En nordjysk vognmand forsøger at navigere i en foranderlig verden. Det samme gør Per Gammelgaard med sin roman. Begge dele med begrænset held.

I en verden i forandring, hvor alt er meget tættere på, kan det være svært finde sin plads, hvilket angiveligt er projektet for hovedpersonen i Per Gammelgaards roman "Dør om dør", Ernst Krumbak. Han er nordjyde, pensioneret vognmand, har mistet sin kone til Alzheimers og er nu besøgsven for en afghansk flygtning, Yasir. Ernst vil tilsyneladende gerne gøre godt, men hans motiv er ikke så ædelt, som det ser ud.

Umiddelbart et godt plot, men romanen falder desværre i en klassisk fælde, eftersom den fortælles af Ernst selv, og han er mildt sagt ikke et særligt reflekteret menneske. Ganske vist er han vokset op i en bankdirektørfamilie og har lært at spille både tennis og guitar, før han "snoede sig fri af sine forældres skinverden". Men dér, hvor vi møder ham, lytter han kun til Frank Sinatra, og når han kigger ud, er blikket så fordomsfuldt, at det gør ondt. En kvinde i hans ejendom betegnes som en "blævrende karamelrand", der "flæsker sig af sted", en ekspedient, der overhovedet ingen betydning har for historien, "har runde øjne i et kødfuldt ansigt" og fingre som "bajerske pølser", og der er mere af den slags.

Hvad angår kvinderne i Ernst liv, kan de deles op i de frygtelige som hans mor "en mølædt hejre" med smalle, stikkende øjne, alt for rød læbestift og et hul i stedet for en mund, hvor der kun slipper giftige ord over, til tante Ragnhild med de "nervøse hønseøjne" og "blodløse læber" og så de saliggørende som den polske kvinde, Malina, han har været gift med, og den blege, unge pige i lejligheden nedenunder, som har en afstumpet, arbejdsløs, tatoveret kæreste, mens hun selv læser litteraturvidenskab - især Kafka - og beskrives som "et stykke vild natur", hvis "læber er store og meget røde eller rosa". Parrets lille datter, Musling (!), har desuden "en sagte, intim latter, sådan indvendig fra øverst til nederst". Endelig er der flygtningen Yasir, som elsker spandauere, fordi de minder ham om dem derhjemme: "det gule øje af vanillecreme i butterdejens ujævne ørken".

Per Gammelgaard kan godt levere fine sprogbilleder, som for eksempel "Wyspianski kyssede fra dybet af sine længsler" eller " Jeg sendte et lille brev til Malina, som stille og roligt beskrev mit hjerte". Men der er for langt mellem perlerne, og hele fortællingen virker på mig som et underligt postulat, der sikkert er velment, men aldrig bliver andet end overfladisk på grund af fortælleren, hvis små glimt af indlevelse og fortættethed kvæles i klichéer, gentagelser og forklaringer. Et sted i bogen indrømmer Ernst Krumbak selv, at han er en gammel idiot. Og det er jo meget godt. Men hvad skal vi bruge det til?

Per Gammelgaard: "Dør om dør". Jensen & Dalgaard 180 sider. 250 kroner.

  • fyens.dk