Klik, klik, klik

Om det så blot handler om forlængelse af Peter Madsens varetægtsfængsling i ubådssagen, opnår historier om Kim Walls død stadig mange klik på avisernes hjemmesider, for selv om vi føler afsky, tiltrækkes vi også af mørket, forklarer eksperter.

Da dagbladet Politiken lørdag den 10. januar bragte en artikel under overskriften "Et rovmord eller - ?", blev det startskuddet til en makaber føljeton, som de danske aviser skrev om, så snart nye detaljer kom for dagens lys.

Det begyndte med en anmeldelse til politiet mandagen inden, da det 63-årige kontorbud Johan Meyer, der ellers blev beskrevet som en hæderlig mand, der altid mødte til tiden, ikke dukkede op på sit arbejde. Senere havde forbipasserende fundet hans tegnebog ved Sortedam Dossering lige ned til en af de københavnske søer, og politiet frygtede nu, at Meyer var blevet udsat for en forbrydelse.

Risikoen for vold er lille

Selv om medierne prioriterer kriminalstoffet højt, er sandsynligheden for at blive udsat for vold lille. Tal fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at ...... under to procent af befolkningen er udsat for vold om året. Tallet er uændret siden 1987.

... volden finder hovedsageligt sted i hjemmet, på arbejdspladsen og i nattelivet. Umotiveret og tilfældig vold er sjælden.

... blandt mænd var 1,4 procent udsat for vold i 2014, mens det for kvinderne ar 1,2 procent. Til gengæld er de kvindelige ofrer oftere udsat for gentagen vold.

... risikoen for vold er størst blandt unge op til 25 år - herefter daler risikoen med alderen.

... de almindeligste årsager til vold er psykisk sygdom, vold i forbindelse med arbejdet, private skænderier eller værtshusslagsmål.

Senere gjorde myndighederne i New York et makabert fund. I en tønde sendt med skib fra Danmark til en ikke-eksisterende adresse i den amerikanske storby fandt man det delvist opløste lig af det forsvundne kontorbud. Historien fandt i alle sine grusomme detaljer hurtigt vej til de danske avislæsere, der gøs, da det viste sig, at den skyldige var sæbefabrikant Adolph Philipsen, der på grund af gæld havde gjort sig til rovmorder.

Seriemorderkunst

I USA findes der netbutikker, som sælger "murderabilia" - genstande, som har en tilknytning til mordsager. Det kan være alt fra beklædning over fotografier til hårlokker fra berømte mordere.Blandt de mest populære varer er malerier af seriemorderen John Wayne Gacy, kendt som "Klovnemorderen". Mellem 1972 og 1978 voldtog og myrdede han 33 drenge og unge mænd og placerede deres lig i en krybekælder under sit hus. Sit tilnavn fik han, fordi han tog ud som klovnen Pogo på hospitaler og til børnefødselsdage. Han blev henrettet i 1994. Hans malerier, der ofte forestiller klovne, koster omkring 35.000 kroner stykket.

I 2001 forbød auktionssiden e-bay salg af murderabilia.

"At forbryderen tilhører samfundets dannede lag vil med rette vække særlig forfærdelse," skrev Politiken.

I 1890.

Sagen om liget i tønden var nemlig et af de første eksempler på, hvordan journalister og læsere nærmest kan gå i selvsving over en kriminalsag - og det blev langt fra den sidste.

Blod på forsiden

- Interessen for forbrydelser - og i gamle dage henrettelser - har altid været der, konstaterer Gunhild Agger, der er professor emerita i mediehistorie ved Aalborg Universitet og har forsket i kriminaljournalistik. Hun nævner en historie om en ung pige, hvis historie blev omtalt avisen Extraordninaires Maanedlige Relationer i 1678. Pigen var blevet gravid uden for ægteskabet og havde i desperation dræbt sit nyfødte barn, hvilket blev opdaget.

- Senere konstaterede avisen ganske lakonisk, at nu var hun blevet rettet - altså henrettet. Lignende skæbner var genstand for skillingsviser, som blev solgt på torve og markeder, tilføjer Gunhild Agger.

Og læserne har ikke ændret sig ret meget siden 1600-tallet. Pressefolk ved, at kriminalitet - særligt den voldelige slags - fascinerer læsere, lyttere, seere og brugere. Længe før internettet lød det engelske mantra "if it bleeds, it leads", hvilket betyder noget i retning af, at den mest blodige historie skal på forsiden. I vore dage vil det sige øverst på mediernes hjemmesider, gerne med et gult bånd, der fortæller om "breaking news".

Et tragisk eksempel er sagen om den svenske journalist Kim Wall, der døde om bord på Peter Madsens ubåd. Historien udviklede sig nærmest dag for dag i takt med, at uhyggelige og blodige detaljer om såvel afdøde som de mørke sider af ubådsejerens privatliv kom frem, og selv om mange af os måske ikke vil indrømme, at vi læste med, taler tallene deres tydelige sprog: Hos de fleste medier blev artiklerne om Kim Walls død de suverænt mest læste i 2017. Således har en populær nyhed som regel omkring 10.000 læsere på Politikens hjemmeside, men selv mere perifere historie om den svenske journalist har trukket over 200.000 til, fortalte en af avisens journalister i en kommentar i oktober sidste år.

- Sagen indeholder alle de elementer, der skal til for at gøre den til et fascinationsobjekt, siger Gunhild Agger.

Tiltrækning og afsky

Det er en fascination, som journalist og forfatter Peer Kaae kender. Han har blandt andet skrevet den anmelderroste bog "Dobbeltmordet på Peter Bangsvej" om en af Danmarks mest berømte mordgåder, og sidste år holdt han foredrag om sagen i Bremen Teater i København, hvor der var komplet udsolgt.

- Det har overrasket mig, hvor følelsesmæssigt engagerede folk bliver - det er som en rutsjebanetur gennem det, vi frygter mest, ikke mindst når det gælder dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, der foregår i et miljø, hvor vi slet ikke ville forvente det, forklarer han.

Dertil kommer, at Peer Kaae fortæller historier om virkelige begivenheder. True crime, som genren kaldes med et engelsk udtryk, oplever i øjeblikket stor popularitet - ikke mindst i form af velresearchede podcasts som "Serial", hvor millioner verden over har lyttet til historien om en ung mand, hvis livstidsdom for mord var mere end tvivlsom. På samme måde har tv-serier i stil med "Making a Murderer" trukket millioner af seere til Netflix på trods af de makabre billeder fra sagen om en mand, der måske - måske ikke - er uskyldigt dømt.

Med internettet har vi endda fået adgang til film og billeder, som før i tiden ville være blevet sorteret fra af medierne. Det kræver for eksempel ikke mange klik at finde frem til henrettelser i Saudi-Arabien eller de berygtede videoer, hvor maskerede medlemmer af terrororganisationen IS skærer hovedet af gidsler i orange fangedragter. På samme måde var udtrykket "jumpers" et af de mest søgte i dagene efter, at flyvemaskinerne den 11. september 2001 smadrede ind i World Trade Center i New York. Og det er vel at mærke helt almindelige mennesker som dig og mig, der ser klippene.

- Det ligger dybt i os, og det er et velkendt fænomen, at tiltrækning og afsky trækker i os på samme tid - det er derfor, fascination er så godt et begreb til at beskrive det, for vi kan rent faktisk tiltrækkes af noget, selv om vi afskyr det, forklarer Gunhild Agger, der peger på færdselsuheld som et godt eksempel på, at vi ikke kan lade være med at kigge, selv om vi ved, at vi ikke bør.

Vores mørke side

Men hvorfor er det lige, at vi kigger alligevel? Det har forskningen flere bud på.

Først og fremmest er der spændingen. At overvære et mord på sikker afstand kan udløse en adrenalinrus, som også kendes i forbindelse med en tur i rutsjebanen eller efter et faldskærmsspring. På samme tid kan der være en form for lettelse over, at det ikke skete for én selv - især hvis offeret er en person, man kan identificere sig med.

Men det er også en mørkere side - af os alle. For glæden over, at det ikke er sket for én selv, behøver ikke at handle om offeret, men om morderen. I forbindelse med dækningen af de værste forbrydelser hører man ofte naboer eller familiemedlemmer fortælle, at gerningsmanden var vellidt, hjælpsom og ganske almindelig, og hvis det er sandt, må det betyde, at vi alle potentielt kan være den, der svinger kniven, affyrer pistolen eller tager kvælertag på et andet menneske.

