BOG: H.C. Andersen havde mange vigtige forbindelser til USA og var tæt på at tage på den store rejse, siger et dansk-amerikansk journalistpar, der har nyoversat Andersen til det amerikanske marked
De lange skibsrejser til Amerika var i den første halvdel af 1800-tallet forbundet med store farer. Især gjaldt det for de rejser, der foregik med sejlskib, der varede seks til otte uger. Passagerne kunne langt fra tage for givet, at de ville nå frem til Den nye Verden i live. Skibe sank. Epidemier hærgede. De sammenstuvede 3. klassepassagerer, der ofte fragtedes, som var de slaver, havde det med at begå optøjer, og dertil kom, at madforgiftning ikke var ualmindelig.

Men den katastrofe, der ramte det 2334 tons tunge dampskib, "Austria", med 560 passagerer om bord, den 13. september 1858 et par uger efter, at det havde forladt Hamburg, var alligevel i en klasse for sig. Det var, skrev New York Times den 27. september, da nyheden om ulykken blev kendt, "en af de mest horrible katastrofer on record."

Ud for Halifax, og to dagsrejser før skibet forventedes at anløbe New York, skete katastrofen. New York Times beskrev den således: "Kort tid efter klokken 14 stod der tykke bølger af røg ud af døren til kahytterne. Skibet blev straks sat på halv kraft, og hun fortsatte indtil (krudt)magasinerne eksploderede. Brand brød ud og spredte sig med frygtindgydende hast. Fruer og herrer sprang i havet. To og tre ad gangen. Nogle af fruerne stod i flammer."

På mirakuløs vis overlevede 67 passagerer. Men langt de fleste om bord på "Austria" døde. En af de omkomne var en 53-årig dansk kvinde: Henriette Wulff - H.C. Andersens betroede hjerteveninde. Hun var, og det lagde H.C. Andersen aldrig selv skjul på, det tætteste han kom på at have en muse.

Med hende døde ikke kun en af den verdensberømte forfatters vigtigste inspirationskilder. Hans amerikanske drøm, for så vidt han havde en, brast også for altid.

Den rejseglade forfatter, der frygtede og så vidt muligt undgik skibsrejser, havde aldrig for alvor turde hengive sig til en amerikansk drøm, skønt det var almindeligt blandt samtidens store forfattere og kunstnere at se og lade sig inspirere af Amerika.

Men Henriette Wulff, der var begejstret for USA, og som besøgte landet flere gange, havde været tæt på at få H.C. Andersen til at trodse sin angst for sørejsen. I 1855 skrev Henriette et entusiastisk brev fra USA til ham, og han svarede, at hendes brev havde været så inspirerende, at han ønskede, at han kunne være på den anden side af oceanet, og at han nu var gået så vidt som at tage et landkort frem.

Men da hun så tre år senere blev opslugt af Atlanterhavet, vidste han, at til det forjættede land skulle han aldrig komme.

Disney og Andersen

Set i bakspejlet var det synd for Andersen - og for USA - at han aldrig fik set det forjættede land, understreger det dansk-amerikanske journalist-ægtepar, Diana Crone Frank og Jeffrey Frank, som Fyens Stiftstidende har mødt i deres elegante lejlighed på Upper West Side i Manhattan.

Diana er dansker, men har boet i USA i over 30 år, hvor hun er dokumentarfilm-producer ved den landsdækkende tv-station, ABC. Jeffrey, en amerikaner, der læser og taler dansk, er romanforfatter og redaktør ved det toneangivende og prestigefulde ugemagasin, The New Yorker.

Ægteparret har nyoversat et udvalg af H.C. Andersens eventyr til det amerikanske marked, som er blevet udgivet på den danske forfatters oprindelige forlag i USA, Houghton Mifflin Company. Oversættelsen, "The Stories of Hans Christian Andersen. A new translation from the Danish", har modtaget overstrømmende anmeldelser i den amerikanske presse for sit elegante og friske sprog.

