Historien om Anders Fogh Rasmussens forvandling af Venstre til et bredtfavnende midterparti
Der var et jubilæum, som partiet Venstre lod passere i absolut stilhed i slutningen af 2001 - 75-året for tiltrædelsen af regeringen Madsen-Mygdal i 1926.

Her var ellers et liberalt ikon, der var værd at fejre, skulle man synes. Med Thomas Madsen-Mygdal ved roret fik befolkningen i årene 1926-1929 liberalisme for fuld udblæsning. Ingen af partiets efterfølgere i statsministersædet, Knud Kristensen, Erik Eriksen og Poul Hartling, fik tilnærmelsesvis så meget ren Venstre-politik igennem, som den gamle bondefører.

Og nytiltrådte Fogh havde slet ikke tænkt sig at gøre forsøget. Tværtimod. I Venstres historiebog skulle Madsen-Mygdal gemmes langt væk.

Madsen-Mygdal kunne nemlig forstyrre den store omlægning, som Venstre var ved at afslutte - partiets lange march mod midten.

I den socialdemokratiske version er Hans Mortensens bog historien om "det store tyveri". Med Fogh ved roret skrottedes de værdier og mærkesager, som appellerede til ældre vestjyder og ikke ret mange andre.

Kirsebærvinen

Som en undersøgelse midt i firserne viste: Venstres vælgere drak mere kirsebærvin end resten af befolkningen.

Med dygtige spindoktorers assistance lagde Fogh elegant afstand til sin bog om minimalstaten, og han udnyttede dygtigt, at Socialdemokraterne havde svært ved at finde egne ben i udlændingepolitikken. Venstre gik på vælgerstrandhugst på midten - med succes.

I en venligere fremstilling er bogen fortællingen om moderniseringen af et parti. Om politiske strateger, der indser, at moderne danskere er tryghedsnarkomaner, som ikke ønsker store forandringer over night, men som værdsætter, at valgløfter holdes.

Vel at mærke valgløfter, som er konkrete og letfattelige, hvilket Fogh pudsigt nok lærer hos engelske Labour.

I disse bestræbelser fremtræder Fogh og Claus Hjort Frederiksen som det stærke makkerpar, der stålsat nedkæmper oprørsforsøgene fra vildfarne ultraliberalister.

At justere kurs og skifte standpunkt er ikke tilpasninger, som Venstre har monopol på. Men man må formode, at Foghs og Hjorts drejning af Venstre er så markant, at historikere om føje år vil dykke ned i den lange manøvre, fordi Fogh ved tre valg i træk har besejret det 20. århundredes dominerende politiske magtfaktor.

Her kommer Hans Mortensen på glimrende vis historikerne i forkøbet. For den i forvejen politisk interesserede læser er der ikke de store nyheder i bogen, som til gengæld giver sammenhæng og fint overblik over Foghs store projekt.

Om bogen - udkommer i dag
Hans Mortensen: "Tid til forvandling - Venstres vej til magten", 224 sider, 249 kroner, Gyldendal.
  • Fyens Stiftstidende