Her skulle man tro, at "Barokmusik" er en fast etikette, klasket på en bestemt musik-stil, men så må man tro om igen.

Der er barok og barok, nemlig.

I den franske barokmusik holdt man på formerne, og stive regler styrede udførelsen i alle detaljer.

I Italien lod man derimod musikerens temperament og fantasi stå i centrum og forme musikken.

Denne eftermiddag var det netop italieneren Corelli, det gjaldt. Den berømt violinist, som spillede "med øjne, røde som ild, der ruller som i smerte i hans forvrængede ansigt", er det fortalt - og om sig selv sagde han "Arcangelo (ærkeengel) er mit navn, men jeg kunne lige så vel have heddet "Arc-diavolo"(ærkedjævel).

Engel eller djævel, der er altså god grund til, at de fire specialister i italiensk barok kalder sig "Baroque Fever".

"Pas på, det er en feber, som smitter", advarede koncertens arrangør Birgit Tengberg, og jeg skal love for, at ensemblet fik publikum i sin hule hånd.

Musikken glødede og spruttede under deres hænder, den tog så at sige form for ørerne på tilhøreren i det stadigt varierede udtryk for følelser og affekter, som bestemte tempo og styrke.

Der stod et vejr af humør og rytmisk energi over de fire musikere. Deres samspil var intimt, men gav også frihed til improvisatoriske indfald. Musikken lukkede sig op og blev spændende at følge i alle dens afskygninger.

De spillede på barokvioliner - de følsomme strenge måtte ideligt stemmes - men der var intet strejf af tør historie over musikken.

Det var moderne musikere, der ustandselig forbavsede lytteren med den brede vifte af muligheder, de lokkede ud af instrumenternes fløjlsbløde grundklang.

"Man skal ikke sige, at det er kedeligt at spille barokviolin", bemærkede en tilhører.

Fire vidt forskellige sonater af Corelli fik vi, men hans indflydelse på andre europæiske komponister, der ellers nok havde deres eget værd , satte sig spor i en af Telemanns såkaldt "corelliserende" sonater, og meget morsomt i spændingen mellem fransk og italiensk hos englænderen Purcell.

"Baroque Fever" slog sig løs, opfindsomt og spøgefuldt, i Vivaldis "La Follia"-variationer, før de takkede af med tyske Georg Muffats lille "Allemande".
  • fyens.dk