En vis baronesse fra Rungsted, som også skrev bøger, kaldte sig for storyteller. Hun er her ikke mere, men vi har stadig en af slagsen, nemlig Louis Jensen, som til sin lange række bøger med historier nu føjer endnu en, nemlig romanen "På bakken højt oppe et hvidt hus".

Læseren må have tålmodighed med hensyn til, hvad det er for et hvidt hus, der er tale om. Det afsløres først ved bogens slutning. Man kastes hovedkulds ud i en række stærkt handlingsmættede situationer, som en dreng oplever, og som han som voksen ser tilbage på.

"Da jeg var barn, sendte jeg breve til min far." Det er romanens første sætning, og den leder læseren ind på det store gennemgående tema i romanen. Far forlod familien kort efter drengens fødsel, og drengen er overbevist om, at far lever og ønsker at genforenes med sin søn, og det på trods af, at moren påstår, at manden i fuldskab faldt over bord fra et skib på Aarhus Bugt. I sin søgen finder drengen ind i et antikvariat, hvor han kommer i klemme under en stak bøger og i flere dage overlever ved at få en arm ind i et lager med kinesisk mad. Situationen giver også mulighed for læsning af alskens litteratur. Og her spiller fortællingen "Alice i Eventyrland" en afgørende rolle.

Hele romanen kan ses som en ny version af den kendte fortælling. Drengens søgen fører ham ind i de mest fantastiske verdener, hvor den viden, han har hentet fra bøgerne i antikvariatet, er ham en god ballast. Han lærer selv, at vi alle er hinandens budbringere, og han er selv en af dem.

Det er en klog og stærkt underholdende roman, Louis Jensen har givet os. Den er rørende uden at være rørstrømsk. Man kan, som personen "Skovensomhedsbeboeren" udtrykker det om sine ufærdige tekster, sige om Louis Jensens tekst, at den dog er færdig, men ligger åben for sin læser. Det er bare at digte videre.

Louis Jensen: "På bakken højt oppe et hvidt hus".

336 sider, 299,95 kroner, Gyldendal

  • fyens.dk