Filmanmeldelse

Uden overhovedet at nævne religion eller guder balancerer Pixars hjertegribende "Coco" medrivende på broen mellem levende og døde.

I den lille mexicanske by Santa Cecilia har der hvilet en tung skygge over Miguels familie: Den berømmelses-besatte Ernesto de la Cruz skred fra familie, kone og barn for at opfylde egne drømme, og det lykkedes i den grad: Han blev den største, højst elskede og mest kendte sang- og filmstjerne nogensinde, til en tonstung kirkeklokke i 1940'erne faldt ned og dræbte ham. Nu, generationer senere, er efterkommernes raseri og foragt stadig så intenst, at enhver form for musik er forbudt i og nærved familien, som succesfuldt slog sig på skomageri.

Men 12-årige Miguel har så meget musik i blodet, sjælen og hjertet, at han bare må spille, så for at kunne optræde allehelgensnat lister han sig ind i Ernestos fornemme mausoleum og stjæler hans berømte guitar. Vups, så ender uartige Miguel som den eneste levende dreng i De Dødes Rige. Miguel får opsporet Ernesto, der også er superstar i De Dødes Rige, og vups, så tager handlingen en vild drejning over i mordkrimi og kunstrøveri. De gode (døde) hjælpes af enorme vingede, selvlysende tigre, og så kigger Frida Kahlo lige forbi - og det er alt sammen fuldstændig logisk og naturligt i filmens genialt-gale univers.

Originalt animeret

Af paskontrollen ved overgangsbroen erfarer vi, at kun de døde, hvis familie har opstillet deres billede på allehelgens-husalteret og altså huskes og mindes, får lov at krydse over, de glemte forsvinder fuldstændigt, og nu er oldemor Coco ved at glemme, men hvem ...? Ups, endnu et overrumplende gys venter.

De skeletterede, omkringfarende døde hylder kort Disneys mesterværk "Fantasia" men er ellers helt deres egne personligheder. De Dødes Rige og især broen mellem de dødes og de levendes verdener er så bjergtagende smukt og originalt animeret, at man taber underkæben af visuel lykke. Ud over de skønne billeder og den lækre latinlyd klarer filmen at tale åbent, naturligt, endda underholdende om det eneste, der 100 procent sikkert rammer os alle: Døden.

Jeg har ofte lovprist vores dygtige, danske "stemmekunstnere", og fordanskningen af "Coco" ligger helt i top, ikke mindst takket være unge Lucas Lumholt Eriksen, der som Miguel både synger skønt med præcis, original latinlyd, og taler så engageret og indlevet, at det forstærker filmoplevelsen. En frydefuld fordanskning af en frydefuld animationsfilm.

Verden bliver et smukkere og lykkeligere sted af vidunderlige værker som "Coco".

"Coco"

Animation, amerikansk, 105 minutter, tilladt for alle, men frarådes børn under syv år.

  • fyens.dk