Anmeldelse

Frøbjerg Festspils "Sommer i Tyrol" er en humørfyldt forestilling med rappe replikker, god ageren og god scenografi.

Tårerne presser på af rørelse, da der bliver stille i Frøbjerg efter premieren på "Sommer i Tyrol" torsdag aften. En af de medvirkende frier for åben bavnehøj til en anden medvirkende, og kvinden siger bevæget "ja", da manden går i knæ og finder sin æske med en ring i.

En gribende og varm afslutning på en aften i kærlighedens navn, hvor vi har været underholdt af alle operettens forviklinger, en flot scenografi og de gamle ørehængende melodier, men hvor mit hjerte ikke er blevet grebet, knuget og varmet for alvor.

Frøbjerg Festspil: "Sommer i Tyrol", operette skrevet af Ralph Benatzky og Robert Gilbert på baggrund af et gammel lystspil.Instruktør: Carsten Friis, Koreograf: Patrick Terndrup og Steffen Hulehøj Frederiksen, scenograf: Malene Højme Ilskov, sangcoach: Anna Gadborg, korleder, kapelmester og dirigent: Julie Elbrønd Strange, kostumer: Alice Jensen-Hess.

Spiller på Frøbjerg Bavnehøj til 26. august.

Teaterversionen af "Sommer i Tyrol" er en operette. Der synges næsten lige så meget, som der tales. Det kræver stemmer, der ubesværet kan levere hele tone- og ikke mindst følelsesregisteret. Det er ikke nok at synge rent og pænt.

Det bliver heller ikke lettere for de medvirkendes følelsesmæssige gennemslagskraft, at der er problemer med lyden. Pyt med de små lydudfald, som let kan ske på en nervøs premiereaften. Det er meget værre, at fornemmelsen af at sidde i en blikdåse varer hele forestillingen. Lyden er varmest og bedst i de store fællessange, men bliver for skarp og diskant under solosangene. Det rammer særligt de kvindelige hovedroller.

Det gælder især Pia Hall Nielsen, der veloplagt og med vekslende sødme og skrapsak-mine spiller værtinden Josepha på alpehotellet Den hvide hest. Hun har en klar, stærk og sikker sangstemme, der burde ramme tilskuerrækkerne lagt blødere, end tilfældet er.

Rollen som overtjeneren Leopold, der er forelsket i Josepha, spilles af Henrik Madsen, der kun bliver bedre, som forestillingen skrider frem. Han føles først lidt fersk, men får mere dybde, da han forurettes over Josepha og næsten mister mælet, da han møder kejseren.

God ageren

Blandt hovedrollerne finder vi også undertøjsfabrikanten Julius V. Møller i Torben Bo Hardens skikkelse, der ubesværet og meget morsomt fylder lederhoserne og den koleriske rolle ud. En buttet brumbasse, der er god nok på bunden. Ros til manuskriptet, der har versioneret historien til, at fabrikanten er fra Fyn og lagt den ene mere muntre vittighed efter den anden i "trikotagetyksakkens" forurettede mund.

Den unge piccolo på hotellet, Micki, der spilles af kun 13-årige Emil Petersen, gør det også sikkert og med fineste sans for timing.

Aftenens helt store opmærksomheds-magneter er Sigismund (fabrikantens fjende) og Clara, der er feriegæst på hotellet sammen med sin far. Parret spilles af Allan Kirkebæk Jensen og Christina Mosbæk i et morsomt og musikalsk samspil. Allan Kirkebæk Jensen er sin rolle. Flippet, excentrisk og ovenpå. Christina Mosbæk læsper "saftsusemig" noget så henrivende på alle s'erne. Man mærker, at de to skuespillere nyder deres roller, at de morer sig, og da de i anden akt også giver os en veludført og godt koreograferet dansescene, topper forestillingen.

Også Hinzelmann, Claras far, der spilles af Rene Maalø, bør fremhæves for i bedste Peter Malberg-stil at give den som aldrende professor, der er rejsesyg og optaget af fugle.

Flotte rammer

Som altid er rammerne på Frøbjerg i orden og præget af humørfyldt fantasi. I år består "overraskelserne" af en ægte svævebane og en funklende veteranbil, som Sigismund kommer kørende i. De store fælles optrin er velkoreograferende. Varierede danseoptrin i velvalgte kostumer er med til at omdanne højen til en fornemmelse af alpeland.

Musikerne sidder bag glas højt hævet på scenen midtfor og leverer med den sikkerhed, der gør, at vi hurtigt glemmer dem. Derfor er det forfriskende, da orkestret spiller "Man kan jo ikke gøre for, at man har charme" i en medrivende big-band-version under et af de store fællesoptrin. Et indirekte og fint skridt ind i spotlightet.

I anden akt har mørket for længst sænket sig over højen, mens duggen og aftenkulden kan mærkes om anklerne. Det kunstige lys tager over og skaber stemningen. På den måde kan scenen aftenen igennem byde på "sommersol ved Den hvide hest".

  • Byline

    Af:

    Jeg er journalist og souschef på Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis' kulturredaktion. Her beskæftiger jeg mig især med bøger og museer, men indimellem også med teater, film m.m. Jeg har været ansat i Fynske Medier siden 1990 og har blandt andet været redigerende, weekendredaktør, designchef og redaktionschef. Jeg bor i en landsby på Østfyn med mand og børn. Holder af både have og hav.