Folkeklubbens koncert i Odeon var som nat og dag. Mens første sæt var famlende, fejlfyldt og fladt var andet sæt medrivende, energisk og i flere sange grænsende til det magiske.

Hvis nogen havde sagt i 2011, at Folkeklubben syv år senere ville optræde i landets største musikhuse, ville man tro, det var en af misbrugerne på Mændenes Hjem i København, hvor trioen gav en af dens første koncerter, som havde udtalt sig i en rus.

Men i disse uger sker det. Folkeklubben er på akustisk turné i hele landet, og lørdag aften er det forsanger Kjartan Arngrims fødeby Odense, som er målet.

At optræde i Odeon er en stor mundfuld for de fleste bands, og der er heller ikke solgt flere end halvdelen af de 1700 pladser. Men det mærker man heldigvis ikke som gæst, da de øverste balkoner helt forståeligt er lukket af.

Men Odeon kan være en skræmmende størrelse, og måske er det synet ud over salen, som tager pusten fra bandet i store dele af første sæt. Efter en yderst lovende sanselig intro med flygel og lyden af rindende vand, går det galt med åbningsnummeret "Til Elisabeth" fra albummet "Danmarksfilm".

Kjartan Arngrim har tydeligvis ikke rystet sin nylige influenza af stemmebåndet og halter sig gennem nummeret, der spilles i et akavet tempo, som får det til at minde om et bedaget revynummer. Det kan ikke have været formålet med det akustiske setup.

"Byens kro" fra albummet "Nye tider" er også en tand for slæbende til min smag, lige som en sang om en generation af vikarer, løsarbejdere og projektansatte heller ikke bider sig fast.

Hvis Kim Larsen fra sin bopæl 100 meter fra Odeon kan høre sangen "Hvis jeg ku", må han trække på smilebåndene. For både tekst og melodi er rendyrket Kim Larsen & Bellami. Det faktum må under alle omstændigheder more Kim Larsens sønner Hjalmer og Lui, som er blandt publikum.

Ligner Hitlerjugend

Den akustiske tilgang giver bedre mening, efterhånden som der luges ud i fejlene. Xylofon, klokkespil og congas-trommer puster nye nuancer og liv i de kendte melodier. Den cubanske lejesvend, percussionisten Johan Ramon, er igen en fornøjelse på scenen, fordi hans bidrag er så anderledes og opsigtsvækkende.

Man får også meget for pengene i "For pengene", hvor den anden lejesvend Nikolaj Busk giver et dramatisk, jazzet mellemspil, som skaber netop den nerve og energi flere af sangene i første sæt mangler.

Kjartan Arngrim både taler og synger sig også varm undervejs. Og vanen tro er han leveringsdygtig i oneliners i særklasse.

- Vi har aldrig haft så pænt tøj på som i aften. Vi ligner en blanding af et konfirmationshold og Hitlerjugend, konstaterer han tørt, inden publikum - heldigvis - skraldgriner.

Tjekkede trommer

Hele arsenalet af instrumenter på scenen kommer i brug. Trombonen og flygelhornet pudses af til Johannes V. Jensen-hyldesten "Poetens sidste tog". Den himmerlandske forfatter ville fryde sig over lyrikken, men nok få tonerne galt i halsen, da Rasmus Jusjong og Nikolaj Busk ikke helt får gudernes hjælp som anmodet. Selv i Sanderum-garden ville det blive påtalt.

Bedre går det med Rasmus Dall på slideguitar. Han giver sangen et svævende, drømmende skær som vækker minder om den særlige guitarlyd på nogle af CV Jørgensens mesterlige plader.

Inden pausen går de tre medlemmer HELT akustisk forrest på scenen. To guitarer og en enkelt tromme er tilbage til udgangspunktet. Og heldigvis er publikum så stille, at man kan høre hvert et strejf på strengene og hver et slag på trommen. Det er især Rasmus Jusjong, som imponerer. For mens det kan være svært at spille godt på et trommesæt, er det umådeligt svært at lyde så tjekket på kun én tromme.

Bjergtagende sange

Publikum er forbløffende modent. Der spottes et par medbragte børn, men gennemsnitsalderen må være plus 40. Hvis ikke plus 50. Det understreger, at Folkeklubben i den grad henvender sig til et publikum, som hørte Benny Holst i hans velmagtsdage.

Man kan næsten høre dem miste pusten, da andet sæt lægger fra land med den umådeligt smukke "Blomsten og vasen", som Kjartan synger med det overskud og den intensitet, man savnede i første sæt.

Andet sæt er på alle parametre bedre end første. Flere af gruppens mindre kendte sange som "En ... To" og "Vesterbro Revisited" er bjergtagende oplevelser at lade sig opsluge af. Både sangene og publikum får luft under vingerne, så alle ender med at stå op flere gange og glemme alt om, at det er en siddekoncert.

I "Torben Ulrich" synger Kjartan Arngrim om at slå det perfekte slag. Det er Folkeklubben tæt på i andet sæt, hvor publikums bag- og forhænder klappes varme.

Første ekstranummer er en ny sang om, hvor smukt det kan regne. Den bliver et lidt stillestående skyl, inden trioen går helt ned blandt publikum for at synge om den berømte fedterøv. En intens indledning på en sang, der ender som et musikalsk festfyrværkeri på scenen med æggende latinamerikanske toner og fællessang, som i de gode gamle protestsang-dage, hvor Folkeklubben har sit åbenlyse udspring.

Om koncerter:

Odeon, Odense, lørdag 17. marts: Folkeklubben

  • Michael Bager

    Af:

    Reporter på Odenseredaktionen, musikredaktør og flittig skribent til rejsemagasinet Siesta. Født i Aars, Himmerland, i 1977 og bosat på Fyn siden 2004. Har kone, der er læge på OUH, samt to døtre. Jeg er glødende AaB- og Arsenalfan, men hepper på OB i alle kampe, hvor de ikke møder nogen af de nævnte hold. Jeg elsker alt fra hiphop og heavy til punk og rendyrket rock. Jeg har i mine 10 år på avisen interviewet musikere som Tom Jones, Robert Plant, Slash, Sinéad O'Connor, Macy Gray, Bryan Adams, Chris Cornell, Cliff Richards, Dr. John, Gavin DeGraw, James Last, Jeff Beck, Kevin Costner, Manic Street Preachers, Santana, Suede, The National og Travis m.fl. Blandt danske bands mangler jeg kun C.V.Jørgensen og Kim Larsen for at have interviewet samtlige af mine hjemlige helte.