I forbindelse med oversættelsesarbejdet opholdt Diana og Jeff Frank sig en længere periode på Det Kongelige Bibliotek, hvor de læste og kortlagde Andersens korrespondance med hans amerikanske kontakter. Deres forskning har de skrevet om i New Yorker'en og i forordet til deres oversættelse. Det viser sig, siger de, at Andersen til trods for, at han aldrig kom til USA, havde mange og for hans forfatterskab vigtige forbindelser til Amerika.

Alligevel vedblev han med i forhold til USA, som Frank-ægteparret formulerer det, "at være fanget i sit lille danske sprog". Han udlevede aldrig helt sit litterære potentiale over for et amerikanske publikum for indtil det 20. århundrede var de fleste oversættelser af ham hårrejsende amatøragtige - nogle foretaget på grundlag af tyske oversættelser, andre foretaget af oversættere, der frit pyntede på historierne eller skar store bidder af historierne bort - hvilket betød, at Andersen aldrig for alvor vandt anerkendelse. Af et amerikansk publikum blev han primært set som en ganske vist dygtig, men også stilistisk stærkt begrænset forfatter, hvis virke alene bestod i at skrive eventyr for børn.

Det rygte lider hans navn fortsat under i USA. H.C. Andersen, for så vidt han er kendt i brede kredse herovre, forbindes stadig ofte med den vildt mytologiserede og historisk ukorrekte figur i Danny Kay-filmen "Hans Christian Andersen", eller han associeres med Hollywood-tegnefilm som "Den Lille Havfrue".

Dertil kommer, at de amerikanere, som kender Andersen i USA i dag, ofte kalder ham for Hans Andersen, hvilket enhver dansker ved, er en dødssynd, eller mere præcist: Ingen dansker kender Hans Andersen som andet end et pæredansk navn.

Det er på grund af dette lidet imponerende eftermæle, at det set i historiens bakspejl var synd for Andersen - og synd for USA - at han aldrig tog rejsen over Atlanten. En rejse kunne have udbygget kendskabet til ham blandt amerikanerne, og kunne dermed have sikret, at han fik bedre oversættelser langt tidligere, således at han også i USA ville have fået den plads som en af det 19. århundredes store litterære skikkelser, han fortjener.

Søster Wulff

Så hvad var Andersens amerikanske forbindelser - og hvad betød de for ham?

Svaret leder tilbage til Henriette Wulff. Hun blev født i 1804. Hun var den ældste datter af den senere admiral Peter Wulff, og den lynende begavede, men skrøbelige og lettere vanføre Henriette (hun var pukkelrygget), voksede i bogstaveligste forstand op i de litterære københavnske saloner, hvor hun omgikkes samtidens danske kulturelle elite.

Peter Wulff var en aktiv og bemidlet skikkelse i det danske åndsliv, og en af de potentielle sponsorer den unge, akavede H.C. Andersen opsøgte. I 1822 traf han den jævnaldrende Henriette, der hurtigt så hans evner som digter og som gennem hele sit liv forblev en varm beundrer af ham. Andersen blev lige så indtaget i hende- omend deres forhold altid var platonisk. Deres omfattende brevveksling viser, at de havde et ideelt søskendeforhold.

Andersen indledte ofte sin breve til hende med ordene: "Min kjære søsterlige Veninde!"

Når Henriette Wulff i så høj grad blev en slags muse for ham, skyldtes det ikke kun hendes enorme belæsthed, og at hun formentlig var den person, der gav ham det bedste, mest ærlige modspil, men også at hun var en usædvanlig modig eventyrer, en tilhænger af demokratiet og en feminist, der var langt forud for sin tid, og som i sine breve konstant kunne fodre digteren med indtryk og impulser fra sine mange, lange og eksotiske rejser.

