Barnemorder

Juliette (Kristin Scott Thomas, til højre) med søsteren Lea (Elsa Zylberstein).
Foto: Miracle Film

Barnemorder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Franske Philippe Claudels tabutackler er en ualmindeligt smertefuld oplevelse, der tager sig rigtig god tid til at komme omkring et emne med mange spørgsmål og meget få svar

En trist kvinde sidder afventende i lufthavnen. Der suges nervøst af cigaretten. Man mærker straks, at det sorgfulde ansigt gemmer på en uhyrlig hemmelighed, og da hun hentes af søsteren, er der ikke meget gensynsglæde at spore.

Det er det, man ikke taler om, som kaster en tung, kvælende skygge over søstrenes møde og resten af filmens handling.

Indtil hun finder sit eget, indlogeres kvinden, Juliette (Kristin Scott Thomas), hos søsteren Lea (Elsa Zylberstein). De adopterede børn stikkes standardløgnen. Tante Juliette har været ude at rejse. Leas mand forståeligt nok beklemt ved situationen. Kolleger og venner synes, det er spændende med en mystisk søster, men da de under en idyllisk og munter sommerfest endelig får presset sandheden ud af hende, brøler de alle af grin: Det kan jo ikke passe, at denne charmerende og indesluttede kvinde har myrdet sin seksårige søn.
Foto: Miracle Film

Tilbage til livet

Philippe Claudels film er forbavsende afdæmpet, når man tager det svære og eksplosive emne om barnemord i betragtning. En stilfærdig, men stærk film, der ikke handler så meget om, hvorfor Juliette mon har gjort det utænkelige, men mere fokuserer på den resocialiseringsproces, der er i gang, da hun efter 15 års fængsel skal tilbage til samfundet.

Vi slipper ikke helt for de små, akavede spor, der, for at tilfredsstille de mest nysgerrige og skabe en slags forløsning, er lagt ud som hjælp til at forstå, hvad der er sket. Men det meste af spilletiden holder filmen fornuftigt igen med forklaringer og analyserende konfrontationer. Ligesom der springes elegant over de mest rørstrømske øjeblikke.

Kunstnerisk ligger "Jeg har elsket dig så længe"s styrke i det adstadige tempo og måden, hvorpå cheffotograf Jérôme Alméras’ kamera ubønhørligt og nysgerrigt studerer Juliette, der er splittet mellem at ville tilbage til verden og på den anden side bruger isolationen og ensomheden som et skjold. Samværet med andre tvinger hende til at genopleve det utænkelige.

Minus et par minutter af den samlede spilletid er det Juliettes tragiske figur og Thomas’ rosværdige præstation, som holder os fast i den smertefulde fortælling. Spillefilmsdebutanten Philippe Claudels instruktion er tilbageholdt og observerende. Et nyt talent, det bliver spændende at følge.

Til dem, der leder efter en jule-feelgood-bombe, skal der lyde en højlydt advarsel: Hold jer væk! Takket være Kristin Scott Thomas’ mesterlige og voldsomt sympativækkende præstation som den mystiske kvinde med den uhyrlige hemmelighed og filmens tabubelagte emne, er der tale om en følelsesknuser af særligt svær kaliber.

Så trist og pinefuldt, at det er helt ubærligt.

"Jeg har elsket dig så længe", fransk, 117 minutter, tilladt over 11 år.

Premiere fredag i Cafebiografen, Odense.

Barnemorder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce