle dig lettere enestående, hvis du har haft det på tungen før.

Selv om man aldrig har læst en bog af Klaus Rifbjerg, Peter Høeg eller Jane Aamund, så ved man godt, hvem de er. Men Jussi Adler-Olsen er aldrig blevet et kendt navn i de danske hjem.

Manden har ellers solgt bøger som få danske forfattere. Han har skrevet en god håndfuld af slagsen, og de har allesammen ligget på bestseller-listerne i ikke kun Danmark, Sverige og Norge, men også på store bogmarkeder som i Spanien og Holland.

Hvordan kan vi så undgå at se ham i tv, høre ham i radioen og få hans bøger stukket i fjæset, hver gang vi træder ind i en boghandel i et storcenter? Ifølge ham selv er han ganske enkelt for anonym. Både når det gælder frekvens af udgivelser og den måde, han promoverer sig selv på.

- Først og fremmest er det nok fordi, jeg kun har udgivet tre bøger i de første 10 år, jeg levede som forfatter. Det bliver man ikke kendt af. Det er for lange pauser. Og så går jeg ikke rundt og laver numre som at male mine negle sorte og opføre mig bizart. Jeg bor jo bare i Allerød i et hus og opfører mig ganske normalt, siger forfatteren, som mener, at både alder og køn er imod ham, når det kommer til at få opmærksomhed fra den mediemaskine, der skaber forfatteres berømthed:

- Jeg er en 58-årig mand i almindeligt tøj. Jeg bor i et villakvarter. Jeg har ikke øjne som Peter Høeg, som kvinderne falder i svime over, og jeg er helt sikkert ikke så lækker som Elsebeth Egholm. Jeg er ikke trendy. Hvis jeg var yngre, mere udfarende og måske endda en kvinde, så ville jeg nok have været et husholdningsnavn nu, siger han.

Væk fra villavejen

Han ser nu heller ikke hip ud, som han sidder der i ternet skjorte og smågråt hår ved spisebordet i det spritnye åbne køkken. Han kunne lige så vel være midt i en reklame for HTH, som midt i en bog om mord og forbrydelser.

Uden for vinduet er haven lavet om til byggeplads, og tre håndværkere roder med cementsække. På den anden side af hækken ligger en skov, som nok er køn i eftermiddagens lys, men som ikke er så kunstner-smart som slidte baggårde på Nørrebro.

På spisebordet ligger en stak bøger fra forfatterskabet. Med titler på dansk, spansk, finsk og hollandsk, og det er underligt nok titlerne på de fremmede sprog, der har solgt bedst. Måske fordi udgangspunktet for forfatterkarrieren aldrig har været den hjemlige villavej, men den store verdensscene.

Jussi Adler-Olsen har i sine thrillere været omkring Anden Verdenskrig, Det Hvide Hus og international terror, og de fleste danske anmeldere har sammenlignet ham med Tom Clancy, Michael Crichton og andre af de store spændingsforfattere. Og heri ligger måske grunden til den anonymitet, han nyder på de hjemlige breddegrader.

- Jeg har aldrig brugt danske personer i nogle af mine bøger før de to seneste. Så på den måde har jeg helt sikkert været for udansk. Mine idéer har indtil for nylig bragt mig til udlandet, og jeg kan godt lide at bevæge mig på den store scene, siger forfatteren, som dog har ladet sine to sidste udgivelser finde sted i Danmark.

To krimi-thrillere, der begge har kigget frem på de danske bestseller-lister, og som måske er dem, der gør ham til et varmt navn herhjemme. Et af den slags navne, der ligger latent i munden i stedet for skævt på tungen.

Men skiftet til andedammen er ikke udelukkende udsprunget af lyst, men også af en klar målsætning om at få læsere på det bogmarked, der ligger lige uden for døren i huset i skovkanten:

- Ud over at jeg havde lyst til at skrive krimi-thrillere, der foregår i Danmark, så ligger der da bestemt en bagtanke om, at jeg gerne vil opbygge et større navn i Danmark. Ikke for at gå rundt og føle mig som en celebrity, men fordi jeg gerne vil ud og møde mine læsere. I Spanien sælger jeg en masse bøger, men jeg har aldrig mødt en spansk læser, for jeg kan ikke spansk.

- Min drøm er, at jeg en dag ikke behøver præsentere mig, men det er en fælles drøm for alle udøvende kunstnere. Når du når dertil, så kan du koncentrere dig om kunsten og stole på, at du kan leve af den. Det handler også om, at det ikke er min drøm som forfatter blot at kunne sidde derhjemme i ro og mag og skrive. Jeg vil ud og møde folk. Det er ligesom skuespillere, der vælger teatret frem for filmen for at være i kontakt med deres publikum.

Dameblade et problem

Ud over frekvensen af udgivelser og de spegede handlinger under fremmede himmelstrøg er der ifølge Jussi Adler-Olsen én stor grund til, at han har haft svært ved at trænge igennem i Danmark: Kvindernes dominans i den genre, han skriver i. For hvis man er mand, er opgaven næsten umulig.

- Damebladene er suverænt det vigtigste medie at komme i for krimiforfattere. Og bladene er over en bred kam kun interesserede i kvindelige forfattere. Derfor er det da helt klart et problem, at ugebladene i høj grad ignorerer de mandlige forfattere. De kvindelige krimi-forfattere optræder med store, flotte portrætinterviews, men jeg kan højst få en note nede i hjørnet. Og jeg er endda blandt de heldige, udvalgte mænd, som damebladene ikke ignorerer totalt, siger forfatteren:

- Den største og bedst købende læserskare er kvinderne. Det er kvinderne, der køber mange krimier. Mænd gider ikke, har ikke tid eller er ganske enkelt ikke intelligente nok til at fordybe sig i bøger. Mænd har simpelthen ikke noget fælles bogforum, som kvinderne har det.

I kælderen i Østrig

Jussi Adler-Olsens bøger roses over en bred kam for deres indviklede og realistiske plot, som også er grunden til deres internationale succes, men da første bind i krimi-serien udkom, blev han kritiseret for at være lige lovligt langt ude i skrivehampen, når han fandt på at smide en kvindelig folketingspolitiker ind i et bur og holde hende fanget der:

- Anmelderne skrev, at handlingen i "Kvinden i buret" var helt urealistisk, for man kunne ikke forestille sig en kvinde blive spærret inde i så lang tid uden kontakt til omverdenen. Jeg ved ikke, om de stadig synes det efter de sager fra Østrig, vi har set på det seneste. De viser jo, at det bestemt ikke er urealistisk at forestille sig, siger han om bogen, der har markeret startskuddet til en stigende interesse for hans forfatterskab. En interesse, der ikke er blevet mindre efter, at bind to er udkommet. Og hvis så bare han kunne ligne en kvinde lidt mere, så er der måske næsten ingen grænser for populariteten.

- Jeg har da overvejet at skrive mine bøger under et kvindeligt pseudonym for at se, hvad det kunne føre til af omtale i ugebladene. Men det ville jo være et problem, når de dukkede op for at interviewe mig, og jeg bød dem indenfor klædt ud som Tootsie, siger han og griner.

- Så jeg tror, jeg holder fast ved at være mig selv. Uden de store udskejelser. I sidste ende håber jeg, at mine bøger er så særegne i sig selv, at jeg ikke behøver være det.
  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Strandvejsvilla-ondskab

Strandvejsvilla-ondskab