DEN GLEMTE ARMÉ: 2500 danske mænd meldte sig til frivillig tjeneste i den britiske hær umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Gunner Pedersen var én af dem
Der skulle ske noget. Danmarks ry efter 2. Verdenskrig og den årelange samarbejdspolitik var noget flosset - for ikke at sige direkte negativ.

Det havde han det skidt med, den 19-årige knægt fra Brobyværk, som grublede noget over fremtiden, mens han passede køerne og markerne hos en midtfynsk bonde.

En annonce i Fyens Venstreblad standsede videre grublerier. Den engelske og danske regering var blevet enige om, at danske jens'er kunne aftjene værnepligten i den engelske hær, som dels led under de store tab fra verdenskrigen, dels trængte til at udskifte personalet ude i kolonierne for at holde sammen på det store imperium. Og så var der jo også lige japanerne, som endnu ikke helt var tæmmet i sommeren 1945.

- Det var en pludselig indskydelse, jeg fik. Sammen med en kammerat. Og måske lå der også et ønske om hævn et eller andet sted, siger Gunner Pedersen.

Han troppede op på sessionen i Odense og fik kort efter besked på, at han var egnet til engelsk militærtjeneste i infanteriet.

Omgivelserne var ikke glade for hans beslutning. Forældrene ømmede sig, "det er jo farligt", og vennerne i Brobyværk rystede på hovedet.

Men Gunner mødte på Odense Banegård, blev stuvet ind i toget, kørte til Holland og udskibet til Harwich og tog videre med tog til Canterbury, hvor alle rekrutter samledes til "fortræning".

Det var hårdt

Og så stod den på eksercits, våbenlære, marchture og lydighedstræning.

- Nu var jeg fra landet, så jeg kunne godt holde til det. Men det var hårdt, meget hårdt, siger Gunner Pedersen, som husker de engelske terrænbaner som det rene djævelskab.

- Vi skulle gøres til mandfolk, som de sagde, de engelske befalingsmænd, som var meget imponerede over de danske soldater.

Men ellers anede soldaterne ingenting. Hvor de skulle hen eller hvornår.

- Vi vidste bare, at vi skulle sendes et eller andet ud i verden. Al anden information var lukket.

Kunne ikke engelsk

Efter seks ugers træning blev de mange soldater - der var frivillige fra flere europæiske lande, blandt andre mange polakker - sendt ud til de engelske regimenter, og Gunner Pedersen plus 32 andre dansker kom til Madstone, hvor de dannede deres eget kompagni.

Befalingsmændene var engelske, og da de fleste danskere - inklusiv Gunner Pedersen - ikke kunne sige noget som helst på engelsk, havde man ansat en oversætter.

- Der var ikke noget, der hed sprogundervisning i mine syv år i skolen. Så det kneb noget i begyndelsen med at forstå, hvad der blev sagt. Men kommandosprog læres hurtigt.

I Madstone fortsatte træningen. Nu var de rigtige soldater, og faktisk levede de det frie liv. Nattegn var der ikke noget, der hed. Natten kunne bruges i sin fulde længde.

- Vi var meget populære i Madstone og blev ofte inviteret ind i private hjem, fortæller Gunner Pedersen.

Økonomisk klarede han sig også. Ved underskrivelsen af den tre-årige kontrakt fik han 80 cigaretter, og lønnen udgjorde 35 kroner om ugen.

- Det var bedre end at arbejde ved landbruget derhjemme. Da tjente jeg 500 kroner om året, siger Pedersen, som i det engelske også kunne glæde sig over at kunne købe cigaretter til en tredjedel af den normale pris. Cigaretfabrikkerne sponsorerede simpelthen hæren på denne måde.

Gunner Pedersens blev sendt til Gravesend i en opsamlingslejr, hvor han drev omkring et par uger.

Så kom udskibningen.

- Vi stimlede sammen i et fartøj i Dover. 2500 mand plus materiel, men vi anede stadig ikke, hvor vi skulle hen. Alt var hemmeligt, så hemmeligt, at vores adresse simpelthen bare var et kodenummer, husker han.

