MALER: Brigid Marlin har haft den tibetanske religiøse leder til at sidde model
- Da han så lige på mig, følte jeg det, som om jeg svømmede i et hav af kærlighed. Jeg var en baby, der fik øst kærlighed ud over mig. Så blev jeg blændet af et kæmpe lysglimt, og i det så jeg, at alle mennesker i verden er ens.

Den amerikanske kunstner Brigid Marlin smiler drømmende ved tanken om dengang, hun havde Dalai Lama til at sidde model.

- Jeg var i en art chok, det var en meget spirituel følelse, fortæller Brigid Marlin om at være så tæt på tibetanernes helligste mand.

Chokket handlede til dels om, at kunstneren kun havde fået tildelt 40 minutter til at male lamaen - lige nok til at lave lidt skitser, men ikke nok til at lave et rigtigt maleri.

Heldigvis forstod lamaen, at de 40 minutter var for lidt og lod hende blive, mens han modtog folk i audiens.

En hel lang eftermiddag fik Brigid Marlin lov at sidde tæt på lamaen og male. Og male. Og male.

- Da det til sidst var tid at gå, burde jeg være bakket ud af rummet med front mod lamaen. Det plejer folk at gøre. Men jeg havde virkelig sådan en lyst til at give ham et kys, men turde ikke. Så i stedet strakte jeg hånden frem for at sige farvel. Dalai Lama grinede, gav mig hånden og vendte kinden til, så jeg kunne give ham et kys lige på kinden, smiler Brigid Marlin og kysser et genert teenagekys ud i luften for at demonstrere, hvordan man kysser en lama.

- Det var gorgeous, siger hun med amerikansk eftertryk.

Ingen lama i Odense

Maleriet af lamaen er ikke med på den nye udstilling i Galleri Solvognen i Kronprinsensgade i Odense.

Det er til gengæld andre billeder fra Brigid Marlins indre univers. Billeder af ødelagte katedraler, skønne kvinder og sunkne byer.

- Nogle gange ved jeg ikke, hvad jeg har malet, før jeg er færdig. Jeg forstår ikke altid mine egne værker, fordi jeg arbejder, når jeg er inspireret. Mine værker kommer ikke herfra..., siger Brigid Marlin og peger på sit hoved

- ...men herfra, siger hun og peger på maven.

- Det her er også et underligt et, siger hun tankefuldt og stopper foran et af sine værker.

- Jeg har meget fantasi. Jeg tror, det skyldes, at mine forældre først fandt ud af, at mit syn var dårligt, da jeg var otte. Indtil da havde min søster altid trukket mig rundt med hånden, og ingen havde tænkt over, at jeg havde dårlige øjne. I de første år i skolen blev jeg betragtet som dum og altid sat bagerst i klassen. Jeg vidste intet. Jeg vidste ikke, at der var en tavle i klasseværelset. Jeg vidste ikke, at der var toiletter på skolen, så jeg kom tit våd hjem. Derfor levede jeg i en fantasiverden, til jeg blev otte, en verden, hvor de onde blev straffet og de gode vandt.

- Da jeg fik mine første briller, græd jeg. Jeg græd i tre uger, for pludselig var hele verden fuld af indtryk. Ting havde farve, ting havde form. Jeg kunne se! Og jeg var ikke klodset, jeg var ikke dum. Hele mit liv faldt pludselig på plads, stykke for stykke. Det var så stor en oplevelse, at jeg aldrig er kommet over det, funderer Brigid Marlin.
  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Det smukkeste publikum

Det smukkeste publikum

Mærk det, se det, hør det

Mærk det, se det, hør det

Snak om en dybere mening

Snak om en dybere mening