Anmeldelse: Souldrengene er blevet popmænd

Spandau Ballet i Den Fynske Landsby.
Foto: Robert Wengler

Anmeldelse: Souldrengene er blevet popmænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Spandau Ballet sprudlede af spilleglæde og genfundet venskab i DenFynske Landsby.

Stien ud mod amfiscenen er smattet og glat som bare pokker, hvilket helt sikkert har holdt flere billetkøbere hjemme. De burde have trodset lørdagens ubarmhjertige regnbyger, for britiske Spandau Ballet giver en fornem popopvisning, dagen før dokumentarfilmen "Soul Boys from The Western World" om bandet har premiere.

Jorden foran scenen er fugtig, men det er der også temmelig mange beklædningsgenstande under hoftehøjde, der er. "Only When You Leave" vækker tydeligvis minder om blid petting og spæde kærtegn i firserne
med Spandau Ballet på pladespilleren til klassefester i Haarby, Jordløse og Skallebølle.

Trommeslager Johnny Keeble er ikke med, ellers er det originalbesætningen fra 1979, der står på scenen. Meget er dog forandret. Tøjet ligner ikke længere noget fra en kabaret for farveblinde, og håret er grånet. Samt tyndere.

Men den musikalske tæft er ikke fortyndet eller falmet. Spandau Ballet spiller imponerende godt, og ikke mindst forsanger Tony Hadley synger mindst lige så godt, som da bandet peakede i midtfirserne.

Og så er glæden ved at stå på scenen en gennemgående og ikke uvæsentlig faktor. Man kan mærke gennem sin Helly Hansen-jakke, at medlemmerne er 100 procent tilstede.

Spandau Ballet i Den Fynske Landsby.
Spandau Ballet i Den Fynske Landsby.
Foto: Robert Wengler

Kult-keyboard

De 1500 tilskuere får lov at drage med helt tilbage til begyndelsen, hvor Spandau Ballet var kult på London-klubberne med deres nyromantiske avantgardepop.

"Reformation" med tidstypisk keyboard indleder et kult-medley med en snert af anarkisme, der giver god mening. Spandau Ballet var med til at udfylde tomrummet efter punkbølgen, og de huggende akkorder bryder billedet af et udelukkende poleret popband.

"Empty Spaces" er en velskrevet arketypisk popsag, hvor guitarist Gary Kemp på dobbelthalset guitar akkompagnerer Tony Hadley på smukkeste vis. Sangen glider ubesværet over i storhittet "Gold", som får euforien til at sprede sig som en steppebrand i våd muld. Der er dog tale om en forkortet akustisk udgave, hvilket tydeligvis chokerer publikum, der ikke ved, at de får sangen i dens fulde version senere.

"Once More" er gruppens seneste nye sang, der kickstartede comebacket i 2009. Til trods for sine banale boyband-kendetegn er det en gennemført popsang med et fængende omkvæd, man synger med på, uanset om man vil eller ej. Det er gedigent håndværk, der fungerer helt efter hensigten.

Festen har for længst indfundet sig blandt de forreste disciple, og den flittige læserbrevskribent og advokat Klaus Ewald danser, som var han betalt af bandet. Det er da også svært at stå stille. Ikke på grund af den snigende kulde, men fordi Spandau Ballet vil musikken og publikum så meget, at man mærker det helt ned i storetæerne.

Finalen er bestemt værd at vente på. "True" er på alle måder en rasende velkomponeret 80'er-evergreen, der stadig emmer af kvalitet. Præcis som "Through the Barricades", der næsten er sin vægt værd i guld.

Ikke alle sange denne aften har samme nostalgiske em som "Gold", men helhedsindtrykket af et modnet og determineret band smager bestemt af ædelmetal. En flot afslutning på sæsonen i Den Fynske Landsby.

Om koncerten
Den Fynske Landsby, Odense, lørdag: Spandau Ballet

Anmeldelse: Souldrengene er blevet popmænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce