Anmeldelse: Varmblodede Volbeat skrev historie

Volbeat samlede 35.000 koncertgæster i Tusindårsskoven, da de gav koncert i Odense.
Foto: Jens Wognsen

Anmeldelse: Varmblodede Volbeat skrev historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den største koncert med et dansk band i Danmark nogensinde var ikke kun en stor oplevelse i kraft af 35.000 tilskuere i Tusindårsskoven. Det danske metalband var overtændt og brandvarmt. Musikanmelder Simon Staun giver en kort anmeldelse i klippet herunder, og vi gør opmærksom på, at der skal skrues godt op for lyden.

Hvis ikke Tinderbox Festival fik sat Odense og Tusindårsskoven på Europa- og verdenskortet, slog Volbeat fast med søm på størrelse med lygtepæle, at den fynske koncertplads i 2015 har været med til at skrive historie.

Volbeat er i storform efter en nordamerikansk turné i maj-juni og talrige timer i øvelokalet, hvor bandet er i færd med at kreere gruppens syvende album.

Åbningsnummeret "Hallelujah Goat" er en monstrøs mavepumper, hvor de fire bandmedlemmer cementerer, at det ikke kun er publikum, der har glædet sig til denne historiske aften.

Efterfølgende "Maybellene i hofteholder" er en røvballerocker af rang, men også en publikumsfavorit, der tager livet af talrige fadøl, da de kyles begejstret i luften.

- Nøj, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Første gang, vi spillede i Odense, var der 36 gæster. Det var med crew, ansatte og venner. I aften er vi også 36. Tusind. Vi skriver historie sammen, siger forsanger Michael Poulsen benovet, inden han fortæller de tusindvis af udlændinge, at i aften snakker han primært på sit modersmål.

En forkortet akustisk udgave af Johnny Cash-klassikeren "Ring of Fire" glider direkte over i den frådende "Sad Man's Tongue". Hvis man er til de mere hårdkogte Volbeat-kreationer, begynder de små hår at slå gnister.

Nye takter

"Outlaw Gentlemen & Shady Ladies" fra 2013 er en af gruppens blideste udgivelser, og det passer temperamentsmæssigt mere til tøsebørn end hårdkogte herrer. Som der må siges at være flest af i Tusindårsskoven. Det tegner heldigvis til, at Volbeat har ladet håret på brystet gro ud.

- Vi har lige spillet i USA, hvor de fik et halvt nyt nummer. Hvad siger I til at få det hele, lokker Michael Poulsen.

Svaret giver sig selv. Og tak skæbne, hvor er der godt nyt.
"The Devil's Bleeding Crown" er umiddelbart det bedste nummer, jeg har hørt fra bandets hånd siden 2010-albummet "Beyond Hell/Above Heaven".

Vokalt betræder Michael Poulsen nye stier med en vildskab og intensitet, der føles som svitsende helvedesflammer. Og alligevel er det nye nummer ganske himmelsk at lade sig opsluge af. Hvis man ikke allerede er på kogepunktet, sørger "A Warriors Call" med ild-kaskader for at antænde publikum i en grad, så testosteronen flyder som urinen ved pissoirerne.

Skæbnen vil, at vi står ved siden af bokseren Mikkel Kesslers søster Linse, der hopper, så hendes aktiver udfordrer tyngdekraften.

Gudsbenådet guitarist

JVB Concerts, der står bag koncerten, må have en direkte forbindelse til vejrguderne. Det er grotesk heldigt, at der efter en måned med - undskyld mit franske - absolut lortevejr, er ultimativt koncertvejr.

Hele byen og i sagens natur Tusindårsskoven bobler af godt humør og sommerstemning. Når man lytter til guitarist Rob Caggiano, er det også umuligt ikke at komme i godt humør. Han er - igen - fristes jeg til at skrive, det helt ekstravagante midtpunkt i melodierne.

Den amerikanske strengemester har haft stor indflydelse på Volbeats kurs mod den internationale rockhimmel de seneste år, og hans baggrund i amerikanske Anthrax kan ses og høres på en scene som den i Tusindårsskoven. Han er et enormt aktiv for Volbeat, og alene det faktum, at han kom til opvarmningskoncert på Posten fredag aften, burde kaste en stjerne ekstra af sig.

Tidlig fødselsdagsgave

- Om lidt kommer der en dame ind på scenen. Når hun gør det, skal I råbe hallelujah, opfordrer Michael Poulsen, inden Pernille Rosendahl betræder scenen.

Hun klæder ikke kun scenen, men også sangen "Mary Ann's Place", selv om hendes stemme er lidt for lav. Det rådes der bod på med den efterfølgende sang, "Lonesome Rider", hvor også kontrabassisten fra bandet Grumpynators er hyret ind. Der stagedives, som jeg ikke har set det siden 1990'erne på Roskilde Festival.

Under "Fallen" lyser titusinde mobiltelefoner aftenhimlen op, mens de mange par omkring mig krammer særligt tæt. Hvis man på noget tidspunkt har tvivlet på, at Volbeat kunne leve op til forventningerne, er enhver tvivl trådt ned under de tomme fadølskrus, da vi nærmer os finalen med en fortættet "Mirror and the Ripper".

Volbeat spiller ikke kun historisk højt. De spiller også knaldhamrende godt. "Pool of Booze, Booze, Booza" er blandt aftenens absolutte perler, og jeg føler mig ganske beruset, selv om jeg kun har drukket to øl. Den historiske havefest får passende selskab af en passioneret "The Gardens Tale" uden Johan Olsen, hvilket også havde været for meget af det gode.

Jeg har først fødselsdag til september, men Volbeat forærer mig på falderebet en kæmpe gave med mit ubestridte yndlingsnummer "Evelyn". Deres ubetinget hårdeste nummer i karrieren med spandevis af growl og riff så tunge, at de kunne vælte sumobrydere omkuld.

Næsten alt gik op i en højere enhed lørdag aften 1. august 2015. Fortællingen om Volbeat og Tusindårsskoven vil leve i mange herrens år.

Anmeldelse: Varmblodede Volbeat skrev historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce