Ugens bagkant: Det lærende menneske - og den menneskelige lærer


Ugens bagkant: Det lærende menneske - og den menneskelige lærer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Chefredaktør Troels Mylenberg
Billede
Indland. 

Det var noget af en dom, der forleden faldt ved retten i Odense. Her havde Odense Lærerforening langt sag an mod Odense kommune for at få afblæst en advarsel, som en lærer på en af kommunens skoler fik for nogle år siden. Baggrunden var en ny skoleleders fremlæggelse af visioner samt beregninger af undervisningstid for de enkelte lærere. Lederen ville ikke offentliggøre sine metoder bag beregningerne, og læreren reagerede ved at rejse sig på mødet og udbryde: "Nu må det stoppe."

Lederen oplevede øjensynligt dette som truende adfærd, og et tjenstligt forløb blev indledt. Læreren, der på det tidspunkt havde været i 37 år på den pågældende skole, sagde op og fik derefter en tjenstlig advarsel. Den advarsel som nu i mere end tre år har verseret i retsvæsenet, og dommen faldt ud til kommunens - skoleledelsens - fordel. Så lærerforeningen skal nu betale sagens omkostninger, og læreren, der nu er 65 år, underviser ikke længere.

Måske en lille sag, vil nogen sikkert sige. For ærlig talt, den mangeårige skolelærer sagde jo op, og hvad har en sag fra et ophidset lærermøde egentlig med alle os andre at gøre? Meget, vil jeg påstå. Rigtig meget.

Der er nemlig principper på spil her. Principper om, hvordan vi omgås hinanden på arbejdspladser, principper om forholdet mellem ledelse og medarbejdere, og ikke mindst principper om hvor meget menneske, vi tillader hinanden at være, når vi går på arbejde. I forhold til selve folkeskolen og ikke mindst lærergerningen er der måske endnu mere på spil. Hvad vil det sige at være en engageret medarbejder? Hvad vil det sige at være skoleleder? Hvad vil det egentlig sige at være lærer med et kald i en tid, hvor stadig mere skal systematiseres, måles, kontrolleres og dokumenteres uden at det altid står klart, hvem og hvad det er til gavn for.

Ja, store spørgsmål, vigtige spørgsmål, og desværre faldt dommen ud til fordel for systemet, til fordel for den ledelse, der helst åbenlyst helst bare ville have, at medarbejderne - lærerne - rettede ind, lod sig lede og holdt igen med kritik.

Vi ved selvfølgelig ikke, om læreren havde ret i sin kritik. Det pågældende lærermøde fandt sted i kølvandet på den voldsomme lockout af lærerne i forbindelse med den nye arbejdstidsaftale. Det var midt i en ny skolereform, og lærerne - ikke bare på det pågældende fynske lærerværelse - var påvirkede af de mange forandringer og ikke mindst af at være blevet banket på plads af både lokale ledelser, kommunerne og sågar regeringen.

Den pågældende lærer havde ytret sig meget i offentligheden, kritisk. Han var en stærk skikkelse på lærerværelset, en af kulturbærerne, en lærer med et meget stærkt kald til sin gerning. Han var påvirket af det hele, og han sagde fra på et lærermøde, som en slags faglig frontfigur og lederskikkelse blandt ligesindede lærere gik han forrest. Ledelsen oplevede det øjensynligt truende, det er var i hvert fald det, der kom frem i retten og som advarslen bundende i. Eller som det hedder i domssprog:

"Retten finder ud fra en samlet bedømmelse, at en sådan adfærd er en overtrædelse af pligten til dekorum, og Schmidt har således på mødet den 7. maj 2014 begået en tjenesteforseelse", som byretsdommeren skriver i dommen.

Punktum. Retten har talt, og sådan er det så. Men er det nu også det? For er denne dom vitterligt ikke udtryk for præcis det, vi IKKE ønsker os i vores samfund? Altså en blåstempling af, at vi ikke må være så engagerede i vores arbejde, at følelserne måske render af med os en gang imellem. Og er det ikke lige præcis på et medarbejdermøde - lærermøde - at der skal være plads til følelserne med risiko for, at det koger over?

Bevares, vi skal opføre os ordentligt, hvilket den pågældende lærer ej heller nogensinde har talt imod, men meget taler for, at det lige præcis er lærere som ham, vi har allermest brug for på vores skoler. Lærere, der er mennesker og nogle gange reagerer menneskeligt både i relationerne med elever, forældre og kolleger, men så sandelig også til møder om, hvordan man gerne vil indrette skolen.

Måske lærergerningen ligefrem er det fag, hvor vi har allermest brug for, at fagligheden og professionalismen også tilknyttes et særligt element af personlighed og menneskelighed. Og dermed også plads til at vise det.

Vi kender dem da alle sammen, de gode og mindre gode lærere, vi har haft. Dem der var nemme at hidse op, dem der var rolige, dem der var søde, og dem der var strenge. De var der alle sammen, og de var der for os. For at lære os noget, både om det der stod på skemaet, men så sandelig også om resten, om livet.

Det var i skolen - ikke mindst i kraft af lærerne - at vi så, hvordan voksne mennesker kunne være forskellige og opføre sig forskelligt, så der var noget at spejle sig i, noget at følge efter og noget at tage afstand fra.

Naturligvis skal der være regler og rammer, der skal også være enighed om, at der er grænser - ikke bare på skolerne, men på alle arbejdspladser. Vi skal omgås hinanden - også vores ledere - med respekt og lytte til hinanden. Men vi skal også kunne være der med de personligheder og de holdninger, vi hver især har.

Der tales uendeligt meget om tillid i disse år. Jo mere vi taler om den, jo mindre synes den at blive. Tillid til autoriteter har vi ikke meget af. Medier og journalister plages af manglende tillid til, hvad vi laver. Hvilket er ingenting at regne for den stigende mistillid til politikere og magthavere i øvrigt. Vi er kritiske på godt og indimellem også på ondt. For lige præcis mængden af tillid er det, som kendetegner vores land. Det er måske det danskeste af det hele, at vi er det land i verden, hvor tilliden mellem os generelt er højst.

Selvfølgelig er tillid noget, man gør sig fortjent til, og som med troværdighed er der også tale om begreber som man kun kan sælge ud af en gang. Har man først mistet tillid, er den uhyre vanskelig at vinde tilbage. Men der er altså også tale om noget, vi kan arbejde sammen for. Blandt andet ved at have tillid til, at vores uenighed ikke nødvendigvis dækker over andet, end at vi brænder for det, vi laver. Brænder, men på forskellige måder. Og for at få plads til at udleve et brændende engagement kræver det, at der gives tillid. Fra os alle sammen til hinanden, fra borgere til myndigheder, fra myndigheder til borgere - og i den fra fra ledere til medarbejdere.

Måtte sagen fra Odense, trods dommens udfald, primært blive en påmindelse til os alle sammen om at huske på, at uenighed - også på et lærerværelse - grundlæggende er udtryk for styrke. Og at det faktisk er en dansk kerneværdi, at vi giver plads til det enkelte menneske, også selv om det kan blive højtrøstet engang imellem.

Det er faktisk en dansk kerneværdi, at vi giver plads til det enkelte menneske, også selv om det kan blive højtrøstet engang imellem.

Ugens bagkant: Det lærende menneske - og den menneskelige lærer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce