En stærk palæstinensisk kvinde mod familiepatriarker og den urokkelige israelske stat. På overfladen ser Eran Riklis’ drama om en kvindelig frugtavler konstrueret ud, men den får hurtigt følelserne med
- Citronlunden skal væk. Den udgør en trussel mod sikkerheden og kunne jo skjule en terrorist. Sådan lyder den israelske stats krav til en midaldrende palæstinensisk enke. Men hvad siger de impliceredes hjerter?

Nogenlunde sådan lyder den enkle præmis i Eran Riklis’ "Citronlunden", et politisk drama om en kvinde, der ser sit livsgrundlag smuldre, fordi det angiveligt er en trussel mod den indenrigspolitiske sikkerhed. Hendes nye nabo er nemlig den israelske forsvarsminister Navon (Doron Tavory), der hellere vil omkranses af pigtråd end af smukke citrontræer.

Mod sund fornuft og alle odds vælger kvinden, Salma (spillet af den alvorligt udseende, men utroligt smukke palæstinensiske skuespillerinde Hiam Abbass), at tage kampen op og appellerer, hjulpet af den forelskede, noget yngre sagfører Ziad (Ali Suliman), beslutningen om at rydde området til højesteretten. Det pudsige er, at jo længere Salma holder på sin ret, desto mindre opbakning får hun.

Æreskrænkelser overalt

Det er ikke kun den israelske stat og deres murbyggeri, der kaster skygger ind i Salmas liv og citronlund, men hele den patriarkalsk anlagte arabiske kultur, der ser ærekrænkelser overalt. Den israelske stat tilbyder kompensation for rydningen af lunden, men uden at høre Salma, hvad hun ønsker, understreges det med største selvfølgelighed, at man ikke kan tage imod penge fra jøder.

Hjemme hos Salma skuler den afdøde mands billede olmt på alle besøgende, og i det nærliggende vagttårn hører vi absurditeter og logiske fejlslutninger fra en ung soldats brevkursus i filosofi. Men, fortæller Eran Riklis’ nænsomme film os, virkelighedens evigt repeterede absurditeter og fejlslutninger er langt værre end opdigtede. Og "Citronlunden" rammer os så stærkt fordi filmen i bund og grund afspejler troværdige menneskeskæbner klemt inde i helt ubegribelig konflikt som de implicerede parter ikke længere forstår, men ganske enkelt fører videre fordi soning er umulig, når paragraffer og stolthed først er groet ind i folk .

Instruktøren har før scoret internationale succeser med "Den syriske brud" og "The Cup Final" og filmen er da tydeligvis også skåret til præcis det samme publikum, der har taget flot imod Riklis’ tidligere film. Man kunne sagtens forestille sig "Citronlunden" mere bidsk og fandenivoldsk, men det ville sikkert også få Riklis’ værk til at fremstå unødvendigt provokatorisk anmassende og selvretfærdig.

Holder sit perspektiv

Her bliver der plads til gråzoner og gode karakternuancer uden at filmen på noget mister sit perspektiv og eller vakler i sit småtriste blik på en konflikt, der, i hvert fald i filmens optik, må være noget nær uløselig.

Om filmen

"Citronlunden", israelsk/tysk/fransk. 106 minutter. Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.

Cafebiografen, Odense.
  • Fyens Stiftstidende