I særlig grad var Wulff tiltrukket af det demokratiske Amerika, som hun besøgte flere gange i 1850'erne. Og noget af det første, hun gjorde på den anden side af Atlanten, var at prøve at lokke Andersen på besøg. I brevene forsøgte hun sig med et middel, hun vidste meget vel kunne få Andersen ud af starthullerne: smiger.

I et brev fra Vestindien i 1850 skrev hun til Andersen: "alle tale de om Andersen, om den Forgudelse han er Gjenstand for overalt i Nord-Amerika. Hvorfor skulde De ikke gjøre en Rejse dertil, hvad enkelte Damer kan gjøre allene (sic) og med Lethed, vil jo ogsaa De kunde."

Efter at Wulff senere på rejsen havde besøgt det nordlige New York, og herunder Niagara-vandfaldene, skrev hun igen for at fortælle, hvor elsket han var i Amerika, hvorefter hun appellerede til forfatteren i Andersen:"Og De vil ikke se Niagara! Ikke se det Skjønneste i Naturen her paa vores jord! Ikke skildre den for Deres Medmennesker med Deres gandske ejendommelig malende Ord, der gjør at man ofte troer at have seet, hvad De har beskrevet!"

Andersen tog hendes opfordring om at komme alvorlig og røbede over for hende, at var der noget, der faktisk kunne få ham til at begive sig på den lange rejse, så var det penge. Han skrev: "Ja det er dejligt nok, men det er for mig kun en smuk Phantasie. Veed De hvorledes De skulde bedre faae mig bragt paa Rejse-Tanker, det er ved at De skriver, saa er det for Døgnet i gode Hoteller derovre. Jeg har angst for den store Søreise, thi jeg lider der, men sligt kunde jeg overvinde og udholde, ja jeg kom strax til Amerika, naar derovre en riig Mand eller Kone, gav mig, ved deres Testament, Midler hertil."

Det endelige farvel

Wulff mødte store personligheder og progressive tænkere i USA, der ønskede at hjælpe hende med at få Andersen til Amerika. Den svenske feminist og forfatter Fredrika Bremer introducerede hende til ægteparret Marcus og Rebecca Spring.

Marcus var en velhavende handelsmand, men også en idealistisk fritænker med socialistiske tilbøjeligheder, der sammen med sin kone Rebecca grundlagde den såkaldte Raritan Bay Union i Eagleswood, New Jersey, en slags fristad inspireret efter den franske socialist Charles Fouriers idealer om et samfund, hvor ejerskab og arbejde var kollektivt.

Ægteparret Spring, der var særligt udtalte modstandere af slaveriet, havde usædvanligt gode kontakter til det litterære miljø i USA og omgikkes tidens store tænkere, forfattere og digtere, herunder Ralph Waldo Emerson, James Russell Lowell og Henry David Thoureau.

Spring-ægteparret mødte på foranledning afWulff H.C. Andersen under en rejse til Europa i 1854, hvor de opholdt sig i København i seks dage. Ifølge Diana og Jeff Frank opstod der straks et varmt og tæt venskab mellem ægteparret og Andersen. De var sammen hver dag under ægteparrets ophold i København.

Da ægteparret Spring kom tilbage til USA begyndte også de - og sammen med Wulff, der igen var i Amerika i 1856 (hvor hendes bror Christian til hendes store sorg døde i South Carolina) - at forsøge at lokke H.C. Andersen ud på rejsen over Atlanterhavet. Og nu syntes den danske forfatter villig til at ville foretage rejsen. For som Andersen skrev tilbage til Wulff, havde han fundet landkortet frem.

Flere gange lød der rygter om, at han var på vej over Atlanten. Men Henriettes død - hun var blevet træt af det provinsielle kulturelle miljø i København og besluttede sig for at udvandre og bosætte sig i Eagleswood-kollektivet - satte et endegyldigt punktum for hans rejseplaner og plagede ham for altid med en dårlig samvittighed.

