Ugens bagkant: Jul i det omvendte krænkelsessamfund


Ugens bagkant: Jul i det omvendte krænkelsessamfund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Chefredaktør Troels Mylenberg
Billede
Indland. 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Facebook om, at alverden - eller i hvert fald den danske del af verden - skulle lade sig krænke. Ikke nødvendigvis egentlig krænkelse, for det viste sig rent faktisk, at de mest krænkelsesfyldte personer ikke var dem, der var blevet krænket, men måske i højere grad dem, der følte sig krænket over, at krænkelse fyldte så meget i samfundsdebatten.

Måske hårdt at sige, men den seneste uges offentlige samtale har på sæt og vis bestyrket mig i, at det ikke altid er det egentlige problem, vi diskuterer. Men ofte i højere grad dem, der argumenterer med, at andre føler dette og hint.

Tag nu sagen om - ja, undskyld mig - de store patter. Næppe er det gået nogens opmærksomhed forbi, at fodboldens såkaldte etiske råd forleden skulle diskutere, om det er i orden, når det danske herrefodboldlandshold fejrer en sejr som VM-kvalifikationssejren over Irland i november med sangen "Hvem var det, der vandt i dag" med efterråbet "store patter", sådan lige for at sætte trumf på.

Et ganske velkendt råb i mange dele af den danske fodboldkultur, men som lige pludselig meget naturligt får ekstra opmærksomhed, da DBU heldigvis har åbnet døren lidt mere ind til livet i selve landsholdets omklædningsrum. Her kan vi via sociale medier få lov til at se med, når stjernerne fejrer sig selv og altså også høre kampråbet.

Det er i udgangspunktet helt selvfølgeligt, at et råb som det skaber debat og opmærksomhed. Det er selvfølgeligt, at der spørges til, om råbet er udtryk for en kvindefornedrende kultur, en kultur som trænger til modificering og modarbejdelse. Men selv om den debat er helt på sin plads, og selv om det selvfølgelig er vigtigt at tale om ikke mindst den afsmittende effekt som rollemodeller som landsholdsspillere har på børn og unge landet over, så er det ganske sigende, at debatten skred et helt andet sted hen.

Nemlig til de tusinder af mennesker, som følte et behov for at latterliggøre selve debatten, altså en slags omvendt krænkelse over, at nogen følte sig krænket over, at landsholdet råber den slags. Der var med andre ord med meget voldsom afstandtagen til den krænkelse, som meget få - hvis nogen overhovedet - havde givet udtryk for, at du oplevede.

Medier - ikke mindst sociale - flød over med budskaber om, hvor latterligt det var, hvis nogen gjorde dette ligegyldige spørgsmål til et vigtigt tema, altså uden en egentlig fastlæggelse af, hvem disse nogen - krænkede - var. Åbenbart var bare det at stille spørgsmålet om, hvorvidt landsholdet går over stregen nok til, at nogen følte sig kaldet til anfægtelse. Og på den måde sikrede vi endnu engang, at debatten selvfølgelig løb af sporet. De latterlige var, måtte man forstå, dem, der begrænsede landsholdets ytringsfrihed, selv om det stadig synes svært at finde mennesker med den holdning.

Samtidig virker det velsagtens åbenlyst, at selv om et sådan kampråb bare er et kampråb og næppe ment som specifikt kvindenedgørende, så er det som minimum dumt og unødvendigt, hvor barnligt det end måtte være. Men som sagt lever vi i denne omvendte krænkelsestid, hvor de mest krænkede altså er dem, der krænkes over andres krænkelse.

Ugen her op til jul bød da også på endnu en fornem - og måske ligefrem morsom - udstilling af de omvendt krænkede, da internettet igen var ved at flyde over af forargelse, fordi Alternativets nyvalgte kultur- og fritidsborgmester i København Niko Grünfeld lod sig interviewe om sin perfekte lørdag i Dagbladet Børsen.

Afsendt med masser af smileyer og opfordring til at huske både humor og selvironi under læsning af interviewet delte Grünfeld selv den forrygende og - måtte man forstå - satiriske dagbog, der var økologisk, bæredygtig og på alle måder præcis så alternativ, som Alternativet beskyldes for at være. Hør bare:

"kl. 7.00: Mine tre drenge vækker mig ved at hoppe og danse i sengen, fordi de vil have pandekager. Vi laver dem fra bunden med økologisk Aurion-mel fra Hjørring, et pift af citronskal og flormelis. Jeg drikker kaffe fra Coffee Collective, som jeg brygger på mit japanske kaffeudstyr fra Hario og skimmer Politiken. Vi larmer, snakker og lytter til P8 Jazz."

Dagen bød også på økologisk øl, grahamsbrød, sanselige rum på en kunstudstilling, medborgerskab og veganske sneakers. Hvis morgenforløbet altså ikke var nok til at fange den satiriske pointe. Men det var det ikke. Stor var krænkelsesforargelsen på de sociale medier i hvert fald. Behovet for udskamning af Grünfeld var enorm, ikke ret mange fangede, at det faktisk var Grünfeld, der var sjov og selvironisk.

Måske er det selvironien, der mangler. Den selvironi og selvindsigt, der er helt nødvendig og påkrævet for, at en samfundsdebat kan blive til mere og andet end evige slåskampe fra fastlåste positioner. Nuancerne eksisterer ikke, i stedet kun optrapningen af en mulig konflikt som måske ikke engang findes i virkeligheden. Men som søreme skal udforskes til det yderste.

Men heldigvis er julen jo tiden, hvor konflikterne lægges til side, hvor rummeligheden hersker, og hvor vi nok kan diskutere, men måske mest af alt bare være sammen og acceptere hinanden, som vi er. En rigtig glædelig jul ønskes alle i hvert fald herfra - uanset hvor krænket, man måtte føle sig.

Måske er det selvironien, der mangler. Den selvironi og selvindsigt, der er helt nødvendig og påkrævet for, at en samfundsdebat kan blive til mere og andet end evige slåskampe fra fastlåste positioner.

Ugens bagkant: Jul i det omvendte krænkelsessamfund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce