Filmanmeldelse

Animationsikonet Nick Park skuffer med teknisk flot, men fortællemæssigt slap og ufokuseret slapstickkomedie om stenalderfodbold og kulturelle værdier.

Manchester omkring frokosttid for millioner af år siden. En asteroide buldrer gennem atmosfæren og nedslaget udsletter stort set alt liv. Hulemænd, marginalt mere begavede end urtidens kæmper, rejser sig af asken og undersøger krateret, hvor de snart finder mening med den mystiske meteorit. Man kan sparke til den.

Fodboldsporten er opfundet, men generationer senere har stenalderklanen glemt alt om den sammenholdsskabende aktivitet, der afbilledes på forfædrenes hulemalerier. Det ændrer sig, da bronzealderfolket invaderer den ellers så fredfyldte dal for at udvinde malm til deres våben og pengeproduktion.

Hulemanden Sten har nysgerrigt studeret vægmalerierne og forstår, at hans stamme er efterkommere af de første fodboldspillere. Det er nu op til stenalderklanen at træde i karakter og overvinde det fodboldglade bronzealderfolk på grønsværen, hvis de ikke skal ende deres dage som slavearbejdere i malmminerne.

Det er ikke første gang fodbold har været brugt som afsæt for værdikamp i levende billeder, men at sætte sporten i forbindelse med oldtiden er et temmelig uventet og friskt greb af den britiske animationslegende Nick Park, der sædvanligvis ikke er ræd for at tage det velkendte og give det en overraskende drejning. Ofte med held. Desværre lykkes det aldrig for "Hulemanden Sten"s mudrede manuskript at skabe den nødvendige dynamik mellem oldtid og sport og visuelle gags, og godt og vel halvvejs inde farer den vild i sine ellers egne ganske veloplagte ideer.

Et trist skridt tilbage

Uden at være en decideret fadæse, er "Hulemanden sten" overordnet set et trist skridt tilbage for Park og selskabet Aardman Animations, der siden sen-80'erne har leveret nogle af den britiske animations elskeligste figurer og scenerier. Ikke mindst med kortfilmsformatet som redskab.

Indledningsvis med den Oscar-belønnede "Creature Comforts" mens deres største succes uden tvivl er opfindermakkerparret Walter og Trofast, der i kortfilmsperlerne "Den store udflugt", "De forkerte bukser" og "En tæt barbering" satte barren for kvalitetsanimation og ikoniske figurer uhyre højt. Siden fulgte tv-serien "F for får" i nullerne og på spillefilmsområdet fik Aardman stor succes med "Flugten fra hønsegården", "Det store grøntsagskup" og "Piraterne!". Alle formet i selskabets bløde, karakteristiske modellervoksstil og med øje for at skabe detaljeret og medrivende vanvid og klokkeklar satire over menneskets dårskab.

At skabe kvalitetsanimation er selvsagt hårdt arbejde og succeserne rystes ikke bare ud af ærmet. Og det er grundlæggende det, der er "Hulemanden Sten"s problem: Den virker, som om den er skabt lidt uovervejet ridende på bølgen af succes. Ufokuseret og småsjusket.

Heldigvis er der meget at glæde sig over i Parks film. Den frelsende livline for "Hulemanden sten" bliver det høje tekniske niveau og de sjælfulde figurer, skabt i den letgenkendelige bløde form, hvor Aardman-animatoriernes dygtige håndtering af materialet bogstaveligt talt har afsat fingeraftryk i modellervoksen. Hvilket på nærmest magisk vis forplanter sig hos publikum, som endnu en gang overrumples af, hvor meget substans og dragende fysisk nærvær, der er i en kyndigt formet klump modellervoks og stop motion-animerede figurer sammenlignet med den computeranimerede metervares tomme ligegyldighed.

"Hulemanden Sten"

Animation, britisk, 89 minutter, tilladt for alle.

  • fyens.dk