Inden hun efter megen tøven til sidst tog med dampskibet fra Hamburg skrev hun til Andersen, der på dette tidspunkt opholdt sig i Tyskland blot et par timers rejse fra havnebyen, om ikke nok han ville komme og sige farvel. Han afslog ud fra begrundelsen, at han ikke ville have, at hun tog af sted. Men hun var såret og undlod ikke at lade dette skinne igennem i sit sidste brev til ham. Resten af sit liv ønskede han, at han dog bare havde set hende denne sidste gang.

Ud af børneværelset

Ironisk nok blev Andersens forbindelse til USA tættere efter Henriettes død. I begyndelsen af 1860'erne modtog H.C. Andersen beundrende breve fra Horace Scudder, en ung redaktør og skribent i Boston. I 1868 blev Scudder redaktør for magasinet Riverside Magazine for Young People, og han spurgte, om ikke Andersen ville skrive 12 nye historier til magasinet til en betaling af 500 dollar. Andersen svarede, at han kunne levere tre nye historier.

Scudder og Andersen begyndte at skrive flittigt til hinanden og et nært venskab - så nært som det kunne blive pr. brev - udviklede sig. Scudder var så interesseret i Andersens forfatterskab, at han lærte dansk for selv at kunne oversætte ham. Scudder var med til at sikre, at forlaget Hurd and Houghton udgav Andersens samlede værker (men det var ikke nogen imponerende oversættelse) - og Andersen gav ham til gengæld en samling historier, som blev udgivet i USA, før de udkom i Danmark.

Skønt Scudder nu også forsøgte at få Andersen til USA og lovede, at han ville blive behandlet som en fyrste, hvis han kom, afviste forfatteren ideen helt. Han ville - skrev Andersen tilbage - være kommet, hvis han var yngre, og hvis ikke et ocean adskilte dem.

På sine ældre dage syntes Andersen at blive mere kritisk over for USA. I et brev til den norsk-amerikansk professor Hjalmar H. Boyesen, der også forsøgte at lokke danskeren til Amerika, spurgte han om det var rigtigt, at gaderne i New York var så myldrende, at man ikke kunne krydse dem. Boyesen skrev tilbage, at det var sandt, at der var visse tidspunkter på dagen, hvor trafikken var så tæt på Broadway, at en rigtig frue ikke ville krydse vejen uden politieskorte.

Andersen svarede, at så var New York ikke noget sted for ham.

Men samtidig med, at Andersen skrev disse ord, vedblev hans berømmelse som børnebogsforfatter med at vokse i USA. I 1874 - et år før han døde - rygtedes det blandt amerikanske læsere, at forfatteren var syg, hvilket medførte, at et dagblad i Philadelphia, The Evening Bulletin, indsamlede penge til ham. Indsamlingen tog sit udspring i et initiativ, en pige tog, da hun skrev et brev til ham og medsendte en dollar. Billedet man havde af Andersen i USA var af en forarmet, forhutlet, ensom gammel mand. Evening Bulletin annoncerede, at der fandtes en "børnegæld" til Andersen og opfordrede læserne til at få deres børn til at sende breve og indsamle penge til forfatteren. Et beløb på 200 rigsdaler blev indsamlet og overrakt til en forbløffet og aldeles velhavende Andersen af den amerikanske ambassadør i København.

Episoden illustrerer måske bedst det billede, man havde af Andersen i USA dengang og det billede, der stadig er fremherskende.

Med deres nye oversættelse håber ægteparret Frank, at "tage Andersen ud af børneværelset og placere ham solidt i det litterære parnas". Og skal man dømme ud fra de amerikanske anmelderes begejstrede reaktion, kan deres vision meget vel blive realiseret.

The Stories of Hans Christian Andersen. A new translation from the Danish. Selected and translated by Diana Crone Frank and Jeffrey Frank. Houghton Mifflin Company, Boston, New York, 293 sider (med originale illustrationer af Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølich.

Bogen udkommer også i Storbritannien til efteråret på Granta.
  • fyens.dk