Dean Burnett, der er professor i neurovidenskab ved Cardiff University i Storbritannien, understreger, at "forbudte tanker" er normale og som oftest uskadelige, og vi bruger dem til at skabe en mental model af verden omkring os, så vi ved, hvor grænserne går. Han peger på, at en del forskning viser, at seksuelle fantasier - også de tabubelagte, som måske aldrig leves ud - kan gøre os mere betænksomme over for vores partnere. Almindeligvis kan vi nemt skyde tanker om vold og mord fra os igen - det sker automatisk - men hos nogle bliver de mere bevidste og fylder mere og mere, som når man er på kur og konstant tænker på mad, eller når man ikke kan falde i søvn, fordi man hele tiden tænker på at sove.

- Der er mange grunde til, at man bliver interesseret i og fascineret af grusomme begivenheder og blodige detaljer, men for nogle kan det ske, at det bliver til en besættelse, fordi de i forsøget på at skubbe tankerne til side forstærker dem, forklarer han.

Og det kan ifølge Dean Burnett være med til at forklare, hvorfor nogle mennesker samler på såkaldt "murderabilia" - souvenirs, der er tilknyttet mordsager - bliver fans af seriemordere eller ligefrem gifter sig med indsatte, som to danske kvinder indtil nu har gjort med livstidsfangen Peter Ludin.

- De ender et sted, hvor det er meget svært at holde op med at tænke på ophavet til tankerne, der til sidst diktere en stor del af deres adfærd, tilføjer han.

Del af vores dødsangst

Såvel Peer Kaae som Gunhild Agger er enige i, at årsagerne til vores morbide fascination, der for langt de fleste ikke udgør noget problem, ligger langt dybere i os end blot interessen for en mordgåde.

- Det er en del af vores dødsangst. Det har noget med os selv at gøre, når vi søger noget af det, vi frygter og tager livtag med det, siger Peer Kaae.

- Hvordan har du det med at gøre drab til underholdning?

- Er det det? Altså, jeg lever selvfølgelig af mine fortællinger og af et publikum, men jeg stiller mig altid på ofrenes side. Når jeg skriver om Marie Lock-Hansen, der blev skudt i Højbjerg i 1967, er det fordi, min retfærdighedssans siger mig, at vi er nødt til at finde ud af, hvad der skete. Samtidig fornemmer jeg, at true crime går et skridt længere ind i folk, så de bliver mere eftertænksomme og tænker over deres egen tilværelse, svarer Peer Kaae, der har afvist at skrive om ubådssagen og i stedet holder sig til de ældre sager.

Han understreger imidlertid, at det er vigtigt at kende sine grænser. Det er langt fra alle oplysninger, han graver frem i arkiverne, der kommer med i hans bøger - særligt ikke hvis der er tale om personlige detaljer, der ikke har med sagen at gøre.

- Jeg har forsøgt at holde billeder af lig væk fra min side på Facebook, men det er svært at styre, men det er dog lykkedes mig at holde obduktionsbillederne væk indtil nu, tilføjer han.

Gunhild Agger er bekymret for, at internettet, de sociale medier og kampen om brugernes klik vil flytte grænserne for, hvad vi synes er i orden.

- Det hænger sammen med, at både medier og brugere vil tættere og tættere på begivenhederne - også de voldsomme. Der er i pressen en konvention om, at man ikke bringer fotos af myrdede personer, og det er et godt eksempel på, at der er en grænse. Jeg håber bare ikke, den bliver overskredet i fremtiden, siger hun.

  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Tiltalt for drab på Kim Wall: Læs alt fra første dag i retten

Tiltalt for drab på Kim Wall: Læs alt fra første dag i retten

Nu indleder anklager jagten på livstid til Peter Madsen

Nu indleder anklager jagten på livstid til Peter Madsen

Et drab begået hvor den almindelige verden hørte op: I dag begynder Kim Wall-sagen

Et drab begået hvor den almindelige verden hørte op: I dag begynder Kim Wall-sagen