Gunner Pedersen blev sendt ud på en togtur gennem det sønderbombede Frankrig fra Calais til Toulon, hvorfra det gik videre med skib. Han endte i Alexandria, Egypten i foråret 1946.

- Vi blev installeret i en kæmpemæssig opsamlingslejr i Alexandria. Men der skete ikke rigtig noget de første uger.

- Jo, pludselig mødte jeg min ven hjemme fra Midtfyn. Han havde aldrig sendt sin ansøgning ind, fordi han skulle hjem til Jylland for at passe forældrenes gård. Men så var han blevet uvenner med dem og var taget afsted.

- Det var mærkeligt. Vi nappede lige en fornøjelsestur.

Trods lediggang var opgaven var dog klar nok. Egypterne og kong Farouk var særdeles varme på at få fingre i Suez-kanalen, som var et et engelsk-fransk foretagende.

- Vi blev sendt til Suez, lå i en stor lejr i ørkenen sammen med et skotsk regiment. Vi fejrede jul dernede og blev så sendt til Ismalia. Vores primære opgave var vagttjeneste. Dels i selve lejren, dels ved transporter, siger Pedersen.

- Vi var ikke så vellidt dernede. Egypterne kunne ikke lide englænderne, så vi måtte ikke forlade lejren alene. Men bortset fra øvelser i ørkenen oplevede vi ikke så meget. Alligevel var det aldrig kedeligt. Og det var varmt.

- Vi havde vores klubber at gå i. Her var dansesale, og tyske krigsfanger dannede et fortrinligt danseorkester. De boede i egne lejre, men kunne gå frit ude. Blot havde de en farvestrålende lap syet på bukserne, så man kunne se, at de var krigsfanger.

Ingen krig

Men ellers var der ikke meget tilbage af krigen, og der var heller ikke risiko for at Gunner Pedersen og hans kompagni ville blive direkte involveret i krigslignende handlinger.

- På den anden side af kanalen og ørkenen, i Palæstina, var der megen ballade. Der røg en fem-seks danskere i lokale kampe. Hos os var det mere fredeligt.

- Vi skulle da passe på os selv. Mange områder i de egyptiske byer var jo "out of bound", dvs. engelske soldater måtte ikke komme der. Men egypterne forsøgte ofte at lokke os ind i områderne. "Fanske piger, franske piger", lokkede de. Og de, der lod sig lokke, kom tilbage uden en trevl på kroppen. Hvis de kom tilbage, siger veteranen, som ikke på noget tidspunkt spekulerede på risikoen for at blive dræbt.

- I den alder er man jo udødelige, siger han.

Pludselig var det hele overstået. Gunner Pedersen, regimenterne og tonsvis af militært isenkram blev pakket ned - af egyptere - alt skulle med hjem til England.

- Vi holdt vagt ved skibet i flere dage. For egypterne var ferme til at stjæle. De kunne stjæle det tæppe, vi sov på, uden vi opdagede det.

- Vi sejlede fra Alexandria til Liverpool. 2500 mand og militært udstyr til en krig. Derefter blev vi flyttet rundt en tre-fire forskellige steder, men lavede ellers ikke noget.

Gunner Pedersen blev oppasser for en officer, sørgede for at han ikke sov for længe, at han fik sin morgente, og at han kunne spejle sig i sine sko. Men kun et par måneder var han i butlerens seng, så blev regimentet nedlagt, og Gunner Pedersen hjemsendt i maj 1948.

Han overvejede at snuppe tre år mere i uniform, men tog i stedet i sit nye tøj - klædt på fra inderst til yderst på hærens regning - til London, hvor han arbejdede nogle måneder på et hotel som elevatorfører og receptionsmedarbejder.

- Egentlig havde jeg ikke travlt med at komme hjem, men pludselig blev jeg alligevel klar over, at jeg måtte hjem for at komme igang med en civilt arbejde. Datoen for udløbet af min gratis hjemrejse nærmede sig.

- Jeg kan ikke huske præcist, hvornår det var. Det må jeg spørge min kone om, for hun sagde goddag til mig, lige da jeg kom hjem, siger nummer 14195877 i The Queens Own Royal West Kent.
  • fyens.dk