Den odenseanske forfatter Jun Feng måtte i 1989 flygte fra de kinesiske myndigheder på grund af sine digte. Siden da har kollegerne i hjemlandet fået friere tøjler, men styret beskærer eller forbyder stadig bøger og film, som "truer den nationale ære"
Politiet begyndte for alvor at holde øje med Jun Feng i 1980'erne, da han under pseudonymet Jimbut skrev digtet "Det første spørgsmål". Værket fik nemlig kultstatus blandt studenter i hele Kina, og selv om det ikke var decideret politisk, blev digtet opfattet som fjendtligt over for magthaverne.

Derfor måtte Jun Feng til afhøring hos politiet. Og efter hans deltagelse i de store studenterdemonstrationer i Shanghai i 1986 var regimets håndlangere igen på nakken af den åbenmundede gymnasielærer, der blandt andet havde provokeret skoleledelsen ved at skrive "Mit kære parti" på bagdelen af sine bukser.

Fakta

Kilder til artiklen: Kilder: Daily Telegraph, Imdb.com, Nis Olsen, Politikens korrespondent i Beijing.

Links til hjemmesider med kinesiske kunstnere: www.momao.com www.newchineseart.com www.chineseartnet.com www.chinese-art.com

- Mit hjem blev ransaget, og jeg blev fængslet i nogle dage, fordi myndighederne mente, at mine digte var en trussel mod styret. Jeg var selvfølgelig bange for at havne i en genopdragelseslejr som så mange andre kunstnere i Kina, men jeg vidste trods alt, at jeg ikke ville blive skudt, fortæller den kinesiske forfatter fra sit hjem i Odense, hvor han siden 1992 har arbejdet som forfatter og oversætter efter at være flygtet fra sit hjemland.

Blå bog

Jun Fengs blå bog:

Født 11. april 1965 i Shanghai.

Blev kendt som undergrundsdigter og romanforfatter i Kina i 1980erne under pseudonymet Jimbut.

I 1988 blev han optaget i et buddhistisk munkekloster for at skjule sig for de kinesiske myndigheder. Det lykkedes politiet at opspore ham, og i 1989 flygtede Jun Feng så til Thailand, hvor han levede som munk i halvandet år. Derfra gik turen videre til Laos, hvor han på grund af et falsk pas blev fængslet.

Med FN og Amnesty Internationals hjælp slap han i 1992 væk fra halvandet års indespærring med tortur, sult og daglige ydmygelser og endte i Danmark, hvor han lærte sig dansk og blev magister i filosofi ved Syddansk Universitet i 1992.

Arbejder i dag som forfatter, tolk og oversætter og har gennem årene oversat en lang række danske forfattere til kinesisk - heriblandt H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, som han allerede studerede hjemme i Kina.

Har fået flere legater og priser - blandt andre Tucholskyprisen i 2003, der uddeles af den svenske afdeling af organisationen PEN, som kæmper for retten til at ytre sig frit. Prisen blev givet på baggrund af romanen "Tiden er til fest".

På trods af sin bopæl i Danmark arbejder den 43-årige dansk-kineser stadig sammen med nogle af sine gamle kunstnervenner i Kina - heriblandt musikeren og dramatikeren Zhang Guangtian, der sad i genopdragelseslejr i tre år. Samme skæbne er overgået en lang række andre kinesiske kunstnere, der har tilladt sig at kritisere det kommunistiske overherredømme.

Film skæres og forbydes

Og det skyldes mest af alt, at kineserne har en opfattelse af, at kultur og stat er to sider af samme sag, mener Denise Gimpel, der forsker i Kina på Københavns Universitet.

- I Vesten har vi løsrevet os fra staten, men i Kina hænger kunst og kultur uløseligt sammen med nationen. Så hvis man kritiserer forholdene i sit land gennem sin kunst, skider man populært sagt i egen rede, siger hun.

Regeringens afdeling for censur har da også travlt med at registrere, hvad der foregår i kulturlivet og medierne. Over 400 mennesker er ansat til at overvåge og censurere samtlige aviser, ugeblade, tv, radio, bøger, film og internettet.

De omkring 250 millioner internetbrugere kan langt fra søge på alt. Med hjælp fra blandt andre Google har regimet gjort det umuligt at gå ind på hjemmesider, der indeholder emner som Tibet, Amnesty International, massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 og den forbudte bevægelse Falun Gong.

