Jytte Jørgensen er vokset på op på Dræby Madrasfabrik i 50'erne. Det var en tid, hvor også børnene deltog i produktionen for at få det hele til at hænge sammen.

- Når jeg mærker duften af frisk træ, så melder barndomsminderne sig altid, fortæller Jytte Jørgensen. Hun var den ældste af fem børn, der voksede op på Dræby Madrasfabrik.

For os, der er vokset op med spring- og skummadrasser, kan det være svært at forstå forbindelsen mellem madrasser og duften af frisk træ, men dengang var madrasserne fyldt med træuld - luksusudgaven med et lag vat yderst under hessianen.

Det var Jytte Jørgensens far Marinus Christensen, der drev madrasfabrikken. Han havde lært faget som ansat hos Karen Hansen, en driftig kvinde, der startede Dræbys første madrasfabrik i begyndelsen af 1900-tallet. Hendes søn drev fabrikken videre og Marinus blev kompagnon en tid. i 1953 startede Marinus Christensen sin egen madrasfabrik på Dræbyvej 10, og fem år senere flyttede fabrikkken til den gamle skole på Møllevej 2, hvor familien og så indrettede privatboligen.

Dengang var madrasserne håndlavede. Der blev syet et hylster i hessian som herefter blev fyldt med træulden. Og det var i en tid, hvor børnene deltog i produktionen. Jytte og hendes søskende havde som opgave at pille træuld fra hinanden.

Tyndhudede hænder

- Træulden kom i store baller (cirka en gange en meter), der var meget hårdt presset, så det skulle jo løsnes og filtres ud, inden det kunne puttes i madrasserne, forklarer hun.

- Så når far stak hovedet ind af døren og sagde træuld, så smed vi, hvad vi havde i hænderne, for så skulle vi ud og pille træuld. Det var rimeligt hårdt, men man fik så bløde hænder, for al den hårde hud blev slidt af, mindes hun. - Man fik lidt tyndhudede hænder. Men det duftede helt vidunderligt af frisk træ.

Når børnene var i skole, var det Jytte Jørgensens mor og mormor, der pillede træuld, og de syede også madrasser. Moderen skulle desuden sørge for, at der var kaffe og franskbrød til folkene formiddag og eftermiddag.

- Det var en stor hjælp for mine forældre, at min mormor boede nede i byen og kom cyklende hver dag, fortæller Jytte Christensen, - og mormor, hun elskede at sy madrasser.

Selvom det var hårdt arbejde at pille træuld, så er det gode minder, understreger Jytte Christensen. - Det var helt naturligt at børnene hjalp til, vi var bare ind imellem sure over, at vi skulle derover, når vi lige var midt i noget.

Og træulden kunne også bruges på anden vis. Jytte Jørgensen elskede f. eks. at skubbe et par baller ud og lave en lille "rede" bagved, hvor hun kunne ligge uset og læse i den skønne duft. Og så var det ikke altid, at hun hørte, når far sagde træuld.

Da Dræby var den store by

Blandt de ansatte på madrasfabrikken husker Jytte Jørgensen især Kalle og Emil - to ungkarle som ind imellem boede sammen i et værelse hos hendes forældre. På den tid var det ikke usædvanligt, at man boede hos sin anbejdsgiver - tidligere boede således svende og lærlinge ofte i værkstedet, hvor de arbejdede.

I 50-erne havde Dræby ud over madrasfabrikken også blandt meget andet to smede, en snedker, en skrædder, en brugs, en købmand, en maskinfabrik og en skomager, og Dræby var dengang den store by, medens Munkebo var et fiskerleje.

- Dengang hed det Munkebo pr. Dræby, og det var i Dræby, der havde station og telefoncentral, medens Munkebo havde kirken, mejeriet og kroen, fortæller hun.

- Der var ligesom lidt mellem de to byer om, hvem der var størst - indtil værftet kom, så var det forbi. Og da så rutebilen begyndte at køre uden om Dræby, så fik byen dødsstødet.

Marinus Christensens fabrik lukkede, da springmadrasser og skummadrasser kom til. Han etablerede i stedet en møbel- og tæppebutik i 1972, som han drev frem til 1979, hvorefter en svigersøn videreførte den, indtil den lukkede i 1991.

  • Nordström_Helle

    Af:

    Jeg har arbejdet som journalist i Kerteminde i rundt regnet 30 år, først på Kjerteminde Avis og siden 2010 på Fyens Stiftstidende.