Anmeldelse

Stærkt hold i ny scenisk opsætning af ABBA-drengenes rockmusical om skak, storpolitik og ikke mindst kærlighed.

Musical: "Chess" er historien om verdensmesterskabet i skak, udkæmpet i 1980'erne, mellem russere og amerikanere, en fed metafor for koldkrigsperiodens korrumperede storpolitiske magtspil, intriger, sejre og nederlag. Spørgsmålet er så, om en ny opsætning af ABBA-drengenes dystre og sørgmodige symfoniske rock-musical holder i dag, eller om den bare bliver lidt overfladisk historieundervisning med musik til.

Om forestillingen

"Chess"Tivolis Koncertsal, fredag 19. januar 2018: "Chess". Musical af Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Tim Rice. Iscenesættelse: Mark Clements. Dirigent: Mikkel Rønnow. Scenografi og kostumer: Peter McKintosh. Koreografi: Nick Winston. Lysdesign: Tim Mitchell.

Medvirkende: Stig Rossen, Xenia Lach-Nielsen, Bjarne Langhoff, Pernille Petersson, Kristian Vetter, Jakob Zethner og Martin Loft m.fl.

Musicalen varer to timer og 40 minutter inkl. pause og opføres i Tivoli indtil 17. februar. Derefter på turné til Aarhus, Odense, Vejle og Holstebro.

Svaret er, at den holder, men netop fordi instruktøren Mark Clements i høj grad lægger et forøget fokus på fortællingens kærlighedsdrama. Og den holder også, fordi det er et ualmindeligt stærkt og velfungerende hold på og bagved scenen, der mere end blot leverer varen.

Imponerende flow

Opsætningen er præget af et imponerende flow i en helt enkel og turnévenlig scenografi, hvor de mange skift fra hotelværelser til tyrolerknejper, fra tv-studier til skakspillets arenaer afvikles kvikt og elegant. Bortset fra ensemblets farvestrålende tyrolerdragter eller smukke thai-kostumer er alt i gråt, sort og hvidt.

Bag- og sidevægge udgøres af mørktonede ruder, som kan lukkes op og i, og som man kan lure bagved. Takket være en særdeles velfungerende lyssætning kommer der liv i tableauerne, så selv i den stillestående koreografi i store dele af anden akt, hvor instruktør og scenograf synes at være løbet tør for ideer, hjælpes handlingsforløbet på vej.

Xenia i centrum

Men det er først og fremmest forestillingens musikalske styrke, der løfter og imponerer. Helt i centrum i denne opsætning står Xenia Lach-Nielsen med sin fremstilling af Florence. Med et enormt vokalt overskud og et glimrende tag på skuespillet bliver hun en troværdig taber i spillet.

Stig Rossen tegner igen et fint portræt af den ærlige, oprigtige og melankolske russer og fryder med sin stemmes kraft og sin stålsatte musicaltæft, en stor præstation. Bjarne Langhoff er den flabede, drikfældige, paranoide og tyggegummignaskende Freddie Trumper, som vi jo så alligevel får lidt medlidenhed med undervejs. Han synes at befinde sig godt i rollen og giver sig selv fuldt ud i hele sit vokale register.

Også de mindre roller er flot besat: Jakob Zethners Molokov, med smårussisk accent, er slesk og bundsolid, Kristian Vetter som Dommeren kan sin metier, og Pernille Peterssons Svetlana er rørende og velsyngende.

Toppræstationer

De 16 sangere og dansere i ensemblet yder absolutte toppræstationer - og lækkerierne vælter op fra orkestergraven, ikke bare i ørehængernes akkompagnementer, men i hele det kompositorisk komplicerede partitur, kompetent formidlet af dirigenten Mikkel Rønnow.

Bortset fra en overraskende tam og afdæmpet engelsksproget version af "One Night in Bangkok" foregår det hele på dansk. Et dristigt valg kunne det synes. Tim Rices engelske tekst er nemlig særdeles ordrig og ofte finurligt knudret, men det er lykkedes Jesper Malmose at oversætte til et mundret og naturligt dansk. Så nu er chancen der til at kunne forstå hele det lidt kringlede handlingsforløb, først i Tivoli og så i det jysk-fynske. Ikke noget at betænke sig på - 60.000 har allerede købt turen til Merano og Bangkok.

  • fyens.dk