ALTERNATIV: Festival er andet og mere end musik, mjød og Mc-mad. Festivalgæster på byvandring
- Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg går, så længe jeg kan holde jer ud, siger Kaj Kromann Larsen.

Han er guide på byvan-dring i det gamle Rudkøbing, festivalbyen der i en uge er mange større end sig selv og derfor temmelig opkogt.

Men mens de fleste for en tid glemmer alt om Sundhedsstyrelsens anbefalede dosis og gode råd for et længere liv, så findes der skam turister, der snører vandreskoene og lægger de 25 kr. for at deltage i vandring tilbage i historien.

Midaldrende festivaldeltagere, som ikke lige er til Nik & Jay på Store Scene, men som satser på at nå tilbage til Birthe Kjærs "Vi maler byen rød", eller et par sjællandske tilflyttere på samme alder, som for syv måneder siden har købt én af de dyre og dejlige lejligheder i Pakhuset ved havnen, og som lige vil udnytte chancen til at lære byens rødder at kende.

- Vi er kun lige herovre for at tømme postkassen, for vi har ikke fået solgt vores hus på Sjælland endnu, siger parret, der absolut ikke er på festival, men som i høj grad nyder den leben, larm og vrimmel af mennesker, der får byen til at blomstre.

- Der plejer jo at være rimeligt dødt herovre, siger han.

Der var en gang...

Men sådan har det ikke altid været, siger guiden Kromann, der mener at kunne tidsfæste øens tilbagegang til 1962, da Langeland blev landfast.

- Man glemte, at en bro ikke fører til, men også væk fra noget, og det kostede arbejdspladser, virksomheder og institutioner, siger Kromann, der er født i Spodsbjerg, men flyttede til Rudkøbing i 1938 for at gå i købmandslære.

- Nu slår man de tre fattige langelandske kommuner sammen, og det bliver det næppe bedre af. Vi bliver nødt til at bejle til Svendborg.

Lyder det som en guide, der er politisk interesseret, så er det ikke helt forkert. Kaj Kromann er er tidligere medlem af byrådet i Rudkøbing i to perioder for Venstre, som han senere blev ekskluderet fra, og for en borgerliste og Fyns Amtsråd i en enkelt periode, men bruger pensionistens frihed til at guide turister i byen og på øen. For som han siger, så kender han hvert et hus, i hvert fald udefra.

- Husenes sjæl kender jeg derimod ikke. Det har jeg måttet læse mig til. Og det, jeg fortæller, er delvist sandt, siger han og smiler.

I en by der sandsynligvis har mere end de officielle 717 år på bagen klæber historierne sig til huse og stræder, og det er måske ikke alle, der kan tåle en dybere efterforskning. Men Kromann kan dem, og deler rundhåndet ud af sin viden, og undlader ikke at fortælle, at det med at huske årstal har været bedre.

- Det kan mine gæster som regel heller ikke, så det gør vel ikke så meget, siger han og indleder med at slå fast, at det historiske Rudkøbing først og fremmest er Købmændenes By, Mads Langes By og Ørstedernes By.Og det er deres by, man nu prøver at bevare, og det er den by, han fortæller om.

Rådhuset, der også en gang var byens fængsel, Hestehandlergården i Ruestræde, hvorfra der vistnok aldrig er handlet heste, men hvor der sikkert og vist er brygget både øl ogbrændevin.

Ingen steder synes der at være så stor interesse for at brygge øl og fremstille brændevin som i Rudkøbing, kunne Kromann citere en ældgammel historie-fortæller for at have skrevet.

Bymøller halter

Til gengæld kniber det med interessen for at få Bymøllen færdig-restaureret. Der er ikke penge til at lægge "hatten" på plads, men nu har Kromann også tænkt sig at gøre noget.

- Jeg var med ved A.P. Møller-generalforsamlingen i Svendborg for et par måneder siden. Ikke fordi jeg har aktier i foretagendet, men fordi jeg er seniorreporter på lokalradioen hernede. Og jeg hilste faktisk på Mærsk McKinney Møller.

- Nu har jeg tænkt mig at skrive til ham og spørge, om han ikke vil donere de 250.000 kr., det koster at gøre møllen færdig, siger Kaj Kromann, og mindes dengang Langeland var kendt som øen med de 15 bøller, 15 møller og 15 kirkesogne.

En tur til Bali

Er antallet stærkt reduceret i dag, så mener han dog at øen ekspanderer andre steder i verden. Mads Lange, som i 1800-tallet gjorde turen til Bali for at udforske verden, vendte hjem for at hente sin elskede Ida uden resultat, og igen drog ud til den indonesiske ø og giftede sig et par gange, må nødvendigvis have sat sine spor.

- Jeg tror, der ruller langelandsk blod i indonesiske årer i dag, siger han.

Men skulle det ikke være tilfældet, så er der stadig historierne om de store købmænd og de velbevarede købmandsgårde, om de fremsynede præster, der gjorde det muligt at forvandle ligsten til trappesten, om brostenene under asfalten, om værtshuse med forunderlige navne som "Den blå lus" og "Fuglereden", om Sidsel Bagersgade, hvor ingen bager boede, om Sprøjtehuset og huset ved navn "Pressejernet", om Gertrud der blev brændt på bålet, om brødrene Ørsted og ikke mindst Det Katolske Kapel.

Og skulle det ikke være nok, kan man altid lune sig ved tanken om, at den første danske tv-farve-film blev optaget i Rudkøbing.

Gustav Wieds "Livsens ondskab" blev skabt i købmandsgårdene og de smalle stræder.

Kaj Kromann Larsen var selv med.
  • fyens.dk