Også filmbranchen mærker, at der er lang vej endnu, inden man kan tale om total ytringsfrihed. Senest var det den kinesiske film "Lost in Beijing", der fik en tur med saksen. Li Yus beretning fra samfundets bund indeholder blandt andet scener med voldtægt, pengeafpresning og prostitution - og det var for stærk kost for statscensuren.

Til at begynde med blev der skåret 20 minutter af filmen, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin i 2007. I januar i år blev "Lost in Beijing" så helt forbudt i Kina med den begrundelse, at filmen var blevet vist i udlandet først - uden myndighedernes tilladelse.

Samtidig fik filmens producer forbud mod at beskæftige sig med film i to år.

Værker slipper ud

Alligevel lykkedes det for et stort antal kinesere at se den 112 minutter lange originalversion, som hurtigt spredte sig som piratkopi. Filmens bagmænd blev beskyldt for selv at stå bag distributionen af det forbudte materiale, men nægtede enhver forbindelse til det.

Ang Lees seneste film "Lust, Caution" faldt heller ikke ligefrem i censurkorpsets smag. De hede sexscener blev beskåret med syv minutter, før den blev tilladt i de kinesiske biografer. Konsekvensen var, at tusindvis af kinesere strømmede til Hongkong for at se den oprindelige udgave - et fænomen, der også gør sig gældende med bøger.

- Det er ikke svært at skaffe originalversionen af samfundskritiske bøger, for de cirkulerer ofte i håndskrevne kopier. Og selv om der er streng kontrol, slipper der alligevel masser af ting ind over grænserne. Når noget bliver forbudt eller censureret, bliver det jo ekstra interessant, siger Denise Gimpel.

En af de bøger, der har fået det røde kort af censuren og dermed er blevet attraktiv, er Yan Linakes satiriske kærlighedsroman "Folkets tjener", der netop er blevet oversat til dansk. "Forbudt i Kina" står der med store typer på et bånd, der er lagt omkring omslaget på bogen, der skildrer tiden under kulturrevolutionen i 1967.

Her kan man også læse Kommunistpartiets propagandaafdelings begrundelse for at forbyde romanen, som intet kinesisk forlag turde udgive: "Denne bog ærekrænker Mao Zedong og hæren og er fyldt med sex. Må ikke distribueres, udleveres, kommenteres, omtales eller gengives".

Det er nu sket alligevel gennem uddrag i undergrundstidsskrifter, og fortællingen om et korrupt magtsystem og hård politisk opdragelse er ligeledes blevet oversat til en række sprog.

Friere forhold

Ifølge Denise Gimpel har kulturlivet i Kina dog alligevel fået noget friere tøjler de sidste 30 år. Og det udnytter mange unge kunstnere, der har gjort malerier og fotokunst med stærkt erotiske undertoner til en indbringende levevej. Deres kunst sælges fra gallerier i storbyer som Shanghai, Hongkong og Beijing samt via hjemmesider på nettet.

- Man har fundet ud af, at det sælger godt i Vesten, så meget af den moderne kinesiske kunst, vi præsenteres for, bliver udelukkende lavet for at tjene penge. Og da der for det meste er tale om avantgardekunst, der ikke når ud til de store masser, bliver det accepteret af styret, siger hun.

Spørger man Jun Feng, er de kinesiske myndigheder da også mere bange for massemedier som tv, radio og aviser, der taler til mange flere mennesker - også dem i de fattige yderdistrikter.

Og når forfatteren i dag besøger familie og venner hjemme i Kina med sit danske pas i lommen, kan han da også mærke, at interessen for hans person ikke længere er så intens.

- Til at begynde med kom politiet hele tiden rendende og stillede en masse spørgsmål. Sådan har det ikke været de sidste par gange, men jeg bliver stadig skygget og overvåget. Jeg frygter dog ikke for min sikkerhed, for man fængsler ikke længere systemkritikere. I stedet chikanerer man i det skjulte for at fremstå mere tolerante over for omverdenen, siger Jun Feng og tilføjer, at regimet i OL-værtslandet ikke betragter samfundskritiske kunstnere som kunstnere, men som politiske aktivister, der er ude på at "true den nationale ære og sammenhold".
  • Fyens Stiftstidende